Kronik
08. mar. 2018 | 08:43

#MeToo er i slægt med nazismens forbud

Maleri | Balthus
Kunstneren Balthus’ maleri Thérèse Dreaming fra 1938 viser en ung pige med spredte ben, og det seksuelle billede er faldet visse stemmer fra #MeToo-bevægelsen for brystet.

Christian Braad Thomsen går i rette med hetzen mod Woody Allen og Roman Polanski, mens han kritiserer #MeToo-bevægelsens danske talerør – Politiken – for at holde fast i en falsk påstand.

Af Christian Braad Thomsen

To sager om påståede seksuelle overgreb er vakt til live igen af #MeToo-bevægelsen, nemlig sagerne mod de to højt respekterede filminstruktører Woody Allen og Roman Polanski. 

Hollywood-skuespillere kræver nu boykot af Allens film, mens talrige kvinder i Paris kræver forbud mod overhovedet at vise Polanskis film. Da begge sager ligger langt tilbage i publikums bevidsthed, skal de i den aktuelle anledning genopfriskes. 

Woody Allen-sagen startede 4. august 1992, da Allen besøgte sine og Mia Farrows to adoptivbørn. En barnepige bemærkede, at Allen på et tidspunkt lå med hovedet i sin syvårige adoptivdatter Dylans skød og orienterede Farrow, der gik amok og meldte sin tidligere samlever til politiet for pædofili. 

På dette tidspunkt havde de en konflikt om forældremyndigheden til børnene. 

Nu er der jo mildest talt ikke noget i vejen for, at en far ligger med hovedet i sin datters skød. Denne form for fysisk ømhed kan være velgørende og vigtig for begge parter. Men Dylan sagde senere, at Allen også havde rørt hende i skridtet. 

Påvirket af modebølge
Politiet bad The Child Sexual Abuse Clinic på Yale New Haven Hospital om at undersøge sagen. Undersøgelsen blev varetaget af børnelægen John M. Leventhal sammen med en sygeplejerske og to socialarbejdere. 

De afviste, at Dylan havde været seksuelt misbrugt og fandt det mere rimeligt at antage, at Mia Farrow havde påvirket Dylan til at fremsætte denne anklage for at forhindre, at Allen fik del i forældremyndigheden. 

Et år senere blev sagen lukket af New York Department of Social Services med den begrundelse, at der ikke var grund til at antage, at Woody Allen havde foretaget sig noget utilbørligt over for Dylan. 

Under påvirkning af #MeToo-bevægelsen beklager to skuespillere nu 25 år senere deres medvirken i Woody Allen-film og garanterer, at de aldrig vil spille for ham mere. 

Mira Sorvino fortryder sin medvirken i Mig og Afrodite, som hun fik en Oscar for, og Greta Gerwig fortryder, at hun medvirkede i To Rome With Love. Tilsvarende har den ledende instruktør på Goodspeed Theatre i Connecticut aflyst opsætningen af Bullets over Broadway baseret på Allens film af samme navn. 

De har indlysende ikke sat sig ind i den sag, som endte med, at alle anklager mod Allen blev frafaldet, men har i stedet ladet sig påvirke af en modebølge, som sætter retssikkerheden ud af kraft og er vendt mod både skyldige og uskyldige mænd i filmbranchen. 

Massivt incesthysteri
Men tæller det da ikke, at Dylan også som voksen har fastholdt anklagerne mod sin adoptivfar? Nej! 

Det er velkendt, at mødre i skilsmissesituationer bruger opdigtede incestanklager for at sikre sig forældreretten over børnene. Det er også sket i Danmark i 1990’erne, og ”falske erindringer” har lige siden været et accepteret begreb i psykologien. 

Det er ingen kunst at plante falske erindringer i et mindreårigt barn. Herhjemme har vi blandt andet oplevet det i Roumsagen, hvor en ukyndig psykolog fik en mindreårig pige til at ”tilstå”, at hun var blevet forført af en gruppe mænd, deriblandt hendes egen far. Mændene blev idømt hårde fængselsstraffe – og først efter at de havde siddet flere år i fængsel blev de frikendt af den særlige klageret. 

Lige så betændt var den såkaldte stavepladesag, hvor en gruppe socialpædagoger mente, at nogle stærkt retarderede børn var blevet misbrugt af deres forældre. 

Pædagogerne lærte børnene at kommunikere ved hjælp af staveplader, hvor de ved at udpege bogstav for bogstav fortalte om grufulde seksuelle overgreb. Problemet var bare, at det var pædagogerne selv, der førte børnenes hænder over stavepladerne og således fik børnene til at beskrive pædagogernes fantasier og ikke deres egen virkelighed. 

Der trivedes i 1980’erne og 1990’erne et massivt incesthysteri, som nu er blevet genoplivet af den betændte #MeToo-bevægelse og fastnagler Woody Allen i en forførerrolle, skønt han fra starten blev kendt uskyldig. 

Politikens påstand
Roman Polanskis sag er mere kompliceret, men der er ingen tvivl om, at også han er ramt af et uacceptabelt spil i det amerikanske retssystem. 

Polanski havde i 1977 en aftale med det franske magasin Vogue om at levere en serie fotos, der skulle beskrive, hvordan unge piger så ud og gik klædt. Under nogle optagelser i Jack Nicholsons Hollywood-villa forførte Polanski en trettenårig pige. Han forsvarede sig siden med, at forholdet var helt frivilligt, og at han ikke anede, at pigen var så ung: Hun kunne sagtens gå for at være atten år. 

I sin selvbiografi Roman by Polanski siger han desuden, at han spurgte hende, hvornår hun første gang havde sex, og til hans store forbavselse svarede hun: ”Da jeg var otte – med en dreng i nabolaget.” 

Anklagen lød på fuldbyrdet voldtægt, hvilket Polanski benægtede. Over for dommer Laurence Rittenband indgik Polanski den aftale, at han erkendte sig skyldig i et ulovligt forhold til en mindreårig mod, at voldtægtsanklagen blev frafaldet. Rittenband dømte ham herefter til 90 dages fængsel i Californiens mandefængsel Chino, hvor han samtidig skulle underkastes en psykiatrisk undersøgelse. 

Efter aftale med retten fik Polanski lov at rejse til Frankrig for at færdiggøre en ny film, og han vendte derpå frivilligt tilbage til USA for at udstå sin straf. Han blev imidlertid prøveløsladt efter 42 dage og regnede sig herefter for en fri mand. 

Men Polanski erfarede, at dommer Rittenband til nogle bekendte havde sagt, at han ville ophæve den aftale, han havde indgået med Polanski og i stedet idømme ham 50 års fængsel for at sikre, at han aldrig kom ud igen i live. Dommerens ord blev bekræftet af manuskriptforfatteren Howard E. Koch, som er kendt for at have modtaget en Oscar for filmklassikeren Casablanca

Da Polanski erfarede, at dommeren ville løbe fra den indgåede juridiske aftale, forlod han fuldt lovligt omgående USA. Alligevel fastholder #MeToo-bevægelsens danske talerør Politiken igen og igen, at Polanski er flygtet fra en voldtægtsdom og nægter at korrigere den falske påstand. 

Polanski har siden boet i Frankrig, men helt frem til i dag har han også der haft problemer. Da det franske Cinémathèque i efteråret viste en kavalkade med Polanskis film, arrangerede en udløber af #MeToo-bevægelsen en protestdemonstration, og 27.000 kvinder har forlangt kavalkaden standset. 

På grund af en 30 år gammel og stærkt tvivlsom anklage mod Polanski ønsker bevægelsen nu forbud mod at vise klassikere som Chinatown og Pianisten

Thérèses spredte ben
En tilsvarende kunsthetz har fundet sted i New York, hvor 15.000 kvinder har skrevet under på et krav om, at The Metropolitan Museum of Art fjerner et billede af maleren Balthus, fordi det viser ”en ung pige i en seksuelt indbydende stilling”. 

Der er tale om det berømte billede Thérèse Dreaming fra 1938. Pigen er fuldt påklædt og sidder alene med sin kat i en let drømmende stilling. Men det, der generer de selvbestaltede talskvinder for #MeToo-bevægelsen, er, at hun ikke sidder med tækkeligt samlede ben, som pæne piger gjorde på deres oldeforældres tid. 

Dermed mener de, at hun vækker de latente pædofile tilbøjeligheder i mænd. 

Og Operahuset i Firenze har i en opførelse af Carmen ændret slutningen. Nu er det ikke længere Don José, der dræber Carmen, men omvendt. Instruktøren Leo Muscato har ganske vist erklæret sig uenig, men Operahusets ledelse henviser til, at #MeToo-bevægelsen nødvendiggør denne ændring – og mener åbenbart, at en forestillings slutning også er identisk med dens konklusion. 

Hvor længe endnu får mon Shakespeares Othello lov at kvæle Desdemona i teater og opera? 

Uartige vittigheder
Herhjemme har Politiken gjort sig til talsmand for #MeToo-bevægelsen, og i en rundspørge om krænkelser til danske skuespillere medtager avisen enhver seksuel handling fra voldtægt til uartige vittigheder. 

Der er tale om en fundamental udvanding af begrebet seksuelle krænkelser: Voldtægt og andre overgreb hører hjemme i en politianmeldelse, mens vittigheder jo er, hvad man heldigvis kan komme ud for i selskabslivet. Der findes helt sikkert kvinder, der vil føle sig krænket af sætningen ”Det sagde hun også i går”. 

Men er det ikke en krænkelse, de bør tolerere? 

Politiken har også i en stort opslået artikel den 30. januar beskyldt chefen for Den Jyske Opera for sexchikane på grundlag af anonyme klager. 

Han skal have givet en række kvinder kælenavne samt overøst dem med komplimenter for deres kroppe og endda givet en et jobtilbud klokken to om natten. Her synes Politiken uvidende om, at opera jo også er en meget kropslig kunstart, og at arbejdstiden mageligt kan vare til klokken 2 om natten. 

Jeg kunne med lethed fremskaffe fire anonyme anklager mod chefredaktør Christian Jensen med samme indhold, men de ville næppe blive trykt i Politiken. Hvorfor skal en operachef så finde sig i at blive hængt ud? 

Da Roumsagen stod på, var Politiken aktiv i at forsvare retssikkerheden og rense de uretfærdigt dømte. Nu er Politiken tværtimod aktiv i en sladderkampagne, der fundamentalt sætter retssikkerheden ud af kraft. 

Tilsvarende har Information den 13. februar publiceret et opråb fra en gruppe ligeledes anonyme studiner, som protesterer over ”sexchikane” overalt på danske universiteter. Ikke blot ”i undervisningslokalerne og på gangene”, men sågar i ”eksamenssituationer”. Man ser det for sig: Så snart eksaminator og censor er alene med en eksaminand, slår de gækken løs, og studinen er værgeløs, hvis hun vil have sin eksamen. 

Hvis dette er rigtigt, er det jo nødvendigt med politivagter på gangene og i eksamenslokalerne, for noget sådant kan naturligvis ikke tolereres. Men er det rigtigt? Er det ikke mere nærliggende at formode, at disse anonyme og uspecificerede anklager udspringer af en lovligt enfoldig og frustreret fantasi, der snarere hører hjemme hos en psykolog end på Informations forside? 

Hadet til kunsten
#MeToo-bevægelsens angreb på en række hovedværker i moderne kunst er dybt foruroligende og i slægt med nazismens forbud mod Entartete Kunst. 

Konsekvensen af dette nypuritanske angreb må være et forbud mod en lang række filmiske klassikere fra Alfred Hitchcocks Psycho og Stanley Kubricks Lolita over Louis Malles Uroligt hjerte og Bernardo Bertoluccis Luna til Pier Paolo Pasolinis Salo

De beskæftiger sig alle med udfordrende erotiske forhold, nogle gange med incestuøst eller pædofilt indhold – og overlader til publikum at tage stilling, sådan som al god kunst jo gør. 

Dermed krænker og sårer de også et meget stort publikum i en tid, hvor #MeToo-bevægelsen vil kriminalisere krænkelser. Men at blive krænket hører med til at være menneske. Det er livets risiko at blive krænket af kunsten – eller af andre mennesker – hvis vore grænser er for rigide eller snævre. Og det er de jo ofte. 

Det er vigtigt at huske på, at #MeToo startede i Hollywood, og at Hollywood repræsenterer et livssyn, der normalt ligger os fjernt. Talrige krimier og westerns fra Hollywood hylder for eksempel selvtægt, og det tager vi normalt afstand fra, når vi får tænkt os lidt om. 

Hvorfor accepterer vi så selvtægt, når det står på dagsordenen hos #MeToo? 

Man kan prise sig lykkelig for, at #MeToo-bevægelsens kunstneriske indsigt er stærkt begrænset – og frygte et nyt ramaskrig, når bevægelsen bliver opmærksom på filmkunstens klassikere.

Woody Allen forsvarer sig i 1992

Christian Braad Thomsen

Født 1940 i Bjertrup.

Filminstruktør, forfatter, producent og filmimportør.

Forfatter til 33 bøger, blandt andet om Fassbinder, Freud og Hitchcock.

Har i en årrække skrevet for Filmmagasinet Ekko.

Er kendt som debattør med utallige indlæg i dagspressen.

© Filmmagasinet Ekko