Feminist på afveje

Den selverklærede feminist Emilie Kellberg er på krigsstien! Det er blevet åbenbaret over de seneste dage gennem hendes udfald mod min blog på både Twitter og Facebook.

Og nu har Emilie Kellberg tilmed skrevet en egentlig kommentar på Ekkos hjemmeside på grundlag af mine to seneste blogs.

Jeg må indrømme aldrig tidligere at have hørt om Emilie Kellberg, men hun og jeg har øjensynligt en uenighed baseret på mine to seneste blogind The Hollywood Casting Couch og Ytringsfriheden har trange kår i filmbranchen.

Det viser sig, at Emilie Kellberg er blogger på Point of View International. Blandt de øvrige bloggere og skribenter på den side finder man Frederik Bojer Bové og Sebastian Cordes – to af de øvrige meget ivrige kritikere af min blog. Om de tre – som for nylig havde en hyggelig rundbordssnak om Christian Tafdrups En frygtelig kvinde – bombarderer mig grundet misundelse over, at mine blogindlæg rent faktisk bliver læst, kan man kun gisne om.

Der kan selvfølgelig også være tale om forsøg på selvpromovering fra de tre musketerers side. Min blog er jo genstand for ret meget opmærksomhed, så hvorfor ikke sikre sig lidt solglimt ad den vej?

Chefredaktør for Point of View International er Annegrethe Rasmussen. Hun er flere gange blevet fyret fra store aviser på grund af plagiat. Det kan man læse om her og her. Plagiat er en af journalistikkens største dødssynder.

Det er i dette anløbne miljø, at mine kritikere (sam)arbejder.

Nu kan man jo ikke være enige med alle i alt. Men i stedet for at debattere indholdet af min blog gik Kellberg direkte til personangreb på Ekkos Facebook-side med en svada, som samtidig indikerer, at hun helst ser mig fjernet fra bloguniverset: ”Jamen, Kim, du må jo mene alt det, du vil. Det er jo ikke din tåbelighed, vi betvivler. Det er, hvorvidt Ekko virkelig skal blive ved med at lægge platform til.”

Til det responderede jeg i en ophedet debat: ”Hvad rager det dig?” Og det står jeg ved. Jeg mener, at det er en af den frie presses fornemmeste opgaver ikke at give efter for pression fra rabiate mennesker og grupperinger.

I Emilie Kellbergs seneste kommentar gengives udfaldet på Facebook helt anderledes: ”Jeg ulejligede mig til at forklare ham, at ingen betvivlede Ekko-bloggerens fundamentale tåbelighed, men nærmere hans egnethed til at blogge for en vigtig og væsentlig platform i dansk film.”

Men det var bare ikke det, Kellberg skrev på Facebook – og ikke det, jeg responderede på.

Hvis Kellberg blot havde skrevet dét på Facebook, så havde min reaktion været en ganske anden end "Hvad rager det dig?". Så havde min reaktion alene været fokuseret på, om Kellberg venligst ville fremlægge dokumentation for den påståede generelle "uegnethed", eller om denne påstand om uegnethed var baseret på én eneste blog, hvis indhold Kellberg tilfældigvis ikke er enig i.

Kellberg har jo omskrevet sit oprindelige ”Det er, hvorvidt Ekko virkelig skal blive ved med at lægge platform til” til den nye formulering: ”hans egnethed til at blogge for en vigtig og væsentlig platform i dansk film.”

Det er to vidt forskellige ting, og vil naturligvis resultere i to vidt forskellige reaktioner fra mig.

Formålet med Kellbergs omskrivning af, hvad hun oprindeligt skrev på Facebook, er selvfølgelig for at kunne fremstå som forudrettet. 

Nedenstående et screenshot af den faktuelle dialog på Facebook:

Kellberg vil kort og godt have lukket munden på mig i Ekko-sammenhæng. Altså frontalangreb på min grundlovssikrede ytringsfrihed. Jeg er blog-skribent på Ekkos hjemmeside, og det har jeg været i fem år.

Hvad bliver det næste? Bogafbrændinger?

Det er muligt Kellberg i små lukkede, hemmelige fora har diskuteret min egnethed, men det er i al fald første gang, at der bliver rejst tvivl om min ”egnethed”. Nok har en lille skiftende skare været uenige med mig gennem årene, men min egnethed har så sandelig aldrig tidligere været til debat i Ekkos forum. Og afsættet er ét blogindlæg ud af knap 300, jeg har skrevet. Om Kellberg har læst de øvrige knap 300 blogindlæg, jeg har skrevet over de sidste fem år, inden hun gjorde sig til dommer over min egnethed, melder historien intet om.

Kellbergs ageren bekræfter jo min påstand om, at min ytringsfrihed kun er gældende, når mine meninger deles af læserne. Kellberg er ellers højtråbende fortaler for mangfoldighed, dog åbenbart med store begrænsninger, når det drejer sig om skrevne ord, Kellberg er uenig i.

Kellberg forsøger også – temmelig ubehjælpsomt – at give en helt anden fremstilling af min ellers utvetydige fordømmelse af Weinstein. Den fordømmelse bliver blødt gevaldigt op i Kellbergs stærkt manipulerende fremstilling. Så passer det nemlig bedre til hendes agenda.

Lad mig endnu engang banke min holdning i med syvtommersøm:

Ingen straf er for hård for Weinstein!

Og straffen har foreløbig udmøntet sig i, at han er blevet persona non grata i filmbranchen, han er blevet smidt ud af sit eget filmselskab og Oscar-akademiet, konen vil skilles, og æretabet er uopretteligt.

Der trænger til at blive ryddet gevaldigt op i Hollywood. Talentet og kvaliteten bør altid vinde uanset race, køn eller religion. ”Vennetjenester”, korruption, overgreb, sexisme og nepotisme kan der ikke kraftigt nok blive taget afstand fra. Og i denne oprydning har både mænd og kvinder et ansvar.

Men man må så sandelig håbe, at det bliver med et ganske andet afsæt end den slags manipulationer, omskrivninger og fordrejninger, Kellberg præstenterer i sin kommentar.