Man får god tid til at krympe sig i Jim Jarmusch’ første film i seks år, hvor tre søskendepar mødes i skyggen af deres forældre.
Tre historier i tre forskellige lande, alle fortalt med blid hverdagshumanisme og knastør humor.
Et søskendepar, der er gledet fra hinanden, er på pligtskyldigt besøg i New Jersey hos den far, ingen af dem rigtigt har et forhold til. Adam Driver er nyligt fraskilt, mens Mayim Bialik (The Big Bang Theory) er veletableret med mand og børn og har en sund skepsis over for faren, hvis sjældne opkald altid ender med at handle om penge.
Hun gav engang efter og fortrød det. Han sender jævnligt et bidrag til farens husholdning. ”Måske er det derfor, hun forlod dig,” når søsteren at sige til broren, før hun undskylder.
Musikeren Tom Waits spiller faren, som er påtaget forfjamsket og diskret ulejliget af at skulle spille interesseret far og bedstefar. Han og børnene holder sig taktisk til høflighedsfraser og taler uden om de designermøbler, han har dækket med tæpper inden besøget.
Tom Waits har fra tid til anden spillet med i Jarmusch’ film siden Down by Law i 1986 og giver en herlig præstation, der fik mig til at tænke på deres udødelige kortfilm Somewhere in California fra antologifilmen Coffee and Cigarettes.
Den film er i det hele taget en åndelig forgænger for Jarmusch’ seneste med sine små og store stjerner forbundet af tør humor og – som titlen antyder – kaffe og smøger.
De tre historier i Father Mother Sister Brother er tilsvarende holdt sammen af anspændte møder og små gentagelser.
Alle tre handler om søskende og forældre, og i alle tre diskuteres det, om man kan skåle uden alkohol. Og de byder også alle på udtrykket ”Bob’s your uncle”, en britisk pendant til det franske ”voila”, som får Adam Drivers søn til forvirret at spørge: ”Men Ted er vores onkel?”
Dét er tonen: mild forvirring og udenomssnak, akavet tavshed og en dybere klangbund, som Jarmusch maner frem med en opmærksom iagttagers sans for betydningen af små detaljer.
Cate Blanchett – der er forrygende i kortfilmen Cousins fra Coffee and Cigarettes – spiller den forsagte, men fornuftige datter over for Vicky Krieps’ fandenivoldske søster, da de mødes til et årligt te-slabberas hos deres mor i Dublin.
Moren er bestsellerforfatter og en ufrivilligt intimiderende engelsk dame, der holder på formerne og stiller an med nysselige småkager nøjsomt placeret på nydelig service.
Charlotte Rampling har sjældent virket mere småborgerligt ærkeengelsk, end når hun med et misbilligende blik på datterens mobiltelefon udstikker den rette takt og tone. Døtrene kappes diskret om, hvis liv er det bedste, mens en kvælende tavshed breder sig om bordet.
I de to første kapitler er der ingen, der vil ødelægge den gode stemning – en stemning, som ingen alligevel synes at nyde. I det tredje kapitel, der foregår i Paris, skifter tonen og bliver befriende let. Her handler det om to tvillinger, en ung mand og hans søster, der mødes for at gøre boet op efter deres frigjorte forældre, som er omkommet i en flyulykke.
Samtalen flyder ubesværet mellem søskendeparret i den mest frigjorte og mindst anspændte fortælling. De to søskende er på bølgelængde, unge mennesker midt i tyverne, der forsøger at bearbejde forældretabet og finde deres egen vej gennem livet.
I alle tre novellefilm er filmsproget afmålt og nøje tilpasset det nære spil. Det er en tredobbelt snakkefilm, rundet af Jim Jarmusch’ rolige gemyt og sans for, hvordan folk skiftevis poserer og lader paraderne falde.
Han har været en legende inden for independentbranchen, siden han bragede igennem til et alternativt publikum med den døsige Stranger Than Paradise i 1984. Med sin kridhvide manke og ikoniske solbriller har han inkarneret sin egen form for coolness lige siden.
Hver har sine favoritter blandt hans mange film. Jeg selv er især til falds for de tidlige – som Mystery Train og Night on Earth. Men selv i en sen alder har han leveret store filmoplevelser med den slackerromantiske vampyrfilm Only Lovers Left Alive og frisættende buschauffør-poesi i Paterson.
Father Mother Sister Brother er et kærkomment comeback efter den anstrengende zombiekomedie The Dead Don’t Die fra 2019. Det er dog ikke hans bedste film, og der var udbredt undren, da den blev belønnet med Venedig-festivalens hovedpris, fordi jurymedlemmerne åbenbart ikke kunne blive om Gaza-drama-favoritten The Voice of Hind Rajab.
Men tag ikke fejl: Det er en medrivende filmoplevelse fortalt med empati og diskret ironi.
Kommentarer