The Love That Remains

Anna og Maggi skal skilles. Det er svært, når man har levet et helt voksenliv sammen.

De blev gift som unge, fik tre børn og slog rødder på en gård langt fra Reykjavik, tæt ved familie og venner og romantisk midt i naturen. Med høns og hund og heste i det forblæste, smukke landskab, de altid har kendt.

Maggi (svensk-islandske Sverrir Gudnason) arbejder på en fiskekutter i et mandefællesskab af fåmælte skaffedyr, der føler sig socialt til søs uden en familie at gå i land til.

Anna (Saga Garðarsdóttir) er en billedkunstner, som med Maggis hjælp skærer metalplader i store, sirlige former, for så at lade dem ruste og sætte aftryk på lærreder bredt ud på heden. Betagende mønstre i nuancer af rødt og brunt, uforfængelig kunst skabt med elementernes mellemkomst.

Der er en oplagt parallel til instruktørens egen måde at skabe kunst på. Hlynur Pálmason, der er uddannet på Den Danske Filmskole, har hele sin filmkarriere skildret hjemlandets natur med lokal fortrolighed og sans for landskabets livsbetingelser og årstidernes rytme.

Det gælder Ekko Shortlist-filmen En maler, spillefilmene En hvid, hvid dag og Vanskabte land samt kortfilmene Seven Boats og Nest. Hans forbløffende debutfilm Vinterbrødre udspiller sig ganske vist i Danmark og på dansk, men har helt samme blik for mennesker, som både er formet og fanget af deres omgivelser.

The Love That Remains, der netop har haft verdenspremiere uden for konkurrence på Cannes-festivalen, er en film helt i samme ånd. Og så alligevel ikke. Instruktøren har lagt noget af sin strenghed af sig og fundet ind til en empatisk og menneskevarm familiefortælling.

Instruktøren er sin egen fotograf, der indfanger årets gang og hæfter sig ved naturens goder: bløde spisesvampe, der brækkes itu, og revlingebær, der presses til saft. Anna og Maggis tvillingedrenge sætter en pæl i jorden og bygger en dukke stykke for stykke i al slags vejr, så de har noget at skyde til måls efter.

Helt som i Nest, hvor kameraet bliver stående på samme sted gennem et år, mens de samme drenge og den samme søster bygger et hus i et træ.

Børnene er instruktørens egne: Grímur og Þorgils Hlynsson samt Ída Mekkín Hlynsdóttir, der spiller barnebarn i En hvid, hvid dag. Mens Ídas brødre griner over hanen, der hopper på hønsene, er hun blevet halvvoksen nok til at tænke på kærester og universitet og til at skære igennem sin fars hvide løgne i en mindeværdig scene sent i filmen.

Gennem hele fortællingen mærker man netop, hvad titlen antyder: al den kærlighed, der er til overs fra ægteskabet, og som især Maggi ikke ved, hvad han skal stille op med.

Det er stadig ham, Anna ringer til, når hun har brug for hjælp på gården. Når de spiser middag, er hun nødt til at insistere på, at han ikke skal overnatte. Alene med Anna i bilen en aften spørger Maggi kækt, om de skal knalde. ”Jeg vil ikke forvirre børnene,” svarer hun. 

Men det er ikke børnene, der er de mest forvirrede. 

Hlynur Pálmason spilder ikke tid på at forklare, hvem der afsluttede forholdet og hvorfor. I stedet lader han publikum observere dynamikken mellem to partnere, der vakler mellem gammel vane og viljen til at starte på ny.

Sverrir Gudnason er godmodigt indtagende som den tryghedssøgende Maggi, der prøver at holde på den gode stemning, mens distancen til Anna vokser sig større. Mens Saga Garðarsdóttir får Annas skrøbelighed, længsel og frustration til at skinne tydeligt igennem.

Som da hun tager håbefuldt imod en svensk galleriejer, der kaster et distræt blik på hendes kunst, mens han lovpriser alle de andre kunstnere, hendes aftrykskunst minder ham om.

Eller i den vidunderlige scene, hvor Anna stiller sig frækt over Maggi, mens han ligger på engen, så hendes blomstrede nederdel blafrer om hans hoved, mens han kigger lige op til himmeriget.

Et ophøjet øjeblik, der foldes poetisk og uforglemmeligt ud.

Billederne er af og til nærmest frapperende flotte, og Pálmasons faste klipper, Julius Krebs Damsbo, samler flere gange naturpoesi og skilsmissetristesse i fortættede montagesekvenser. Mens komponist Harry Hunts sagte klaver og violiner giver fortællingen en eftertænksom klangbund.

Hlynur Pálmason har et til tider bastant billedsprog, som da Maggis kolleger får en glemt sømine fra Anden Verdenskrig med i fiskenettet. Han vover sig også ud i overnaturligheder, som en mindre følsom fortæller ville have forkludret.

De velvalgte spring tilføjer rørende, morsomme og absurde lag til fortællingen om den svære proces at vikle sig ud af det menneske, man har bygget sit liv sammen med.

The Love That Remains vidner om en ekvilibristisk filmkunstner, som bliver ved at opdage nye, fascinerende facetter af et tema, der har optaget ham hele livet.