Sandheden om dansk film

Internettet er en sump, der truer med at trække dansk film helt ned. Og ja, internettet er kommet for at blive, men ikke desto mindre har dansk film helt umulige levevilkår i den nye digitale verden.

Det Danske Filminstitut udgav i sidste uge rapporten ”Analyse af filmbranchens nye forretningsmodeller”.

Denne rapport viser med al tydelighed, at dansk film har det ad helvede til. De nye digitale medier kannibaliserer nemlig på livet løs indtægterne i dansk film. De nye digitale tjenester er ikke i stand til at kompensere for indtægtstabet fra de fysiske medier, som de har slået ihjel: dvd og Blu-ray.

Ifølge Berlingske afslører rapporten også, at for hver ti kroner tabt på de fysiske medier i home entertainment-sektoren er der kun vundet én digital krone.

Manges håb om, at der gennem ”nye forretningsmodeller” kunne skabes en bedre økonomi i dansk film via bedre udnyttelse af de digitale tjenester, er en illusion. Jo mere de digitale tjenester omfavnes, desto ringere økonomi for dansk film.

Desværre mangler Filminstituttets rapport det forkromede overblik.

Nedenstående skema 1, udarbejdet af det anerkendte engelske analyseinstitut IHS Markit, viser indtægtskilderne på spillefilm i Danmark fra henholdsvis dvd, Blu-ray, de digitale tjenester og biograferne. Perioden er 2005-17 samt en forudsigelse af de næste fire år.

Det skal bemærkes, at det er første gang nogensinde en sådan oversigt bliver præsenteret herhjemme.

Som det ses, er indtægterne i home entertainment-sektoren blevet kannibaliseret i voldsom grad af de nye digitale tjenester. Indtægterne fra biograferne er de eneste, der holder stand. Og dæmningen, som forhindrer den danske filmindustris totale kollaps, er alene biografvinduet.

Betalingsvilligheden på internettet er beklageligvis yderst begrænset. Derfor er det essentielt, at der ikke røres yderligere ved biografvinduet, som genererer langt størstedelen af filmbranchen i Danmark.

Og nej, der er intet håb om, at fremtidige stigninger i den danske filmindustris samlede indtægter kommer fra de digitale tjenester. Stigninger kommer alene fra biograferne.

Det er ikke i biografsektoren, at disruption foregår, det er alene i home entertainment-sektoren. Folk elsker jo at gå i biografen, mens tv-seerne flygter fra flow-tv til streamingtjenesterne.

For alle, der vil dansk film det godt og forstår vigtigheden af en hjemlig filmproduktion, er det evident, at biograferne får bedst mulige økonomiske udviklingsmuligheder.

Økonomiske udviklingsmuligheder er ikke i samme grad mulige på internettet, hvilket i princippet er naturligt nok, da spillefilm er produceret med henblik på visning på biografernes store lærred, ikke hjemmets mindre skærm.

Enhver erfaring viser dog, at jo større indtægter en film får fra biograferne, desto større indtægter følger i home entertainment-sektoren.

Mange arbejder hårdnakket på at indblande biograferne i krisen. Det Danske Filminstitut forklarer blandt andet nedgangen i biografernes samlede tilskuerantal i år med, at publikum har ændret medievaner.

Når nu tilskuerantallet i 2018 atter når op i de højere luftlag, har publikum så atter ændret medievaner i forbindelse med biografbesøg?

Hele ti film har i 2018 potentialet til at nå over de 400.000 tilskuere, altså den type film, som Filminstituttet savnede i 2017 og mener er tegn på ændrede medievaner. Se skema 2 nedenstående.

I øvrigt holder Filminstituttets udregninger slet ikke. Star Wars: The Last Jedi vil blive set af over 400.000 tilskuere i år.

Beklageligvis er Filminstituttets udokumenterede postulat blot endnu et eksempel på, hvordan mange i den danske filmbranche vender det blinde øje til den virkelige årsag: At Filminstituttet har støttet og haft hovedfokus på en pokkers masse billige film, som ikke har haft antydningen af publikumsappel. Danske film set af under 10.000 tilskuere har taget himmelflugt. Se skema 3 nederst.

Film er ikke et dagligt nødvendigt forbrugsgode som for eksempel håndsæbe, og forudsætningen for, at publikum stiller sig i kø foran biograferne er, at der vises film, de har lyst til at se. Den slags film er ikke blevet produceret i tilstrækkelig grad i 2017, og det har ikke nødvendigvis noget med ændrede medievaner at gøre.

Politikens Kim Skotte mener sågar, at streaming i særlig grad har ramt antallet af biografgængere til kunstfilm og ikke den mere letfordøjelige biografunderholdning. Det postulat beror også på gætterier og fornemmelser.

En enkelt film kunne have forandret det samlede biografår fra udmærket til rigtigt godt. Så lidt skal der til, så det er rent gætværk at bruge forklaringen ændrede medievaner. Den slags burde en statslig institution og Danmarks kulturbærende avis holde sig for gode til.

De danske borgere foretrækker i dag beviseligt fuldfede filmbøffer og ikke de krummer, der alt for ofte bliver tilbudt dem.

Helt overses også konsekvenserne i et fåtals iver for at ændre verden og kræve større diversitet. I 1992 blev der udsendt 134 spillefilm i danske biografer. I år bliver der udsendt 280 film, og langt de fleste af det øgede antal film er kunstfilm. Det er simpelthen flere film end danskerne kan fordøje, og så kløjs de i det og ”valgmulighedernes paradoks” træder i kraft.

Dette fænomen kan man læse nærmere om i en af mine tidligere blogs. 

Ruben Östlunds 37,8 millioner kroner dyre The Square er foreløbigt blevet set af 52.415 tilskuere i de danske biografer, og indtog i den forløbne weekend fjerdepladsen på top 10, efter publikumstallet var steget hele 12,8 procent i fjerde-ugen. Når en kunstfilm af ordentlig kvalitet viser sig på arenaen, så er publikum der også. 

Så hovedårsagerne til, at danske kunstfilm klarer sig dårligt, er, fordi markeder er overfyldt med kunstfilm fra hele verden. Samtidig har de dalende indtægter fra internettet generelt gjort det endog meget vanskeligt at finansiere danske film af ordentlig kvalitet.