Er flere danske film løsningen?

Både filminstruktører, Den Danske Filmskole og Lowbudgetmagasinet Ekko argumenterer for, at der skal laves mange flere danske film – og de skal være billige.

Det er sådan noget, der bestyrker mistanken om, at den hidtil så stolte danske spillefilmsindustri hårdnakket arbejder på at reducere sig selv til billige tv-film, reality- og gameshows.

Jeg har tidligere taget problematikken med billige danske film under behandling i en blog, og nu er turen altså kommet til, om "flere film" vil være løsningen på filmbranchens problemer.

Ønsket om flere film er forståeligt fra to af de ovenstående parter: Instruktørerne vil selvfølgelig gerne have mere arbejde, og Den Danske Filmskole vil gerne bringe eleverne i den fordelagtige situation, at de kan valse direkte ud af skolen og øjeblikkelig gå i gang med en spillefilm.

I dette årtusinde er der årligt blevet produceret mellem 31 og 19 spillefilm. Højeste antal blev nået i 2005 og laveste i 2013.

De 31 biografspillefilm i 2005 bestod af 22 film, som var støttet gennem instituttets kunstneriske støttegren, konsulentordningen, seks film var støttet gennem instituttets populærkulturelle støtteordning, 60/40-ordningen, og tre film var produceret uden institutstøtte.

I 2013 så det radikalt anderledes ud: Af de 19 biografspillefilm produceret, var ni film støttet gennem konsulentordningen, otte film havde fået populærkulturel støtte, og to film var kommet til verden uden staten som fødselshjælper.

Den store forskel ligger altså i antallet af film, støttet gennem den kunstneriske støttegren.

Men vil flere danske film hjælpe dansk films økonomi, som jo er så hårdt trængt i disse år?

Næppe.

Det vil helt sikkert hjælpe mange filmarbejdere og filminstruktørers privatøkonomi, men den samlede danske filmøkonomi vil under ingen omstændigheder blive forbedret.

Når man sammenligner årene 2005 og 2013, vil man kunne konstatere, at filmene i 2005 gennemsnitligt blev set af 114.583, og i 2013 var tallet næsten dobbelt så højt, nemlig 204.172.

Paradoksalt nok resulterede de mange film i 2005 ikke engang i et tilskuerantal, der overgik de få films i 2013. Det samlede tilskuerantal i 2005 var 3.552.091, i 2013 var tallet 3.879.278.

Man vil endda kunne konstatere, at kvaliteten gennemsnitligt var bedre i 2013, hvor antallet af film var det laveste i dette årtusinde. Den gennemsnitlige kvalitet er altså ikke blevet forværret pga. færre film. Tværtimod.

Med andre ord: Flere film er absolut ingen garanti for bedre økonomi eller højere kvalitet.

Ovenikøbet blev 52 % af filmene i 2005 set af under 50.000 tilskuere, dette tal var i 2013 reduceret til 21 %.

Når samtidig alle erfaringer viser, at film, som flopper i biograferne, heller ikke finder noget publikum på vod og dvd, understreges blot, at flere film blot er et ligegyldigt overskudslager. Intet andet.

Jf. ovenstående skema, er der ingen tegn på, at flere film vil afhjælpe hverken dansk films økonomi, eller føre til en højnelse af kvaliteten.

Det nytter ikke noget blot at forlange flere film og billigere film, uden der udarbejdes en forrentningsplan, som helt nøjagtigt beskriver, hvordan man vil kunne gøre den enkelte films økonomi bedre, og hvordan man forestiller sig den gennemsnitlige kvalitet også vil få et løft og ikke mindst, hvordan man forestiller sig at kunne skabe awareness omkring disse film.

Ellers giver flere og billigere film ikke bare antydningen af mening.

Hvis man i 2005 havde været underlagt de samme økonomiske betingelser som i 2013, er det næppe sandsynligt, at følgende tolv film nogensinde ville være blevet produceret: Martin Stange-Hansens Den rette ånd, Henning Carlsens Springet, Gert Fredholms Dommeren, Morten Arnfreds Den store dag, Laurits Munch-Petersens Ambulancen, Rune Bendixens Bølle Bob og Smukke Sally, Charlotte Sachs Bostrups Veninder, Martin Schmidts Bag det stille ydre, Simon Stahos Bang Bang Orangutang, Jacob Grønlykkes Opbrud, Jesper W. Nielsens Store planer og Rumle Hammerichs Unge Andersen.

Hvem ville savne dem? Ingen af filmene har bare tilnærmelsesvis revolutioneret dansk film.

Ville dansk film være blevet fattigere? Overhovedet ikke! Faktisk havde et 2005 uden disse film hævet den gennemsnitlige kvalitet betragteligt.

De danske filminstruktører, Den Danske Filmskole og Ekko forsøger jo blot at bringe dansk film tilbage til en tid, da filmbranchen blot kunne slå ud med armene og producere film, ikke en djævel ville savne, hvis de ikke var der. Hvem sagde gammeldags og reaktionær?

Instruktørerne, filmskolen og Ekkos agenda handler jo blot om en tilbagevenden til "de glade sorgløse dage", hvor den kunstneriske støttegren stod for 71 % af de institutstøttede film, og hvor størstedelen af disse film ikke tilfredsstillede andre end det lillebitte københavnske kulturparnas.

Instruktørerne og filmskole plæderer for, at der er brug for danske instruktører, som kan inspirere vort eget hjemlige filmmiljø. I egen nationalistisk opblæsthed forekommer det, at man mener, inspirationen kun kan hentes inden for egne rammer: Kun danske instruktører kan inspirere danske instruktører. Magen til sludder skal man lede længe efter. Helt ignorerer man den rige inspirationskilde, der ligger i udenlandske film. Instruktører og filmskole mener altså, at missionen kun kan lykkes, hvis dansk film revolutionerer en hel verdens filmproduktion. Det er et komplet urealistisk åg at pålægge den lille bitte filmindustri, i vort lille bitte land.

Dogme, vil nogen sikkert råbe. Men Dogme ligger to meter under mulden. Desperat at forfølge den succeshistorie, med endnu billigere film, er dømt til fiasko.

Det er muligt, der kan blive råd til fem spillefilm flere, men vejen til bedre film og højnelse af dansk films kvalitetsmæssige og økonomiske niveau opnås ikke gennem flere film på den kunstneriske films nåde, som anskueliggjort ovenstående. Det opnås derimod gennem en ligevægt af kunstneriske og populærkulturelle film, produceret på budgetter, som garanterer en ordentlig kvalitet.

Hvis man vil have, biografspillefilmen skal overleve som egenart, er det nødvendigt, man fokuserer på at udnytte dette medies tekniske og visuelle muligheder til bristepunktet, absolut ingen grund til ligefrem målrettet at arbejde på at slå biografspillefilmen ihjel.

Læs også Er billige film løsningen?