Barrio Triste

Barrio Triste er ikke en traditionel fortælling. Den er snarere et pulserende sansefelt, der mikser dokumentar og fiktion, latinamerikansk storbykaos, tyveri, punk, ungdommelig vildskab – plus en dyb tiltro til kameraets magiske kraft som kommunikator og forløser. Tilsat noget helt ottende, som man bedst går til filmen uden at vide for meget om. 

Resultatet er den største sten, jeg længe har haft i skoen: en film, der skurrer, hypnotiserer, skræmmer, irriterer og alligevel har en mission, der bagefter føles hundrede procent forløst. 

Jeg tør simpelthen ikke love, at andre sidder med det facit bagefter. Men vil man underkaste sig selv det prøveforløb, sluge pillen, ja, så skal man gøre det nu, mens den kan fanges på Cph:Dox. 

Det er kun i biografens rum, du kan blive dunket ægte igennem af Arcas elektroniske lydside, forstå hvorfor selveste Harmony Korine (Gummo, Spring Breakers) har produceret og få en Blair Witch-agtig rejse ind i Colombias blodsprængte hjerte. 

Plottet kort: En tv-vært forbereder et indslag om mærkelige fænomener i byen, men når ikke at tale meget, før fire teenagedrenge stjæler hans kamera. 

Derpå følger en masse asfalt, skosnuder og snavsede veje – en ”found footage”-agtig nedstigning i de voldparate unge mænds univers. Uden laber æstetisering tager vi med dem ind i gyder, til et mislykket væbnet røveri i en smykkeforretning, dernæst på flugt og i skjul. 

Så bliver det nat. Og er man ikke til håndholdte kamerature i mørklagte huse med lurende vold og overnaturlige fænomener, ja, så bliv hellere hjemme og se boligprogrammet Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. 

Jeg har haft nogle af mine mest rystende filmoplevelser med film, den udforsker den hardcore kriminalitet i storbynatten, for eksempel det filippinske mesterværk Kinatay af Brillante Mendoza eller den marokkanske Hounds af Kamal Lazraq. Begge film demonstrerer, at man ikke behøver hverken håndholdt kamera eller en dokumentarisk ramme for at stikke kniven misantropisk dybt i nervebanerne. 

Til gengæld er det yderst meningsfuldt, at instruktøren Stillz har lagt et kameratyveri ind, når han taler med især en af drengene, Piojo, og for en stund smelter ind i fortællingen med sine anderledes ømme spørgsmål. ”Min største drøm? At mærke min mors og fars støtte. Og at de ikke havde holdt min datters eksistens skjult for mig i fire år.” 

Stillz’ debutfilm viser os et Medellín, der intet har tilfælles med den colombianske bys mirakel-transition til turistattraktion at gøre: ”Medellíns Bronx,” kalder Stillz det i et interview med El País, og det er præcis den følelse, man sidder tilbage med. 

Ingen glitrende skyline, ingen moderne urban renæssance, kun hærgede terrasser af gasbetonhuse, bliktage og affald spredt overalt. Unge piger med håndvægte, bekymrede mødre, slagsmål på åben gade. Men også hårde hunde kan græde. 

”Døden er ligetil,” siger Piojo uden at smile. Ordene hænger i luften og minder mig om, hvor langt vi er fra at forstå de fleste menneskers liv her på planeten jorden. 

Bagmandens navn vil være nok for nogle at kende: Stillz. Han har effektivt været med til at udviske skellet mellem Vesten og ”resten af verden” med en sværm af musikvideoer for navne som Bad Bunny og Rosalía, og han tager polaroidfotos af den moderne musikscenes stjerner. Og så er han i bedste Banksy-stil anonym og viser ikke sit ansigt offentligt. 

Vi ved dog, at han er colombiansk født og har base i Miami. Stillz’ brand og stil kommer til os gennem filmens no fucks given-attitude og den måde, han i filmen insisterer på at agere stemme for dem, de andre ikke må lege med. 

Filmen antyder, at den er fotograferet i 1980’erne, og det giver anledning til at klæde indledningens reporter på til en nostalgisk duft af monopolfjernsyn og for Piojo til at komme med det poetiske udsagn: ”Du ser på mig fra fremtiden. Vores livshistorie blev proppet i en flaske og smidt i havet.” 

Men mest er det en distraherende gimmick, der tilmed er unødvendig. Medellín i dag – set fra disse vinkler og med disse lowlifes som guider – ligner stadig 1980’erne. 

Det kan godt være, at Barrio Triste var blevet en endnu bedre film ved at holde den antropologiske og sensoriske oplevelse hellig uden brug fra genrefilmens skuffer. 

I sine bedste sekvenser med langvarige, håndholdte indstillinger med lange friser af Arcas intense industrial og rugende ambient klangflader ligner den noget fra Harvard Universitys tværdisciplinære Sensory Ethnography Lab. Eller den hallucinatoriske, meditative observation af bølger, måger, fiskere og skibsmetal i Andrey Zvyagintsevs Leviathan fra 2014. 

Omvendt: Hvorfor ikke både tage den hypnotiske og den adrenalinfremkaldende tur, den røde og den blå pille?