Hex

Hvad vægter mest: talent eller skabertrang? Det er et spørgsmål, som de medvirkende selv rejser i Maja Holands dokumentardebut Hex. 

Instruktøren, som har gjort sig bemærket med sin fotografering af hittet Skam, viser sig at have flair for at indfange unge mennesker, som de er. 

Filmen handler om tre unge kvinder, som er aspirerende hekse. De indgår en pagt, hvor de over de næste tre år skal spille koncerter og producere musik som dødsmetalbandet Witch Club Satan. 

Det er deres måde at udbrede et feministisk budskab på – eller magi, som de selv kalder det. Det understreges af trioens egne tekster, der sporadisk toner frem på skærmen i blodrøde, gotiske bogstaver. 

Bandet består af Johanna Holt Kleive (trommer), Nikoline Spjelkavik (guitar) og Victoria Røising (bas), og dokumentaren adskiller sig fra andre film om spirende musikere, da dens kitschede æstetik fungerer som en hyldest til heksene og trolddom. 

Filmen følger bandet over tre år, samtidig med at den er centreret omkring en retshøring inspireret af hekseprocesserne i 1500-tallet. De kvinder, der blev anklaget for hekseri og trolddom, led ofte under brutale skæbner som brænding eller drukning. 

I filmen bruges rets-grebet dog primært til at undgå statiske interviews. Her bliver bandets medlemmer placeret som de anklagede, der venter dom, mens vidner skiftevis træder op til talerstolen. En af dem er musikkritikeren Eilif G. Hartvedt. 

”De kan knap nok finde ud af at spille deres instrumenter. Så koncerten falder fladt, men på en måde virker det teatralsk,” erindrer han fra deres første optræden. 

Witch Club Satan hviler bestemt ikke på laurbærrene, når de growler fra brystet – dækket i teaterblod. Lange, mørke parykker indrammer deres kridhvide ansigter, markeret med sort eyeliner.

Trioen blotter sig ikke kun fysisk, men retter også et skarpt angreb mod dem, der gør kulturen og genren utilgængelig – især for kvinder. At stå imod bigotteri bliver deres kendetegn.

På Norges største rockfestival, Tons of Rock, udstiller de den amerikanske forsanger Phil Anselmo fra heavy metal-bandet Pantera for at have lavet en nazihilsen under en tidligere optræden. Situationen er langt fra ufarlig i en arena fyldt med hans fans. 

Kritikerne påpeger hurtigt, at de hverken er “rigtige” musikere eller burde træde ind på dette område – netop fordi de er kvinder. 

Men det er ikke kun åbenlys sexisme, de møder. Flere er også uenige i deres tilgang. Den kvindelige arrangør af metalfestivalen Orgivm Satanicvm, Helene Landmark, siger til de tiltalte: 

”I forventer, at en verden, der ikke er bekendt med feminismen, skal tage jer seriøst. Men for mit og mange andres vedkommende er det et paradoks, at det, I kalder feminisme, er at være nøgne på scenen. Ingen kommer til at tage jer seriøst som feminister, hvis I viser jeres bryste.” 

Ironisk nok provokerer denne type højhellige erklæringer langt mere end tre unge kvinder, som gennem kunsten forsøger at tage kvindekroppen tilbage ved at afseksualisere den. 

Hvilket er det der gør Hex til sådan en fortryllende oplevelse, der fuldt ud indfrier sine ambitioner. Historien og de kunstneriske greb smelter sammen på imponerende vis og skaber både en skildring af branchen og de dybe bånd mellem bandets medlemmer. 

Samtidig leveres en visuelt fornøjelig oplevelse, hvor de medvirkende og instruktøren forpligter sig 100 procent til det okkulte udtryk. 

Det eneste, der trækker den en smule ned, er enkelte visuelle klichéer. For eksempel baglæns video og brægende geder, som om de satanistiske konnotationer ikke var tydeliggjort nok. 

Men som kunstneren Kim Diaz Holm siger: ”Hvis vi kalder det feminisme, woke eller bare dødsmetal, så glemmer vi, hvad det egentlig handler om. Vi har brug for hekse til at tage pis på os alle sammen.”