Nyhed
15. mar. 2017 | 08:14

Terry Gilliam optager omsider Don Quixote

Foto | François Duhamel
Terry Gilliam forsøgte i 2000 at lave sin film om Don Quixote med skuespilleren Jean Rochefort, men de optagelser endte kun i dokumentaren om det fejlslagne projekt, Lost in La Mancha.

Det har været en lang kamp for den visionære instruktør, men nu skulle optagelserne til The Man Who Killed Don Quixote være i gang.

Af Nicki Bruun

Har man hukommelsen i orden, mindes man måske at have hørt om Terry Gilliam og hans stort anlagte Don Quixote-projekt før.

Her hos Ekko har vi eksempelvis skrevet om det både i 2009 og 2014.

Filmen hedder The Man Who Killed Don Quixote og har været under opsejling i ualmindelige tider.

Den handler om en reklamemand i nutiden, der foretager en tidsrejse til den spanske region La Mancha i det 17. århundrede, hvor ridderen Don Quixote forveksler ham med sin våbendrager Sancho Panza.

Faktisk var filmen oprindeligt planlagt til at blive lavet helt tilbage i 2000, men dengang druknede filmen i problemer, som det kan ses i dokumentaren Lost in La Mancha fra 2002.

Siden har The Man Who Killed Don Quixote været lige ved og næsten adskillige gange, men nu skulle optagelserne langt om længe være i gang. Indiewire skriver, at en kilde tæt på filmen har bekræftet, at optagelserne begyndte i sidste uge.

Nye skuespillere
Ikke overraskende er det sket en del med rollelisten i de sytten år, filmen har været under opsejling.

John Hurt var en overgang udset til at spille Don Quixote, men skuespilleren døde som bekendt i januar. Rollen indtages nu af Jonathan Pryce, kendt for sine roller i tv-serierne Game of Thrones og Taboo, men også Terry Gilliams mesterværk Brazil fra 1985.

Adam Driver, der senest brillerede i Jim Jarmusch’ Paterson, spiller den unge reklamemand, der suges ind i Miguel de Cervantes’ fiktive univers.

Terry Gilliam har trods alt holdt sig aktiv i mellemtiden med andre film.

Hans seneste The Zero Theorem er fra 2013. Den fik en temmelig hård medfart af anmelderne, og Gilliam har i det nye årtusind haft svært ved at leve op til Brazil og 12 Monkeys fra 1995.

The Man Who Killed Don Quixote forventes at få premiere engang i 2018.

© Filmmagasinet Ekko