Hjemsøgt

Taekyung Tanja Inwol Sørensen var et nemt barn, fortæller stedfaren. Hun græd ikke, da hendes adoptivmor døde. Hun passede sin fordrukne far, skiftede hans tisvåde klæder. Et drømmende barn, beskriver mosteren – det var, som om hun levede i en anden verden.

Taekyung selv har følt sig gennemsigtig og alene. Som et ensomt væsen hjemsøgt af manglende rodfæste og en ukendt mor i Sydkorea. En person uden begyndelse.

Hjemsøgt er ikke en Sporløs-inspireret opklaring, der håber på genforening mellem adoptivbarnet og den biologiske familie. Det er en familiekrønike, der tager det hybride og hullede stamtræ alvorligt. Sammenbragte familier på tværs af blodsbånd og landegrænser. Slettede historier og fortrængte traumer, som har ligget tavse, men nu forsøges fortalt.

Som instruktør og fortæller forekommer Taekyung Tanja Inwol Sørensen også som det lette barn. Hun interviewer familiemedlemmer og bekendte med en rolig og undersøgende stemme. Hun stiller fredelige, åbne spørgsmål, der giver sigende svar.

”Det forlød, at det var blevet et … uroligt ægteskab,” siger en ven af familien om adoptivforældrenes forhold, der bød på hustruvold, utroskab og misbrug. Sådan svares der ofte – med vestjyske eufemismer, der fejer ubehaget ind under gulvtæppet.

Fortielsen larmer i det lokalsamfund på den danske vestkyst, som Taekyung Tanja tidligt i livet kom til. Det hed sig, at hun var et hittebarn i Sydkorea, som blev efterladt af ukendte forældre til børnehjemmet. Da hun som voksen gav sig til at undersøge sagen, viste sandheden sig anderledes. Børnehjemmet kendte alligevel godt til hendes biologiske mor.

Taekyung Tanjas sag er ikke enestående, men blandt de 56 sager, som den koreanske sandheds- og forsoningskommission i 2025 havde fundet brud på menneskerettighederne i. Hendes dokumenter var blevet forfalskede, konkluderede kommissionen, fordi fortællingen om hende som hittebarn gjorde hende mere, ja, salgbar.

I barndommen var præmissen, at adoptionen havde givet hende et bedre liv. Og så snakkede de ikke mere om dét.

Det tidligste minde, instruktøren husker fra sin barndom, er af den danske mor, der smider en stegepande i hovedet på faren. Derefter følger en række tågede år med skilsmisse, familieretssager, dødsfald, nye forældreskikkelser og søskende, der kommer ind i Taekyung Tanjas liv og tages fra hende igen.

Det er en brutal blotlæggelse båret af en stilbevidst og storslået billedside. Som modspil til de fåmælte jyske stemmer bruser Vesterhavet, mens vinden fejer gennem hedelandskabet og griber fat i Taekyung Tanja og en gruppe kvinder – også adopterede, antydes det – klædt i hvide dragter med lange slæb.

Farverne er sprøde i sydkoreanske Incheon – en urban havneby omkranset af blågrønne bjerge, hvor hun går søgende rundt. En intim og poetisk brevudveksling mellem hende og den biologiske mor læses op. Andre minutter i Incheon er dialogløse, men følelsesfulde.

At de to forskelligartede landskaber begge tager sig godt ud, virker som en forlængelse af Taekyung Tanja Inwol Sørensens diplomatiske fortællerstemme. Man kunne nemt have klippet fra det solrige Korea til en grå regnvejrsdag i Varde for at signalere et tydeligt hierarki. Eller omvendt, fra danske velfærds-villaveje til trange kår i det globale syd.

Når Taekyung Tanja til sidst svinger sig op til en slags dom, bliver det over ”noget” og ikke ”nogen”. Til den koreanske mor skriver hun: ”Jeg har aldrig hadet dig … Vi er begge ofre for dette system.” I et offentligt høringsrum kalder hun sig selv for ”et offer for statslig vold”.

Det er det koreanske adoptionsapparat, der med profit for øje har sendt hende til et fremmed land. Og det er det danske samfund, der, i deres modtagelse af adoptivbørn som Taekyung Tanja, har forsømt at granske i mulige dokumentforfalskninger – og som vel har vurderet den danske opvækst for et bedre alternativ til skæbnen i hjemlandet.

Taekyung Tanja har været underlagt beslutninger truffet i et globalt system, men også svigtet i sin nære, lokale virkelighed. Hendes danske brødre fortæller, hvordan det på den jyske egn var en slags offentlig hemmelighed, at familien skjulte vold og misbrug bag en pæn facade. De forstår ikke, hvorfor hverken naboer eller øvrige familiemedlemmer greb ind.

Taekyung Tanja ser forældreskikkelsernes valg og forsømmelser som forsøg på at navigere i et vanskeligt liv. Midt i adskillige voksnes selviskhed er det først og fremmest et abstrakt system, der får skylden. Effektfuldt sidder vi tilbage med et hul i maven.