Udskoling (7. - 10. klasse)
Undervisning
18. mar. 2005 | 08:00

Valgaften

Foto | Camilla Utke Schiøler
De gode intentioner udvikler sig til et sandt mareridt for den idealistiske Peter (Ulrich Thomsen), der kæmper for at nå frem til stemmeurnerne i sidste øjeblik.

Hvordan kan man kalde en film Valgaften, uden at hovedpersonen får stemt? En film, der er kulsort, misantropisk og samtidig hylende morsom? Hvordan kan man lave en film om livsanskuelser på kun elleve minutter? Få svaret ved at se Anders Thomas Jensens geniale kortfilm, der i 1998 vandt en Oscar.

Af Henrik Vejen / Ekko #25

Valgaften er udgivet på Ekko DVD #18.

Valgaften i Danmark, klokken er halv otte, 11. marts 1998. Idealistiske Peter, spillet af Ulrich Thomsen, mødes som sædvanlig, men lidt forsinket, med vennen Carl (Jens Jørgen Spottag) på stamværtshuset, beskylder lynhurtigt ham og bartenderen William for at være racister, men opdager så, at han har glemt at stemme. Huhej, af sted til Folkets Hus i taxa for at sætte et kryds. Der er kun tyve minutter til, at valgstederne lukker, men man er vel en engageret borger i et demokratisk land. Man gør vel sin samfundspligt!
                     
En lille times tid senere vender idealistiske Peter tilbage til stamværtshuset — som den racist, han beskyldte sine to venner for at være lidt tidligere på aftenen! Regnen øser ned.
                     
Uforskammet kort fortalt er det den overraskende handling — sat på sin paradoksale satiriske spids — i Anders Thomas Jensens ædende onde og meget morsomme Oscarvinder, kortfilmen Valgaften fra 1998.
 
Dannelsesromanens skabelon
I filmens skolebarndom i 1950'erne jublede eleverne, når det lykkedes at overtale læreren til også at vise filmen baglæns. Men nogle gange, faktisk temmelig tit, er det givtigt at spole filmen tilbage til anslaget, umiddelbart efter at slutningen er set; eller for den sags skyld læse historiens indledning igen lige oven på slutningen.
                     
Hænger filmen sammen? Er der ansatser allerede i anslaget, der folder sig ud i slutningen — skønt forløbet i historien fra A til B er nok så forbløffende og overraskende? Er der allerede i åbningsscenen et anstrøg af racistisk intolerance hos idealisten Peter, der svarer til den dyngvåde og desillusionerede Peter, som vender tilbage til vennerne i stamværtshuset og bestiller en kernedansk Hof? Det er det første spørgsmål.
                     
Det andet spørgsmål: Hvad er det, Peter oplever undervejs, der gør, at han så radikalt ændrer indstilling, fra en tilsyneladende åben og idealistisk holdning til en lukket og smålummer dansk normalracisme? Det er den gamle dannelsesroman, der har lagt skabelon til filmens stramme komposition: hjem, ude, hjemme igen, men med et forstemmende negativt fortegn.
                     
Filmens anslag: Uden billedledsagelse meddeler en radiospeakerstemme, at "det var så Birthe Kjær med Alene", og at "der cirka er en halv time til, at valglokalerne lukker landet over" — filmens titel Valgaften toner frem — hvorfor "der vel er tid til en lille hyggestund med Ella Fitzgerald: Don't Fence Me In". Samtidig hermed toner filmens første billede frem: I fugleperspektiv ses Peter småløbende på vej mod stamværtshusets hyggelige gule lys, der fremhæves af en køligt blå aftenhimmel. På sin kran følger kameraet efter Peter ind i værtshuset, hvor Ella Fitzgeralds stemme fortsat lyder fra radioen.
                     
Tre ironiske ansatser — nej tændsatser — allerede inden billedforløbet er kommet ordentligt i gang: alene, hyggestund, Don't Fence Me In. Selv om Peter som sagt skal mødes på stamværtshuset med vennerne, den danske stamme, i det sædvanlige ritual, lidt øldrikning og mande-hyggesnak, viser det sig hurtigt, at Peter er så alene med sine — noget outrerede — standpunkter, at den danske hygge hurtigt forvandles til et drabeligt skænderi, hvor beskyldninger om racisme fyger over baren. Mens Ella Fitzgerald synger sit omkvæd - Don't Fence Me In — anklager Peter Carl og William for at være lukkede, latente racister. Hvorimod Peter — i sin lidt selvhøjtidelige selvforståelse — opfatter sig selv som den åbne, nysgerrige og tolerante verdensborger i det selskab.
 
Hof eller dos Equis
Anledningen til skænderiet er ikke — som man måske skulle tro — politiske uenigheder, men noget meget væsentligere: Hvad der skal på bordet. Hvad drikker danskeren på hjemmebane? Hof, naturligvis, men Peter vil gerne prøve den nye mexicanske. "Jeg ska' kraftedeme ikke ha' en mexicansk øl!" replicerer Carl prompte. Peter insisterer og får sin mexicanske øl — Dos Equis, på dansk: To x'er (det er jo valgaften!) — men kan ikke engang udtale navnet rigtigt, hvilket Carl tørt harcelerer over.
                     
Så falder Peters fatale replik: "Du er racist, Carl, du er! Det ved du godt, ikke? Hvorfor er du så bange for alt, der bare er en lille smule fremmed?" William forsøger — som alle gode bartendere — at lægge sig imellem og glatte ud: "Det' bare en øl!" Det skulle han aldrig have gjort. Peter fremturer med, at "det er sådan, det starter." Bartenderen forsøger igen at glatte ud: "Jeg ka' osse bedre li' en Hof." Så eksploderer Peter: "Du er da osse så pisse racistisk!" Frøperspektiv fra Peters synsvinkel i barstolen på en forbløffet og overrumplet bartender: "Du gi'r kunderne ret! At tie er at samtykke. Du burde smide halvdelen af kunderne ud og sige ..." — her kommer Peters anklagende pegefinger frem i fugleperspektiv — "det dér, det finder jeg mig ikke i!" Fitzgerald synger stadig Don't Fence Me In.
                     
Idealisten Peter vil ikke indespærres i vennernes smålumre verden. Han vil åbenhed, tolerance, udsyn, globalisering. Peter arbejder i en nødhjælpsorganisation med hovedsæde i Frankfurt. Grunden til, at han kommer for sent, er travlhed på jobbet med at få sendt tæpper til de nødlidende og frysende i borgerkrigen i Albanien.
                     
Hvorfor eksploderer den pæne Peter? Hvorfor vrider han et simpelt spørgsmål om, hvad der skal drikkes, helt ud af proportioner og anklager vennerne for racisme? Arbejdsstress? Carls undrende og indifferente holdning — "hvad fedt er der ved at være bevæbnet med et tæppe?" — til nødhjælpsindsatsen? For Peter er en pæn mand: trenchcoat, nydelig jakke og tilknappet polo i noble, diskrete farver. Carl derimod er i sort læderjakke, åbentstående skjorte, Prince i hånden, et opslået Ekstra Blad på bardisken.
 
Gensyn med vennerne
Sådan er filmens anslag: en skinger Peter, hvis tolerance over for vennerne krakelerer, så borgerkrigen — ikke i fjerne Albanien, men i close up-Danmark — bryder ud i lys lue blandt gamle stammefrænder. Det kan godt være, at Peters livsholdninger lider sammenbrud, men filmen knækker altså ikke. Et lille intolerant kim anes hos idealisten Peter i filmens anslag.
                     
Da Peter, til akkompagnement af Gustav Wincklers Gem et lille smil til det blir gråvejr, vender tilbage til stamværtshuset i filmens slutning — forslået og blodig i ansigtet, dyngvåd og i snavset trenchcoat — spørger vennerne bekymret, hvad der er sket. "Nåe," slår Peter det hen, "jeg faldt." "Fik du stemt?" spørger bartenderen, der selv har stemt på SF. "Ja, ja," lyver Peter igen. "Din Equis står og blir varm," fortsætter bartenderen omsorgsfuldt. Så kommer det fra Peter: "Må jeg godt be' om en kold Hof?" Og Carl bryder ind: "Tre af dem. Jeg gi'r!"
                     
Sådan. Hyggen og harmonien genoprettet. Idealistiske Peter faldet til patten. Carl: "Skål da!" Alle stemmer i: "Skål!" Klip til nøjagtigt samme eksteriør fra anslaget, men hvor kameraet denne gang trækker sig tilbage, nu i silende regn, mens Gustav Winckler crooner sin slager ud i aftenen. Gem et lille smil til det blir gråvejr. Der er ikke meget at grine af mere. Bælgravende sort er slutningen.
                     
Hvorfor har Peter så radikalt ændret holdning? Tyve minutter i otte går det op for pæne Peter, at han har glemt at stemme ("Nå, det er sgu da virkelig idealistisk," fastslår Carl). Dét sætter det videre forløb i gang — mellemtiden fra A til B.
                     
Kompositorisk kan Valgaften minde en del om Ernst og lyset, som Anders Thomas Jensen skrev manuskript til og instruerede sammen med Tomas Villum Jensen i 1996. En køretur, et møde, der udløser en konfrontation, og et personligt valg. Men med én afgørende forskel: Ernst er skildret som den samme bedrevidende, materialistiske idiot før og efter mødet med Jesus. Efter sine tre køreture og øvrige konfrontationer er pæne, tolerante Peter en anden: Hvor han før var til mexicanske Equis, er han nu til danske Hof. Hvorfor?
                     
Er det, fordi pæne Peter kommer op at køre med de skøre? I tre parallelle taxatur-scener med Københavns neonbelysning som kulørt baggrund folder den ene chauffør efter den anden en fuldstændig rablende racisme og intolerance ud over sagesløse Peter, der bare vil hen i Folkets Hus og afgive sin stemme.
                     
Op at køre med de skøre
Den første taxachauffør — spillet af Ole Thestrup med vanlig autenticitet — lægger ud med et grotesk spørgsmål: "Sidder piger ned og pisser?" Tonen er slået an! Her skal ikke diskuteres, her skal bare lyttes til uforgribelige meninger. Chaufføren fortsætter: "Ja, du må altså undskylde, hvis der stinker af hvidløg, du, men jeg har sgu lige losset en fritureonkel af ude på Enghave Station. Han skulle vel ind og sælge narko!"
                     
Så følger en lummer racistisk vits: "Ved du, hvorfor araberne lugter?" Endelig udfolder chaufføren fra Djursland sin livsanskuelse om de fremmede til akkompagnement af Richard Ragnwalds Giro 413-slager Kære lille mormor: "Hvorfor rejser de ikke hjem? Det er sgu da, fordi de har kørt deres eget land i sænk. Det gælder dem alle sammen: indere, afrikanere, arabere, tyrkere. De har sgu da smadret hele deres eget land, og så kommer de bare padlende herop i deres frugt-kasser for at hærge videre." Peter forsøger brysk at afbryde: "Gider du holde dine syge meninger for dig selv?" Djursland-chaufføren: "Jeg har ret til at ha' en mening; det er demokrati," hvortil Peter replicerer, at demokrati bygger på tolerance.
                     
På Kongens Nytorv har han fået nok og forlader bilen, prajer en anden taxa, ti minutter i otte. "Ka' vi nå det?" spørger Peter ængsteligt. Chaufføren: "Du befinder dig i en Mercedes E300, kejseren af alle biler, tysk industris slagskib!" Pompøs Wagner-musik strømmer fra bilradioen, det imposante "ariske" chaufføransigt er skudt i frøperspektiv: "Vidste du, at Tyskland er det land i hele verden, hvor der er mest autoværn? Og vi ved godt, hvem der byggede de veje, ikke?" Derpå følger denne chaufførs livsanskuelse: "Alle de store kulturer gennem tiderne har haft ariske ledere. Og hvorfor tror du, de lande overhovedet ikke fungerer i dag? Det er indavl nede fra Afrika! De arbejder sig langsomt op mod nord ved at befrugte vores koner. Du kan bare tage til Kreta. Alle på Kreta har en mormor, der er blevet voldtaget af en tyrker!"
                     
Klokken er fem minutter i, da Peter sidder i sin tredje taxa. Chaufføren — en af de udskældte tyrkiske indvandrere, spillet af Farshad Kholgi — betror Peter, mens tyrkisk musik fylder bilen, at han vil få sit danske statsborgerskab om et år, så han også kan komme til at stemme. Men tolerance hos de nye danskere? "For helvede," udbryder chaufføren indigneret, da han holder for rødt, "der plejer at stå en god kiosk dér. Nu er der sushi-bar i stedet for. Hva' er der galt med kebab? Hva' ska' sushi her?" Så følger nydanskerens livsanskuelse: "Det er kraftedeme de gule japanere. Først kommer de og bomber Pearl Harbor, og så bagefter kommer de her og dræber en god kiosk, ikke, og så gi'r man dem kraftedermame vinter-OL. Lov mig en ting, min gode ven: Du skal stemme på nogle mennesker, der sender de forbandede gule svin tilbage til deres eget butterland!"
                     
Lummerlatent racisme
Ændrer Peter så holdning efter de tre køreture med de skøre? Næ, for han fortsætter jo sit forehavende: at sætte sit kryds til folketingsvalget i Folkets Hus. Men han har fået nok, ikke bare af vennernes latente racisme, men også af chaufførfolkets helt åbenlyse racisme og xenofobi. Han kunne jo have valgt anderledes, vendt det døve øre til for at få stemt, have nøjedes med — som et slags feltstudie i marken — at lytte til folkets racismerøst, overtrumfet Djursland-grisen ("Hvorfor ikke sætte den seksuelle lavalder helt ned til seks år?"), uskyldigt spurgt det ariske granitfjæs, om tyrkerne stammer fra Afrika, eller tilkendegivet over for nydanskeren, at kebab er kedeligt, sushi super.
                     
Men idealisten vælger at stå af! Helten Peter, der lige har undsagt vennernes lumre fremmedhad i utvetydige vendinger, er ikke i stand til at klare eventyrets tre klassiske (chauffør)forhindringer. Og han afvikler undervejs mod sit mål rask væk sit flotte statement "at tie er at samtykke". En tavs krøllet pengeseddel på bagsædet er det eneste spor af den flygtede Peter, da kebabchaufføren ved lyden af en smækket dør forbløffet vender sig om. 
                     
Men Peter fortsætter, trods alt, i løb mod stemmeurnerne, skønt regnen nu vælter ned. Efter et kort intermezzo med en ung fyr, iført amerikansk kasket og countrymusik i højttaleren, der barmhjertigt tilbyder ham et lift, som Peter abrupt afviser — han har nu også afviklet sin åbenhed — bryder et tordenvejr løs: Unge Anders Thomas Jensen — født 1972 og kun 26 år, da han laver Valgaften — er ikke bleg for at bruge kulørte dramatiske virkemidler. I et frysende smukt blåligt billede, skudt i fugleperspektiv, løber Peter i plaskende regn diagonalt over vejen til akkompagnement af tordenbulder og nationalsangen Der er et yndigt land i skærende, uhyggelig dissonans på lydsiden. Efter konfliktoptrapningen nærmer filmens klimaks sig hastigt.
                     
Et minut i otte, men der er lukket i Folkets Hus. Den vrantne valgtilforordnede — i skikkelse af Hella Joofs mulat-ansigt — beder ham om at flytte foden, så optællingen kan komme i gang. Peter insisterer, det betyder meget for ham at komme ind at stemme: "Jeg gør det jo også for jeres skyld ..." siger pæne tolerante Peter, der arbejder i en humanitær organisation, og afslører dermed sin egen lummerlatente racisme, "... for sådan nogle som jer — som dig!" Kvinden replicerer aggressivt: "Nu flytter du edderrådme din fod, dit racistiske møgsvin!" En ung mand — Nicolas Bro — blander sig (til Peter): "Du holder bare din kæft!" og døren lukkes i. Inden Peter bliver slået bevidstløs, når han lige at høre den overraskende salut fra den unge mand: "Render du og generer perkerne, hva'?" Peter — og billedet — går i sort i unge Jensens hårdtslående subjektive kameraføring: Bang!
 
Moderne Erasmus Montanus
Er det filmens afgørende point of no return, vendepunktet i Peters holdning? Efter den påfaldende lange indstilling med billedet helt i sort træder en tydeligt forandret Peter ind i stamværtshusets dunkle hyggebelysning. Hjemme igen, men en anden end før, efter ekskursionen ude i virkeligheden, der konfronterer ham med en racisme, han aldrig før har mødt og erkendt — hverken hos andre eller hos sig selv. En slukøret og desillusioneret Peter, der har ændret sin oprørske holdning og overtaget vennernes. Dannelsesrejsen er slut, målet for rejsen — at stemme ved valget — forpasset, fordi Peter valgte at stå af.
                     
Men hvorfor falder han til patten, hvorfor "straffer" instruktøren sin hovedperson på denne ydmygende måde? For Peter har jo i sit udgangspunkt ret, Carl har jo en lettere frygt for alt fremmed, men det er Peter, ikke Carl, som ændrer sin indstilling. I et interview i FILM har Anders Thomas Jensen udtalt om Valgaften, at "de pointer, den film har, jo i virkeligheden er livsanskuelser". Hvilken livsanskuelse vender hovedpersonen hjem med? I hvert fald løgnens og fortielsens. Jeg er faldet, siger Peter om sig selv. Det er vel også et eksistentielt fald.
 
Straffes Peter, fordi hans humanisme er falsk, en tynd fernis, der dækker over den lille racist? "Jeg gør det jo også for jeres skyld, for sådan nogle som jer"? Da den valgtilforordnede beskylder Peter for selv at være et "racistisk møgsvin", går han i sort og undsiger sine tidligere holdninger. Det kunne jo i stedet have været startskuddet til en selvransagelse. I filmen findes ikke ét eksempel på en ægte humanisme, en simpel medmenneskelig gerning; det skulle da lige være den unge fyr med amerikanerkasketten, der tilbyder sin hjælp uden bagtanker. Et menneskesyn går i sort, en dannelsesrejse degenererer, en racisme sejrer. Det er tilsyneladende Anders Thomas Jensens misantropiske pointe i sin satans sorte komedie. 
                     
Valgaften kan således minde en hel del om en moderne version af Holbergs Erasmus Montanus; samme bedrevidende, frelste og vidtløftige hovedperson, der dog har ret, men som kommer ned med nakken og afsværger sin holdning, samme tvetydighed, samme groteske humor, samme sortsyn, samme kuldslåede strejf af nihilisme. Er det mon filmens sandeste billede, da Peter slås ned, og alt går i sort?  
                     
En arkitektonisk læresætning lyder, at en plan skal være så enkel, at den skal kunne pisses i sneen. Den passer også til autodidakten Anders Thomas Jensens enkle, slagkraftige og tankevækkende kortfilm, der ville være ubærlig at se, hvis det ikke var for dens store ironiske og politisk ukorrekte sorte humor, der får det misantropiske menneskebillede til at glide ned. "Humoren kan ikke stå alene," siger Anders Thomas Jensen i samme interview i FILM. "Det er først, når den er sat op imod noget enormt ondt eller forfærdeligt eller grotesk, at den fungerer." Godt set og gnistrende talentfuldt udført, Jensen har et eminent replik-øre og tæft for hårdtslående billeder.
 
Tungen på vægtskålen  
Filmen, kompleks og raffineret, som den er, egner sig selvsagt kun til de ældste klassetrin i folkeskolen, 9. og 10. klassetrin. Elleve minutter går hurtigt. Det vil være oplagt at lade eleverne — inddelt i seks grupper: anslag, første, anden og tredje køretur, Folkets Hus, slutscene — udarbejde filmens drejebog med de smældende mundrette replikker og lydeffekter og opføre stykket i klassen som et hørespil med rollerne fordelt på skiftende elever.
                     
Den pædagogiske proces har indbygget en langsommelighed, som er nødvendig, når filmen skal fortolkes. En reprise, hvor billedet er koblet fra, med kun musikken, reallyde og replikker, vil ubarmhjertigt afsløre, hvor mange bevidste valg Anders Thomas Jensen har foretaget i sin film, der er gennemarbejdet ned til mindste detalje. I hørespilsforløbet åbnes der både for fortolkning og diskussion og for en nærmere undersøgelse af filmens sorte humor: Hvorfor griner tilskuerne, når de burde græde?
 
Eleverne kan komme med forslag til forandringer i forløbet i en art kritisk meddigtning. De kan for eksempel vælge, at Peter fik stemt, og udtænke en anden slutning. Hvordan ville en happy end se ud? I en fortsættelse af filmen kan eleverne afdække og diskutere Peters indstilling til "sådan nogle som jer" i sit fremtidige humanitære arbejde. Eller finder han mon et andet arbejde?
                     
"Tre Hof", siger Carl klamt, "skål!" "I have a dream," sagde Martin Luther King. "Ich bin ein Berliner," sagde John F. Kennedy. Hvad drejer et valg sig egentlig om, både det eksistentielle og det personlige valg i et demokratisk land? Man kunne lave et pædagogisk dilemmaspil, hvor Valgaften denne gang drejer sig om Tysklands fatale valg i 1933, der bragte Hitler og nazisterne til magten. Måske er idealistiske Peters stemme tungen på vægtskålen?  
                     
"Jeg så Rudy jøde et æble fra grønthandleren i dag," fortalte en stakåndet knægt engang først i 50'erne sin mor. "Hvad siger du?" irettesatte moren ham mildt, for drengen vidste ikke, hvad han sagde. Med sin groteske humor i Valgaften maner Anders Thomas Jensen til eftertanke om den skjulte og manifeste racisme. Jeg glemmer heller aldrig mors formaning.

Læs videre

Som at være der selv — film og fiktion (forlag Malling Beck, 2002) er en god introduktion til at arbejde med kortfilm og kortprosa i skolen. Bogen indeholder blandt andet opgavespørgsmål til Anders Thomas Jensens tre kortfilm.

Christian Monggaard: "Alle der spiller saxofon er startet med at spille klarinet", interview med Anders Thomas Jensen i FILM #17. Tilgængelig på DFI's hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko