Regnskabets time, Grasten!

Regner Grasten og jeg er uenige. Stridspunktet er de danske lavbudgetfilm. Grasten forsvarer lavbudgetfilmene med næb og klør, hvorimod jeg mildt sagt er mere forbeholden.

Uenigheden er nu blevet skruet op til et niveau, hvor Regner Grasten opfinder holdninger og pådutter dem mig blot for at understøtte sin egen argumentation.

Regner Grasten påstår, at jeg skulle hade lavbudgetfilm. ”Had” er et voldsomt udtryk, som jeg slet ikke kan identificere mig med, og jeg har haft indtil flere positive oplevelser med lavbudgetfilm i biografen.

For at det ikke skal være løgn mener Grasten også, at jeg skulle have sat lighedstegn mellem dyre film og succes. Det har jeg naturligvis aldrig gjort. Hvad jeg derimod har gjort opmærksom på er, at de fire største danske succeser i 2016 alle har været højbudgetfilm, og de tre største fiaskoer alle har været lavbudgetfilm.

Problemet med lavbudgetordningen er, at der ikke er fulgt flere penge i filmforliget til understøttelse af den nye ordning. Og da støttekronerne jo ikke er ubegrænset, betyder det, at for hver to lavbudgetfilm, der bliver produceret, må en højbudgetfilm lade livet.

Og da publikum jo beviseligt foretrækker højbudgetteret kvalitetsunderholdning, når de går i biografen, vil denne udhuling af højbudgetfilmene skade både økonomien i dansk film og den folkelige opbakning. Og det sker vel at mærke på et tidspunkt, hvor dansk films økonomi hænger i laser.

Ved denne tid sidste år var der hele ni højbudgetfilm på top 20. I år er der kun tre. Så dansk film er beviseligt på katastrofekurs. Og alle de lavbudgetfilm, der hidtil har haft premiere i 2016, finder vi i gravens dybeste ende med et tilskuerantal på under 5.000 billetter.

Ikke desto mindre kæmper Regner Grasten en energisk kamp for lavbudgetfilmene.

Jeg har en teori om, hvorfor Grasten kæmper så indædt. I modsætning til Grasten har jeg dog intet behov for at lægge ord i munden på min modpart for at understøtte min argumentation. Jeg præsenterer blot en teori. Den kan så være rigtig eller forkert, men nu har jeg i al fald gjort min præmis krystalklar.

Det går ikke så godt for Regner Grasten Filmproduktion, som man kan se i nedenstående skema over selskabets tilskuerantal for de 36 film, som er blevet produceret på knap 30 år.

Tendensen er krystalklar: kraftigt nedadgående.

Regner Grasten Filmproduktion havde størst succes i det gamle årtusinde. Dengang solgte selskabets film gennemsnitligt et pænt stykke over 300.000 billetter. I det nye årtusinde har Regner Grasten Filmproduktion måtte kæmpe en brav kamp for blot at nå et gennemsnit på 200.000 tilskuere.

I det lys forekommer Grastens indædte kamp for lavbudgetfilmene paradoksal, for det er jo netop de billige film, som repræsenterer de dårligste tilskuerantal i ovenstående skema. Alle hans største succeser har været forholdsvis dyre film.

Regner Grastens øjensynligt paradoksale kamp har selvfølgelig en årsag.

Hans seneste højbudgetterede film er Tarok. Den tabte producenten mange penge på, og er der en ting en producent på 60 år hader, så er det at tabe penge.

Gode råd var dyre, men så kom den nye lavbudgetordning som en frelsende engel. Grasten jublede og fortalte, at ordningen kunne åbne for nye instruktører, projekter, skuespillere, produktionsformer og distribution. Han udmalede nærmest ordningen som en sikring af filmkunstens fremtid, selvom intet ligger Regner Grasten mindre på sinde end filmkunst.

Nej, i virkeligheden øjnede han en mulighed for at tjene penge oven på katastrofen med Tarok. Og det kunne han tilmed gøre uden at løbe nogen synderlig økonomisk risiko. Ikke ét ondt ord om det, men så kald en spade for en spade.

Grasten optog Villads i Valby på femten dage, og den kostede seks millioner kroner at producere. De 5,1 millioner kroner fik han fra Filminstituttet og tv. De resterende 900.000 kroner kan enten være tilvejebragt gennem forudbetaling af rettigheder fra filmens distributør, eller ved at nøglepersoner på filmholdet satte deres løn ind som risikovillig kapital i produktionen. Sandsynligvis en kombination af begge.

I denne henseende skal man tage i betragtning, at Regner Grasten har en gudbenådet evne til at kunne sælge sand i Sahara. Selv flop har han kunnet sælge. At det i sin tid lykkedes at sælge 23.676 billetter til hans eneste favntag med instruktørgerningen, Bananen – skræl den før din nabo (1990), er mageløst. Aldrig har nogen formået at sælge så mange billetter til en så dårlig film.

Villads fra Valby solgte 87.493 billetter og indtjente i biograferne 5.194.154 kroner eksklusive moms.

Dermed er der røget omkring 1,5 millioner kroner tilbage til produktionen, når distributør og biografer har taget deres andel. Derudover vil filmen også få indtægter fra home entertainment-sektoren. Så et overskud på ikke under en million kroner er ikke utænkeligt.

Det er vel en udmærket forretning.

Regner Grasten vil naturligvis forsvare sin nye forretningsmodel med arme og ben. Og det gør han ved at tage alle de unge, håbefulde filmskabere som gidsler med hul snak om, at vi skal skabe nye instruktører, projekter, skuespillere, produktionsformer og distribution.

”Filmens fremtid” er hans alibi for at score lette penge på en ordning, der rent faktisk er sat i verden for at skabe innovation. Og meget kan man sige om Villads fra Valby, men den er lige så innovativ som en pose flæskesvær.

De næste projekter, Grasten har på bedding, er datteren Puk Grastens 37 og to Bjarne Reuter-filmatiseringer: Kidnapning og Bertram: Rent guld i posen. Regner Grasten har dermed som den eneste industrialiseret lavbudgetordningen. Og ingen vil vel kalde Grastens fremgangsmåde som værende i tråd med intentionerne bag ordningen.

Vicedirektør i Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, har således udtalt om lavbudgetordningen: ”Vi håber også, at de lave budgetter tvinger filmfolkene til at lave deres film på nye måder. Altså at vi også får en indholdsmæssig og formmæssig nytænkning ud af det.”

Ovenstående er min teori om årsagen til Grastens kamp for lavbudgetordningen. Jeg forstår godt, at Det Danske Filminstitut har lavet restriktioner for ordningen og dermed begrænset Grastens forsøg på at udnytte den industrielt. Regner Grasten er en god mand for Regner Grasten Filmproduktion, men ikke for dansk films fremtid.

Og nu, hvor jeg er i gang: Som for andre med en vis succes – for eksempel en meget omtalt præsidentkandidat i USA og Brexit-folkene – er fakta fraværende i Regner Grastens argumentation. Argumentationen er baseret på, hvad der tjener den størst mulige personlige fordel her og nu.

Udokumenterede påstande er til stadighed føjet gennem luften på Grastens blog, hvor debatniveauet har svaret til middagsbordet i et dansk hjem. Her er et lille udsnit af mange uhyrligheder:

Påstand: Biografklub Danmark har haft store problemer med at bryde den magiske 300.000 billetgrænse. Den er vigtigt, for de første 200.000 billetter er til halv pris.
Fakta: Gennemsnitligt sælger klubbens danske film 97.154 billetter til halv pris og repræsenterer gennemsnitligt 32 procent af filmenes totale tilskuerantal.

Påstand: Det er uundgåeligt, at filmen inden for to-tre år vil blive udsendt samtidigt på alle platforme (24. december 2014).
Fakta: Selvom der fortsat er lidt tid at løbe på, er der ikke bare antydningen af sandsynlighed for, at det vil gå, som Grasten siger.

Påstand: Det har kostet producenterne mange penge at satse på at have de dyre film i biografklubben.
Fakta: Hvert år står producenterne af de dyre danske film på nakken af hinanden for at få deres film med i klubben. Det ville de ikke gøre, hvis de risikerede at tabe penge.

Påstand: De danske filmproducenters økonomi er ikke blevet forringet på grund af faldende dvd-salg.
Fakta: En påstand så absurd, at realiteterne taler for sig selv.

Påstand: Publikum til Stille hjerte kom fra Biografklub Danmark og trak ikke mange andre ind i biografen.
Fakta: Majoriteten, eller præcist 54 procent, af publikummet til Stille hjerte var fuldt betalende.