Alle dør én gang – nogle bliver omtalt

Ditte Giese er død, hvilket er en tragedie. Hun blev kun 48 år og døde af den frygtelige sygdom kræft – en sygdom, hun var åben om, og som hun beskrev og udfordrede.

Jeg kendte hende ikke, men kan mærke, at hun har gjort stort indtryk på mange mennesker. Hun lyder som et dejligt menneske. Og det er derfor, jeg skriver disse linjer, der skal handle om, hvorfor nogle dødsfald har større værdi end andre.

Der dør cirka 155.000 mennesker om året i Danmark. De fleste får ikke mere omtale end den dødsannonce, familien indrykker. Og en note i Statstidende.

Jeg har set omtale af Dittes Gieses død i både Information og Weekendavisen og også hørt et indslag i Orientering på P1, hvor hendes chef på Politiken blev interviewet.

Og så denne note fra dr.dk. Her konstateres hendes død helt kort. Uden kontekst.

Jeg føler en undren vokse. Og det bliver svært at skrive videre. For jeg ønsker ikke at gøre nogen kede af det eller vrede. Eller selv at blive udsat for vrede. Jeg kan godt som journalist og debattør skrive bevidst udfordrende, men det er ikke min hensigt med denne kommentar.

Hvis jeg kan fremkalde en stille refleksion, er jeg glad. Og jeg skriver på en nysgerrighed. Hvornår opstår der en konsensus om, at et dødsfald er en begivenhed for fællesskabet?

Mortalitetens nepotisme
Da jeg mødte de mange omtaler af dette dødsfald, følte jeg mig udenfor. Der måtte eksistere et fællesskab, som havde en viden og et kendskab, jeg ikke var en del af. Og så slår det mig, at rigtigt mange andre må stå samme sted. Og det må ske igen og igen.

Dette dødsfald får megen omtale, fordi en kreds af mennesker, der har indflydelse på indholdet i medierne, føler det er vigtigt. For dem. Og det viser de hinanden, når de skriver eller laver indslag om dødsfaldet.

Omtalen er dermed i virkeligheden som talehandling en rituel afgrænsning af et særligt territorium: Os for hvem dette er vigtigt. Vi ved godt, hvem hinanden er. En slags mortalitetens nepotisme.

Når medierne vælger denne massive dækning, bliver det en klassemarkering. Det er den indflydelsesrige klasse, der ubevidst, men effektivt demonstrerer sin position. Og udstiller, at andre ikke er en del af kredsen.

Det er marginaliserende og ikke sympatisk.

Buschaufføren fra Thy
Jeg tænker på de mange fantastiske og helt almindelige mennesker, som dør og er savnet af de nære. Dødsfald, der ikke omtales. Det kan være buschaufføren, der har kørt samme rute i Thy i 22 år og er død på plejehjem.

Det kan være pludselige og voldsomme dødsfald efter uheld. Det kan være en gammel kvinde, der stoppede på arbejdsmarkedet for tyve år siden og nu er død, Måske var hun engang sekretær i Vojens.

Mennesker, der lever liv så langt væk fra de københavnske skribenters og mediefolks inderkreds, at de kunne være fra en anden planet.

I virkeligheden synes jeg, at vi burde hylde fællesskabet ved at omtale dem, vi ellers glemmer.

Alle dem, der ikke er en del af københavnerredaktionernes inderkreds. Alle dem, der ikke har adgang til fællesskabets kanaler. Alle dem, hvor der ikke er en kreds af indflydelsesrige mennesker, der beslutter, at du skal omtales.

Omtalen af det ukendte
Information gør det i serien Et liv er forbi, hvor avisen fortæller om en afdød person, som en læser mener, vi bør kende.

Så det kan godt lade sig gøre. Lad os høre, hvilket liv den sekretær levede. Hvilket liv, den buschauffør havde. Hvem de betød noget for. Hvilke kår, de levede under.

Alle disse liv, der ikke er en københavnerbegivenhed, når de stopper. Lad os gøre dem til begivenheder.

Det er ikke bare af etiske grunde og for at vise, at de også er vigtige, selv om vi ikke kender eller genkender dem og deres navn. Men også fordi det kun er i omtalen af dem, der er uden for mediekredsen, at vi for alvor kan blive klogere og gøre andre klogere.

Det er en kerneopgave at omtale det ukendte.