Banebrydende dansk filmfotograf er død

Målt på volumen fylder han ikke meget.

Tre spillefilm, fire kortfilm og lidt flere dokumentarfilm i en periode på sytten år. Og hvis vi skærer ind til benet, er hans bidrag til dansk film blot en enkelt spillefilm.

Men hvilken film!

Tom Elling forvandlede med sine dragende billeder København til en magisk undergangsverden i Lars von Triers debutspillefilm Forbrydelsens element fra 1984.

Et gulligt univers med kronisk nat og uophørlig regn, apokalypsens Europa, hvor politimanden Fischer leder efter en seriemorder, der skænder små piger og lægger mystiske talismaner ved ligene.

Fischer mener at finde et geografisk mønster i forbrydelserne, men grundlæggende er han faret vild i en uendelig labyrint uden hverken indgang eller udgang.

Der er vand overalt, æbler og andre genstande flyder rundt, et rum gemmer på et andet rum, som gemmer på et tredje rum, et sindrigt netværk af passager og strukturer – som en svimlende radering af Piranesi – eller bare det rene kaos.

Forbrydelsens element landede som et fremmed rumskib i den socialrealistiske og hyggefolkelige danske andedam. Det var et kvantespring, der løftede dansk film op i de højere luftlag.

Filmen vandt juryens specialpris i Cannes, og Lars von Trier blev med et slag verdensberømt. Men det var takket være Tom Ellings suggestive visuelle stil, der nok havde den russiske filmkunstner Tarkovskij som gudfader, men alligevel føltes som noget, man aldrig havde set før, at Triers dommedagssyner blev så overbevisende forløst.

Tom Elling fik aldrig nok anerkendelse, og det plantede en vis bitterhed i hans sind. Nu, 39 år senere, må vi smertefuldt konstatere, at det er for sent at give klap på skulderen.

Torsdag den 28. september døde Elling på et plejehjem efter nogle år med demens. Han blev 77 år gammel og efterlader sig sønnen Rasmus Christian Elling, der er samfundsforsker på Københavns Universitet.

”Tiden står stille nu – der er kun et før og et efter. Og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer videre, men det gør man jo. Han er videre – har fundet ro derude et sted uden tid,” skriver Rasmus på sin Facebook-side.

Del af avantgarden
Tom Elling bliver født i 1946 og vokser op i et arbejderhjem i Kongens Lyngby. Hans mor er hjemmegående syerske og faren konditor.

Det er et kærligt, men ikke finkulturelt hjem. Man tager på charterrejser og holder grillfester. Og unge Tom ser da også ud til at fortsætte i samme boldgade. Han arbejder som glarmester.

Men så får han en butik på Nørrebro, hvor han sælger afghanerpelse og andre hippiesager. Han bliver revet med af ungdomsoprøret, opdager en ny verden og begynder at male. Og det er ikke sofastykker, han laver. Han kommer ind i avantgarden, der i 70’erne udforsker den konceptuelle kunst.

Sammen med Niels Lomholt laver han værket Mr. Klein, der består af skitser, tekster og video over samme tema: en mand, der kaster sig ud fra vinduet på sit hotelværelse.

I 1978 optages han på Den Danske Filmskole, hvor han finder sammen med instruktøreleven Lars von Trier, og med den kongeniale klipper Tómas Gislason kommer de til at udgøre en vild trio, et regulært dream team.

”Det er de medarbejdere, der har betydet mest for mig nogensinde,” har Trier sagt.

På Filmskolen laver de kortfilmene Nocturne og Den sidste detalje samt afgangsfilmen Befrielsesbilleder, som er et slags forstudie til Forbrydelsens element. Det meget tætte samarbejde med Trier kan ses ved, at Elling er krediteret som medmanuskriptforfatter på både Nocturne og Befrielsesbilleder.

Roadfilm i bakgear
Der er nogle hektiske år. Han får sønnen Rasmus, men forholdet holder ikke. Kæresten vil have en rolig tilværelse i forstaden, mens Tom er tiltrukket af det søde kunstnerliv.

Samarbejdet med Lars von Trier løber også ud i sandet. Tom Elling er et sårbart menneske og føler ikke, at hans betydning bliver nok værdsat. Og med Riget i 1994 sætter Trier skuespillerne i fokus og foretrækker håndholdt kamera, der er det stik modsatte af Ellings stiliserede og ultraperfektionistiske stil.

Elling arbejder i stedet for andre instruktører, og blandt andre Jon Bang Carlsen nyder godt af Ellings udsøgte arbejde.

Men dybest set vil han være herre i eget hus. Selv om Hollywood har fået øjnene op for ham, vil han hellere lave sine krøllede og kringlede kunstprojekter.

Han springer ud som instruktør i 1990 med den sort-hvide Perfect World, som han selv kalder ”en roadfilm i bakgear”.

”Billederne synes formelig at drive af fugt, og damp og tåge hænger tungt omkring figurerne,” skriver Politikens anmelder, men handlingen er de færreste anmeldere i stand til at greje, og digteren Peter Laugesens replikker vækker ikke megen begejstring.

Kompromisløs
Filmen får premiere i kunstbiografen Delta Bio og bliver herostratisk berømt med en bundrekord på 69 solgte billetter. Det er Peter Aalbæk Jensens første film som producent, og han ender med at gå konkurs på grund af fiaskoen.

”Jeg forstod aldrig en skid af filmen, men Toms kunstneriske kompromisløshed fascinerede mig, og jeg var oprigtigt interesseret i hans univers,” siger Aalbæk i dag.

Takket være Perfect World bliver Lars von Trier for alvor opmærksom på Aalbæk, og sammen danner de i 1992 selskabet Zentropa, som skaber dansk films guldalder.

”En kunstner skal være kompromisløs, men hvor vi andre indimellem bøjer lidt på principperne for at overleve, gjaldt hans kompromisløshed også, når den stod i vejen for karrieren. Han tog konsekvensen og kastede sig over billedkunsten. Stor respekt for det,” siger Peter Aalbæk.

Hans sidste film Nattegn fra 1997 er et portræt af Peter Laugesen. Elling trækker sig tilbage fra filmbranchen og bosætter sig på Bornholm, hvor han maler for sig selv. Til sidst bliver eneboertilværelsen dog for ensom, og han flytter tilbage til København. Efter et slagtilfælde begynder det helbredsmæssigt at gå ned ad bakke.

Jeg mødte selv Tom Elling en enkelt gang.

I 1990’erne inviterede jeg ham i min første foredragsrække til Aarhus for at fortælle om filmkunsten. Efter hvert foredrag gav jeg og min medarrangør øl i den legendariske studenterbar, men Tom insisterede på, at det var hans omgang.

Trods bruddet talte han med stor begejstring om Lars von Trier, og jeg ville ønske, at vi som i en film kunne spole tiden tilbage og gøre Trier til en del af scenen. Så kunne Tom være blevet overbevist om, at han er et af de mennesker, der virkelig har betydet noget for Trier.

Sammen skabte de et værk, som ændrede dansk film og nu er gået over i historien.