Berlinalen top 10

Man ville nødig sidde i Tricia Tuttles stol, der vakler efter politisk pres.

Berlinale-lederen forsøgte gennem hele festivalen at holde en balance mellem at forsvare kunstnerisk frihed og at mane til omtanke, når det gjaldt propalæstinensiske støtteerklæringer.

Den kamp blev årets tema i en sådan grad, at hun med rette kan ærgre sig over, at filmprogrammet blev overset.

Som jeg allerede har noteret, er det ikke kun politisk polemik, der holdt offentligheden fra at interessere sig for et undervældende konkurrenceprogram. Men Berlinalen er også langt større end hovedkonkurrencen.

Med tretten sektioner og 276 film på programmet i alt er festivalen en mastodont for europæisk film og et uomgængeligt udstillingsvindue for film fra hele verden.

Og som ledelsen med rette insisterede på, havde festivalprogrammet rigeligt på sinde, både om verdens tilstand og om nære forhold.

10. Die Blutgräfin

Tyske Ulrike Ottinger er et kreativt fyrtårn, som med succes har gjort sig som avantgardekunstner, fotograf, maler og instruktør. I denne overdådigt barokke vampyrkomedie demonstrerer hun i en alder af 83 en frapperende visuel opfindsomhed og en uforfalsket glæde ved fjollede vittigheder.

Isabelle Huppert morer sig i titelrollen som den notoriske historiske seriemorder Elizabeth Báthory (1560-1614), der efter mange års dvale vender tilbage som overhoved for en klan af aristokratiske vampyrer i Wien.

Hun er på jagt efter en magisk bog, der kan gøre vampyrer til mennesker, og som hendes skvattede vegetarvampyr af en nevø – Baron Rudi Bubi von Strudl zur Buchtelau, navnene er som taget fra 70’ernes tegneseriealbummer – også vil have fingrene i.

Handlingen er underordnet og mest af alt et set-up for Ulrike Ottingers storslåede billeder og anarkistiske folkekomik.

9. The Loneliest Man in Town

En anden wienerkomedie levererede et blidt humoristisk indslag i hovedkonkurrencen. Tizza Covi og Rainer Frimmels The Loneliest Man in Town handler om den gamle bluesmusiker Alois Koch, der siden sin Elvis-glade ungdom har optrådt under amerikanernavnet Al Cook.

Han er nu den sidste beboer i den ejendom, hvor han blev født, og da bygningens nye ejere truer med at sætte ham på gaden, vækker det hans gamle udlængsel om endelig at rejse til bluesmusikkens fødeland i Mississippi-deltaet.

Den nostalgiske historie er fiktiv, men den 80-årige hovedperson er uforfalsket autentisk og et charmerende, underdrejet bekendtskab.

8. Traces

En håndfuld kvinder fortæller groft enslydende historier om vodka-stinkende russiske soldater, der hamrer på døren midt om natten. De finder kniven frem og skærer, indtil kvinderne tager tøjet af. Eller de holder kvinderne en pistol for panden. Eller giver dem en granat i hånden.

Denne ukrainske dokumentar om ofre for konfliktrelateret seksuel vold bærer grufuldt vidnesbyrd om den russiske hærs dehumaniserende fremfærd.

Instruktørerne Alisa Kovalenko og Marysia Nikitiuk illustrerer historierne med et taktilt billedsprog, der fæstner sig ved kvindernes omgivelser: afsvedne solsikkemarker og gennemhullede husmure. Men også lerfigurer som kunstterapi og et netværk af kvinder, der har lidt samme skæbne og giver hinanden støtte.

7. If Pigeons Turned to Gold

Tjekkiske Pepa Lubojacki skaber et sjælekrængende collageportræt af sin alkoholiske brors liv på gaden, hans ædru perioder og tilbagefald – og sin egen langsomme proces med at acceptere ham for den, han er.

Sideløbende med mobiloptagelser af dem begge lægger instruktøren sine egne overvejelser om afhængighedens væsen i mundene på AI-animerede børnefotos af dem begge.

Et forstyrrende, men også øjenåbnende greb, der forankrer filmens personlige historie, mens instruktøren reflekterer over det hårde liv som hjemløs i en omverden, der betragter alkoholisme som et valg, ikke en sygdom.

6. Ghost in the Cell

Det føles nærmest urimeligt, hvor godt kunstfærdigt splat, korruptionskritik og uhøjtidelig humor spiller sammen i denne indonesiske genrebasker om et lemlæstende spøgelse i et helvedeshul af et fængsel.

Den indonesiske topinstruktør Joko Anwar flikker uegale indfald sammen med tæft, tempo og sans for skæve idéer. Som da fangerne for at undgå spøgelsets vrede begynder at rense deres aura med twerkdans midt under slåskampene.

Man er brandgodt underholdt hele vejen til rulleteksterne.

5. Staatsschutz

En koreansk-tysk kvindelig statsanklager bliver i Brandenburg udsat for et nynazistisk brandattentat, mens hun fører en sag mod en ung mand sigtet for et andet racistisk overfald. Og hun får på egen krop at føle, hvor lidt systemet interesserer sig for at straffe vold mod minoriteter.

Den tyske instruktør Faraz Shariat har selv iranske aner. Man mærker en retfærdig harme over et retssystem, der roser sig selv for at være verdens mest objektive og glemmer, at retssikkerheden aldrig er bedre end de mennesker, der varetager den.

En bundsolid politisk konspirations-thriller, der ved at udpege ordensmagtens selvtilstrækkelige hykleri og vende en fuckfinger mod provinstysklands fremmedhad blev mødt af begejstret applaus i salen.

4. Salvation

Tyrkiske Emin Alper lægger gennem hele sin autentisk baserede film op til den fatale konfrontation, man mærker som uundgåelig. Der er en mareridtsfremdrift i historien om et klanopgør mellem to nabolandsbyer, som sammen med et muskuløst filmsprog og bragende præstationer gør filmen noget nær uafrystelig.

Broren til den lokale sheik, der både har politisk og religiøs magt i landsbyen, begynder at plages af forstyrrende drømmesyn om nært forestående fare. Naboklanen er nemlig begyndt at vende tilbage, efter at de forlod området, da det blev invaderet af ”terrorister” – måske Isis, måske kurdiske militser. De gør nu krav på den jord, deres naboer har dyrket i mellemtiden.

Situationen er en krudttønde af stolthed, tradition og religiøst selvsving, som foldes medrivende ud.

3. Rose

En mand vender i starten af 1600-tallet tilbage til sin forfaldne slægtsgård med entreprenørånd og mønt på lommen. Han hyrer karle og piger, køber husdyr, dyrker jorden og får sin plads i lokalsamfundet, da han redder en landsbyboer fra en glubsk bjørn. Senere bliver han gift og sætter en arving i verden.

Men manden er en kvinde. Markus Schleinzers smukke periodedrama er ironisk sat i ramme som en svindlerfortælling til skræk og advarsel.

Men Sandra Hüller tegner med sin største rolle siden dobbelttriumfen med The Zone of Interest og Frit fald et gribende portræt af en ambitiøs, trængt kvinde, hvis socialbedrag set med nutidens øjne er et svar på allestedsnærværende kvindeundertrykkelse.

2. Mouse

Kelly O’Sullivan og Alex Thompson slog sig sammen som romantisk og instruktørpar efter succesfilmen Saint Frances, hvor hun spiller hovedrollen. Sammen har de et uforligneligt talent for at fortælle dybt bevægende historier i et troværdigt, genkendeligt hverdagsliv.

Som deres forrige film, den skammeligt oversete Ghostlight, er Mouse en sorgfortælling. Den sky teenager Minnie mister sin sprudlende bedste veninde i et biluheld og knytter sig til venindens mor.

Den unge amerikaner Katherine Mallen Kupferer og britiske Sophie Okonedo er forrygende i hovedrollerne. De har begge mistet deres livs faste holdepunkt, og forsøger at støtte hinanden gennem sorgen, mens livet går videre omkring dem.

Det fører til en rørende ungdomsfortælling, som føles sitrende autentisk. Ikke overraskende er den baseret på personlige erfaringer.

1. Queen at Sea

Amerikanske Lance Hammer satte for atten år siden aftryk på festivalverdenen med selvmordsdramaet Ballast. Nu vender han endelig tilbage med Queen at Sea, et overrumplende velspillet demensdrama, som på intelligent vis diskuterer demensens dilemmaer.

Da Amanda overrasker sin 85-årige stedfar Martin i færd med at have sex med hendes demente mor, bliver hun så forfærdet, at hun ringer til politiet. Og sætter dermed en velment, men traumatiserende undersøgelse i gang, der eskalerer en familiekonflikt og sætter spørgsmålet om ældres seksualitet på spidsen.

Martin mener, at sex er en trøst. Amanda mener, at det er et traume. Moren Leslie har selv mistet evnen til at kommunikere sit følelsesliv. Tom Courtenay, Juliette Binoche og Anna Calder-Marshall er alle fremragende.

Scenen, hvor de ved køkkenbordet skal forklare deres situation over for en socialarbejder, er en formidabel, hjerteskærende skuespilopvisning rundet af frustration, indignation, afmagt og uforfalsket kærlighed.