Hjernespind og elementær spænding

Sydkoreansk kammerspil i taxa er næppe en ret, der får mange filmelskeres tænder til at løbe i vand.

Tilføjer man sorthumoristisk, apokalyptisk katastrofefilm, og husker man på, at Sydkorea det sidste årti har braget frem på filmhimlen med talenter som Bong Joon-ho, Park Chan-wook, Kim Ki-duk og Lee Chang-dong, får piben måske en anden lyd.

Unge Jo Sung-hee er et nyt stjernefrø. Instruktørens fremragende og særegne End of Animal giver hård konkurrence til de første fem film i hovedkonkurrencen.

Her viste Romain Gavras’ grovkornede provo-allegori Vores tid kommer sig som en af de bedste sammen med den irske børneromance-thriller All Good Children og ikke mindst den vanvittigt underholdende gangsterfilm Viva Riva! fra Congo.

Iraneren og den frie sjæl
Det lettere kunstfærdige franske ungdomsdrama Flowers of Evil, hvis titel refererer til Baudelaires erotiske digtsamling af samme navn fra 1857, har også sine fortalere.

Instruktøren David Dusa bruger på ganske original vis visuelle udtryk fra internettet i sin romance mellem den sorgløse og ustandseligt dansende franskmand Gecko og den iranske studerende Anahita.

Anahita er blevet sendt til Paris af sine overbeskyttende forældre for at studere og undgå de brutale demonstrationer i kølvandet på regeringsvalget i hjemlandet, som hun med intens bekymring følger via Twitter, Facebook og videoklip på YouTube.

Gecko er derimod en fri sjæl, der opfatter sit hotelpiccolo-job som midlertidigt og bruger, ifølge ham selv, de fleste af sine penge på internet og tv. Han har dog også sin mørke forhistorie.

YouTube spolerer romantikken
Anahita er bekymret for sin familie hjemme i Teheran og har derfor svært ved at engagere sig i forholdet til Gecko, og hans laissez faire-holdning til verdens problemer begynder at irritere hende.

I en fin scene ser man de to turtelduer danse, da voldsomme YouTube-klip fra virkelighedens Teheran langsomt, men sikkert trænger sig på i Anahitas sind. Det vender bogstavelig talt op og ned på romantikken.

En hakkende og rap klipning skal imitere især unges færden på internettet. Og når parret tweeter eller skriver beskeder på Facebook, visualiseres beskederne øjeblikkeligt på lærredet for os.

Den visuelle stil forsøger at være ung og hip, men selvom det opliver en ellers lidt træg og dialogfattig kærlighedsfortælling, føles det på denne anmelder mere som en forceret gimmick, der ikke befrier filmen fra at være forbavsende stillestående.
 
To mand og en kiste
Two Gates of Sleep, der ligesom All Good Children havde premiere i Directors’s Fortnight på sidste års Cannes-festival, er endnu mere dialogfattig end Flowers of Evil.

I tæt på realtid følger vi to brødres rejse med en kiste gennem et Mississippi-landskab af sump, skov og krat, mens de ikke udveksler meget andet end et grynt og et støn. I kisten ligger deres afdøde mor.

Alistair Banks Griffins film er i ekstrem grad billedbåren og i sjælden grad underfortalt. Man må således tænke sig til, at de to mænd er brødre, og at kvinden er deres mor.

Sammen bor de i en hytte i skoven. Brødrene fylder dagene ud med jagtture, indtil de pludselig på hver deres facon må tackle morens død.

Menneskets forfald
På deres rejse ser vi Buñuel’ske billeder af insekter, der tærer på de to mænd, mens de kæmper sig igennem mudder og grene, der ligeledes tærer på de to mænds usikre sammenhold. Det handler om menneskets uundgåelige forfald i naturens kompostkværn.  

Instruktøren kommer selv fra Mississippi og har først og fremmest villet skildre sin hjemstats natur. Og naturen spiller lige så stor en rolle som skuespillerne i denne historie, der er løst baseret på William Faulkners sydstatsroman As I Lay Dying.

I de to brødres timelange rejse har de udstrakte, dvælende billedregistreringer af det forsumpede skovmiljø noget hypnotiserende og meditativt over sig. Men billederne bliver aldrig så intense, som man må forvente af en film, hvor der ingenting sker.

En Terrence Malick-tematik — forbindelsen mellem naturen og menneskene — svæver over vandsumpen. Symbolikken bliver dog aldrig rigtig slagkraftig, men snarere en lettere prætentiøs sovepude for instruktøren.

Stilleben på bordel
I Pear er vi ikke ude på nogen rejse, og handlingen er derfor i bogstavelig forstand stillestående i dette stilleben fra venteværelset på et lille provinsbordel.

Først ser vi dog manden Wan plukke pærer til sin kone på en bjergskråning i Nordkina i filmens smukkeste scene. Parret er ved at bygge hus, men har ikke råd til færdiggørelsen, så konen må prostituere sig. Wan hænger ud i bordellet, og det samme gør vi. Desværre vender vi aldrig tilbage til bjergskråningen.

Filmen kan tolkes som en politisk allegori — pærerne, der ligger og rådner op i kassen i det unge pars ufærdige hus som et billede på den skæve, kinesiske velstandsfordeling, der lader unge i stikken.

Der er noget eksotisk fascinerende ved den særlige kinesiske frugt-symbolik. Og man kan ikke andet end have lidt sympati for en film, der forsøger at sætte en tackling ind imod et diktatur i en så konsekvent indpakning – hvor demonstrativt stillestående og kedelig den så end er.

Alle hedder Alan
You Are Here har heller ikke noget stort budget, men den er måske den mest originale og i hvert fald den film, der giver hjernen de største strækøvelser.

Den canadiske videokunstner Daniel Cockburns spillefilmdebut er et metafiktivt puslespil a la Charlie Kaufman. Det er mest signifikant i en af filmens indledende sekvenser, hvor en flok mennesker, der har forskellig alder, køn og race, alle bliver introduceret for os som ”Alan”.

Senere sidder en mand i en fængselscelle, hvor han ved hjælp af ordbøger oversætter ark med kinesiske tegn, der bliver skubbet ind under døren til ham. På lydsporet spørger en fortællerstemme, om det er manden, bøgerne eller cellen, der foretager den bevidste tænkning.

You Are Heres mildest talt kryptiske grene holdes sammen af en kvindelig arkivar, som finder objekter, der alle relaterer til de øvrige historier. Igennem denne figur udspiller der sig en kompleks detektivhistorie.

Hellere en kortfilm
Daniel Cockburns film bærer mindelser om de lærde og fantastiske fortællinger af Jorge Luis Borges.

Hvad bestemmer vi selv? Er det i virkeligheden en eller anden gud, der styrer det hele? Frustrerende og fascinerende spørgsmål hober sig op, men måden de spørges på keder.

Psykologiske eksperimenter kan være interessante, men man fornemmer, at filmen ville have vundet ved at være blevet skåret ned til en kortfilm på 30 minutter.

Menneskedyrets endeligt
Anderledes elementært spændende er den opfindsomme sydkoreanske End of Animal, som også er den film, der sammenlagt har fået flest stjerner i Ekkos stjernebarometer.

Instruktøren Jo Sung-hee lader det meste af det, der sker i filmen, være uforklaret og uset. Dermed vender han det minimale budget, han har haft til rådighed, til en kunstnerisk force.

Ligesom sine landsmænd Bong Joon-ho og Park Chan-wook blander Jo Sung-hee lystigt og fornemt genre-kortene. Her er der både science fiction, katastrofefilm, gyser, sort komedie og socialrealisme i en blanding, hvor de enkelte elementer ikke spolerer hinanden.

Den højgravide teenager Soon-young er på vej med taxa igennem et øde landskab for at besøge sin mor, da en mystisk ekstra passager bliver samlet op og begynder at fortælle intime detaljer fra chaufføren og Soon-youngs liv. Detaljer, som de ellers selv kendte til.

Gudelignende kræfter
Da passageren forudser et elektrisk udfald, som sætter bilen ud af drift, og han og taxachaufføren derpå pludselig forsvinder, starter et sandt mareridt for pigen.

En mystisk katastrofe har fundet sted og muligvis også banet vejen for de sultne monstre, man kan høre knurre i det skjulte.

Imens møder den gravide pige en række personer – noget, der ligner et tværsnit af den sydkoreanske befolkning – som er faret vild i den omkringliggende sump.

For min skyld må denne gruopvækkende taxatur i helvede gerne vinde New Talent Grand Pix og de medfølgende 30.000 euro.

Om den internationale jury, der består af producer Marianne Slot, kurator Jacqueline Raynal og instruktør Benjamin Heisenberg, deler min opfattelse, er vi meget klogere på i aften, hvor festivalen sluttes af med prisuddelinger og fest.

Mange af konkurrencefilmene i New Talent Grand Pix kan stadig ses i de københavnske biografer.