Skønheden og udyret tilhører ingen

Jean Cocteau indledte i 1946 sin Skønheden og udyret med en håndskrevet bøn til publikum om at se filmen med et barns øjne. Det var en elegant måde at bede om lov på.

Eventyret Skønheden og udyret var på det tidspunkt knap 200 år gammelt, nedskrevet af to franske forfattere, kopieret af deres forlæggere og fortalt videre af enhver, der havde lyst.

Cocteau lånte det. Disney lånte det to gange. Og i februar 2017 lånte en spiludvikler ved navn Yggdrasil det.

Slot af levende hænder
Optagelserne til Cocteaus film foregik i et Frankrig, hvor både filmmateriale og elektricitet var rationeret, og hvor instruktøren havde en hudsygdom, der gentagne gange sendte ham på hospitalet midt i arbejdet.

Han førte dagbog om forløbet. Læser man den i dag, er det påfaldende, hvor lidt af besværet der er tilbage på lærredet.

Det, man husker, er korridoren. Levende arme stikker ud af murene og holder kandelabre, hvis lys tændes af sig selv, når Belle går forbi. Ansigter i kaminen drejer hovedet efter hende.

Ingen af delene er trickfotografi i moderne forstand. Det er statister, der står bag væggen med armene igennem, og skuespillere, der ligger stille i en pejs. Effekten virker stadig, netop fordi den er fysisk.

Josette Day spiller Belle. Jean Marais spiller tre roller: udyret, prinsen og bejleren Avenant, og han tilbragte timer i sminkestolen hver eneste optagedag for at komme i pels. Ved siden af Cocteau, der ikke havde nogen større erfaring med et filmhold, stod René Clément som teknisk rådgiver og holdt produktionen på skinner.

Filmen er siden restaureret og udgivet i Criterion Collection, og den er i praksis blevet den standard, enhver senere version måles med, uanset om instruktøren har set den eller ej.

Forlægget blev mellemled
40 år senere gik Disney i gang.

Tegnefilmen fra 1991, instrueret af Gary Trousdale og Kirk Wise, er den første animerede film nogensinde, der blev nomineret til en Oscar for bedste film.

Sangene er skrevet af Alan Menken og Howard Ashman, og sidstnævnte nåede aldrig at se resultatet. Han døde af aids i marts 1991, otte måneder før premieren.

I 2017 kom Bill Condons genindspilning med Emma Watson og Dan Stevens, som Ekko gav fire stjerner og endte med at tjene over 1,2 milliarder dollars på verdensplan. To film, samme selskab, samme titel og en samlet indtjening, der gør det gamle eventyr til et af de mest indbringende, nogen har fået fingre i.

Condon genindspillede Disneys egen film fra 1991, scene for scene, sang for sang, ned til balsalens gule kjole. Forlægget var på det tidspunkt blevet et mellemled. Publikum kom ikke for at se eventyret, men for at se den udgave af eventyret, de kendte i forvejen.

Men hvad er det egentlig, Disney ejer? Sangene. Tekanden med fornavn. Lysestagen med fransk accent. Selve historien om købmandsdatteren, rosen og det forheksede dyr har selskabet aldrig kunnet gøre krav på.

Den blev udgivet i 1740 af Gabrielle-Suzanne de Villeneuve og forkortet kraftigt i 1756 af Jeanne-Marie Leprince de Beaumont, og det er Beaumonts stramme udgave på nogle få sider, alle siden har fortalt videre.

Rosen uden ejermand
Konsekvensen er et eventyr, mange kan gå i gang med. Mens Disney i foråret 2017 sendte sin genindspilning i biograferne, udsendte spiludvikleren Yggdrasil en spilleautomat bygget på det samme forlæg.

Den udkom den 24. februar, tre uger før Bill Condons film fik dansk premiere. Ingen af parterne havde brug for den andens tilladelse.

Automaten findes fortsat hos operatører med licens fra Spillemyndigheden, hvor man kan spille Beauty and the Beast, men det interessante ved den er ikke indsatsen. Det er, hvor tæt den ligger på forlægget. Fem hjul, tre rækker og tyve gevinstlinjer – og som symboler udyret, prinsessen, ædelstenene og rosen.

Mest sigende er personalet.

Hos Yggdrasil er tjeneren, kokken og stuepigen forheksede ligesom deres herre, og hver af dem griber ind i spillet på sin egen måde.

I bonusrunden er fortryllelsen hævet, og de tre står i pænt tøj. Det er den samme idé, som Cocteau gav ansigt med sine levende arme, og som Disney forvandlede til syngende inventar. Ingen af dem har lånt af hinanden. De har hentet det samme sted.

Sådan har det været hele vejen igennem. CBS sendte fra 1987 til 1990 en tv-serie, hvor udyret er en løveagtig mand ved navn Vincent (Ron Perlman), der lever i tunnellerne under New York og er forelsket i en anklager fra Manhattan.

Philip Glass skrev i 1994 en opera, hvor sangerne optræder live foran Cocteaus film, mens den oprindelige lyd er skruet ned. Christophe Gans lavede i 2014 en fransk version med Vincent Cassel og Léa Seydoux.

Fire vidt forskellige medier, ét forlæg, ingen rettighedshaver at gå igennem.

Udyret vender altid tilbage
Samme år som Condons film og Yggdrasils automat kom The Shape of Water, som Ekko gav seks stjerner, og som vandt Oscar for bedste film året efter. Guillermo del Toro kaldte den aldrig en Skønheden og udyret-film, men det er, hvad den er.

En kvinde, ingen gider høre på, og et væsen, alle andre ser som et monster.

Del Toro har ved flere lejligheder peget på Cocteaus film som et af de værker, der formede ham som instruktør, og sporet er til at få øje på.

Kameraet holder på uhyret, indtil man holder op med at være bange for det. Der er 50 år mellem de to film, og de deler ikke en eneste replik, en eneste tone eller en eneste rettighedsaftale. De deler et forlæg, som ingen af dem skulle betale for.

Det er værd at holde fast i, hvor usædvanligt det er. Næsten alt andet, der fylder på lærredet i dag, er bundet til et selskab, en rettighedshaver og en udløbsdato.

Skønheden og udyret hører til den lille rest, hvor en instruktør, en komponist eller en programmør kan gå direkte til stoffet uden at tale med en advokat først. Det er derfor versionerne er så forskellige. Ingen har haft magt til at holde dem på plads.

Cocteau bad om lov, fordi han vidste, at eventyret var ældre end ham selv. Siden har ingen behøvet at spørge. Det er ikke et tab. Et eventyr, som enhver kan tage, er også et eventyr, der aldrig kan trækkes tilbage fra markedet. Derfor bliver rosen ved med at dukke op: i en fransk sort-hvid film, i en amerikansk tegnefilm, på en dansk skærm.

Får du brug for hjælp i forhold til afhængighed, kan du kontakte spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk.