Cannes 2018
12. maj 2018 | 23:05

Makkerpar filmatiserer gidsel-bestseller

Foto | Thomas Sjørup
Anders W. Berthelsen og Niels Arden Oplev har kendt hinanden i mange år. Nu skal de to venner prøve at arbejde sammen bag kameraet i den kommende filmatisering af Ser du månen, Daniel.

”Amerikansk film er som Detroit i 80’erne: De laver den samme bil igen og igen,” siger Niels Arden Oplev, der kommer hjem for at instruere Ser du månen, Daniel sammen med skuespilleren Anders W. Berthelsen.

Af Nicki Bruun

Anders W. Berthelsen og Niels Arden Oplev skal sammen instruere Puk Damsgårds bestseller Ser du månen, Daniel.

Det blev afsløret i Nordisk Films lejlighed i Cannes her til eftermiddag.

Historien handler om den danske fotograf Daniel Rye, der blev holdt som gidsel af terrororganisationen Islamisk Stat i over et år. Esben Smed skal spille rollen som Daniel i filmen, hvor Anders W. Berthelsen får en dobbeltrolle.

Han skal også spille rollen som forhandleren Arthur, der i virkeligheden hjalp med at få Daniel Rye befriet. Anders W. Bertelsen kontaktede selv selskabet Toolbox Film med idéen om en filmatisere bogen.

”Jeg har i mange år haft lyst til at instruere, men der er mange dygtige instruktører. Nu har jeg arbejdet med dem i 20-25 år og nogle gange tænkt, at jeg ville have gjort noget anderledes,” siger Anders W. Berthelsen til Ekko.

”Det er en historie, som jeg brænder for, så det var tid til at træde bag kameraet. Men Niels er styrmand, og hvis vi bliver uenige, går vi hans vej. Vi havde nok heller ikke samlet 41 millioner kroner (filmens budget, red.), hvis jeg var ene instruktør,” griner den danske skuespiller.

Pengenes magt
Niels Arden Oplev på det seneste fået et nap over nallerne af anmelderne, som ikke har brudt sig om hans amerikanske film: Flatliners og Dead Man Down.

Derfor ser han frem til at fortælle historien om Daniel Ryes familie i Jylland, der kæmper for at samle penge sammen og få deres familiemedlem hjem i god behold. Filmens manuskript er skrevet af Anders Thomas Jensen, der ligeledes har begået sig i både Danmark og USA.

”Herhjemme har jeg kontrol over mine film. Hånden på hjertet blev hverken Dead Man Down eller Flatliners de film, som jeg ville lave,” fortæller Niels Arden Oplev til Ekko og fortsætter:

”Nærmest midt i optagelserne af Flatliners fandt producenten Sony ud af, at de ville have noget mere horror-agtigt i stedet for en overnaturlig thriller. Det er man nødt til at komme i møde som filmskaber, når de bruger mange millioner dollars og har den egentlige magt.”

Dead Man Down ærgrer jeg mig mere over. Der var en karakterdrevet version, hvor forholdet mellem Noomi Rapace og Colin Farrells karakterer var i centrum. Men producenterne besluttede at gøre kærlighedshistorien mindre, og det var en forkert beslutning,” siger Niels Arden Oplev.

Mere politiker end kunstner
Niels Arden Oplev arbejder fortsat i USA, hvor han især instruerer afsnit af tv-serier. Det er en tilværelse som hired gun, der også er hård. Men den er ifølge instruktøren at foretrække for det store filmmaskineri.

”Det er svært at lave en meningsfuld film i USA. Amerikansk film er som Detroit i 80’erne: De laver den samme bil igen og igen,” siger Niels Arden Oplev.

”Så i forhold til min amerikanske karriere vil jeg gerne vende skuden om og prøve at lave en amerikansk film, der er mere indie og mere mit egen.”

Nu er det næste filmprojekt dog dansk, selv om optagelserne bliver i både Sverige, Jordan og Canada. Ser du månen, Daniel får efter planen dansk premiere den 19. september 2019.

Indtil da har Niels Arden Oplev et råd til dem, der ligesom han selv vil kaste sig ud på amerikanske eventyr.

”Danske instruktører i USA skal prøve at lave mere meningsfulde film, for de store underholdningsfilm er sgu et cirkus. Dér er man lige så meget politiker som filmkunstner, fordi man hele tiden er nødt til at manipulere din mission igennem.”

Nicki Bruun

Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.

Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.

Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.

Årets festival er nummer 71 og løber fra 8. til 19. maj 2018.

© Filmmagasinet Ekko