Casting af psykisk robusthed

I dette forår har TV-Danmark på tv-stationens hjemmeside opfordret 11-12-årige børn til at melde sig til det nye program Danmarks klogeste barn, hvor 120 børn skal dyste om titlen. Først skal der dystes om at få lov at være med, og vejen til skærmen går indledningsvis gennem en række spørgsmål på hjemmesiden. På baggrund af besvarelserne vælges børn til videre casting, og blandt casterne er Torben Kruse, der forventer en del virak omkring programmerne. Dels i forhold til udvælgelsen af børnene og i forlængelse af dem deres forældre, dels i forhold til principielle diskussioner om, hvor meget børn skal paces, eller hvad intelligens og barndom egentlig er.

Torben Kruse har mange års erfaring med casting af reality tv-programmer og har sammen med sin kollega psykolog Leif Grieffelde udarbejdet et forslag til en uddannelse på området, som efter deres mening byder på mange både etiske og psykologiske problemstillinger. Tankerne til uddannelsen har gæret, siden de i efteråret 2000 mødte hinanden under castingen af den første sæson af Big Brother, som ifølge Leif Grieffelde var det første program med en psykolog involveret i udvælgelsesprocessen. Årsagen var, at broadcasteren ville sikre sig, at de potentielle medvirkende var psykisk robuste. Som Leif Grieffelde konstaterer med et skævt smil, ville tv-stationen gerne have en selvmordsgaranti — og det kunne han naturligvis ikke give.

"Tanken om at få en psykolog med på Big Brother hang blandt andet sammen med, at en deltager i den svenske udgave af Robinson Ekspeditionen havde begået selvmord efter programmerne. Man ville undgå en gentagelse, og man ville undgå det, som jeg sådan rigtigt psykolog-agtigt kalder grænseoverskridende aktiviteter i huset. Der var trods alt en økse i huset. Den kunne også bruges til andre ting end til at hugge hovederne af hønsene... Man ønskede garantier for folks personlighed, og det kunne jeg selvfølgelig ikke udstede. Men jeg kunne beskæftige mig med folks robusthed," fortæller Leif Grieffelde.

Leif Grieffelde og Torben Kruse har siden arbejdet sammen på en række andre reality-programmer, og de betragter samarbejdet mellem psykolog og caster som essentielt på produktioner med fokus på folks personlighed. Casting af tidens populære boligprogrammer handler mest om faglighed og kommunikationsevner, men relationsbaserede programmer som for eksempel Matchmaker eller strukturerede gruppedramaer som Big Brother stiller ifølge Torben Kruse store krav om at finde de rigtige personer.

"Hvis jeg skal caste en håndværker til et boligprogram, gælder det om at finde én, der kan betjene sit værktøj. Man skal have fagligheden i orden og kunne formidle det, man laver. I den casting er der egentlig ikke behov for en psykolog. Men det er noget helt andet, hvis der ikke er nogen dagsorden i et tv-program. Når deltagerne selv skal opfinde den som i Big Brother, så handler det ved Gud om, hvordan de er sat sammen."

Personlig grænsesætning
På Big Brother havde fire castere 3-4 måneder til at finde husets 10 deltagere. I første omgang blev der sorteret mellem et par tusinde besvarelser af spørgsmål, der var lagt på nettet for at indkredse folks personlighed. Siden gik 80 videre til gruppecasting, hvoraf en gruppe på 20 endte til den afsluttende casting, der blandt andet indebar udarbejdelsen af en psykologisk profil.

Leif Grieffelde følte sig rustet til opgaven fra sit arbejde med udvælgelse af folk i forsvaret og forstod ikke Psykologforeningens kategoriske afvisning af at bruge psykologer på programmerne. Foreningens holdning var ifølge Leif Grieffelde, at psykologer ikke måtte medvirke til, at personer udsætter hinanden for "onde ting". Han betragtede ikke konceptet som moralsk anstødeligt, men anerkendte, at der kunne være risikomomenter forbundet med det. Netop derfor var der grund til at finde robuste ansøgere, og han undrer sig over, at man ikke efterfølgende har taget en generel diskussion om, hvad man bruger psykologer til.

Kernen i den psykologiske del af castingen var samtaler, men deltagerne fik også nogle psykologiske prøver, som gav indtryk af, hvordan de bearbejder ting følelsesmæssigt og forstandsmæssigt, fortæller Leif Grieffelde. "I forbindelse med Big Brother var jeg meget optaget af deltagernes personlige grænsesætning. Man skulle have en klar fornemmelse af, hvem man var, og man skulle være i stand til at sætte sine egne grænser. Ikke mindst bagefter. Mange var sikkert ude efter de 15 minutters berømmelse, og det synes jeg er helt fair, men det er vigtigt at kunne bearbejde tingene, når rampelyset slukker. Når kamerafolkene vender ryggen til og opmærksomheden falder bort, bliver der meget koldt. Og har man så ressourcer til at tackle den form for stilhed? — for den har man sikkert ikke prøvet særligt mange gange i sit liv ..."

Central selviscenesættelse
Leif Grieffeldes arbejde mundede ud i en række anbefalinger af deltagerne. Han beskæftigede sig kun med deres personlighed, ikke med deres tv-tække. Ifølge Torben Kruse er personligheden også hans primære fokus, mens det er broadcasteren, som forholder sig til det endegyldige mål med at lave det bedste tv.

"Mit job er i høj grad at filtrere de uegnede eller psykisk skrøbelige fra, så man siden sammen med broadcasteren kan sammensætte et hold, hvor det i virkeligheden kun er detaljer, der afgør, om den ene eller den anden kommer med. Jeg kigger meget efter, om en person formår at bringe sig på banen i en diskussion. Det kan lyde lidt negativt, men det handler om selviscenesættelse. Hvor meget bringer man sig selv på banen, igen og igen og i forskellige sammenhænge, I Big Brother var det vigtigt med personer, som ikke døde, når festen var forbi, men som stadig kunne bibringe noget i det her fællesskab, der skulle opbygges i 100 dage."

Ifølge Leif Grieffelde er hans anbefalinger altid blevet fulgt. Han har aldrig haft ondt i maven over at skulle se en deltager på skærmen, men han ved godt, at mange sikkert synes, at programmerne bliver kedeligere af psykologarbejdet.

"Vi prøver jo at tage alle dem væk, som er på kanten. Jeg kan tænke på en række deltagere, der ville have givet mere drama og mere selvudlevering, men de havde ikke haft noget at falde tilbage på, og det er man nødt til at forholde sig til."

Redskaber til casting
Leif Grieffelde og Torben Kruse havde en række etiske diskussioner i forbindelse med Big Brother. Diskussionerne er fortsat på andre programmer gennem årene og har nu mundet ud i udarbejdelsen af en decideret caster-uddannelse på området. Der er i første omgang tale om en modulopdelt efteruddannelse, som skal ligge under Dansk Journalistforbund. Peter Bloch fra Journalistforbundets uddannelsesudvalg håber på, at den vil kunne tilbydes fra efteråret 2005, og både Leif Grieffelde og Torben Kruse er ivrige efter at komme i gang.

"Der er mange store spørgsmål forbundet med castingprocessen, som det er vigtigt at forholde sig til, inden en casting påbegyndes. Vi har snakket meget om det, som vi synes mangler, herunder hvordan man holder fokus på deltagerne, når programmerne lukker ned. Men casting-uddannelsen bliver meget redskabsbaseret. Hvordan caster man, og hvordan skelner man mellem forskellige typer af casting? Hvornår skal man eventuelt bruge en psykolog? Hvordan håndterer man, at man ind imellem står som en lus mellem to negle; mellem broadcasteren og deltageren. Man forholder sig til et konkret menneske, hvis interesser man gerne vil sikre, men det overordnede mål er samtidig at lave godt tv. Vi fornemmer, at der er et stort behov for at lære mere om de ting," fortæller Leif Grieffelde.

Torben Kruse mener, at hans loyalitet altid ligger hos deltageren, og det kan give interessekonflikter i forhold til broadcasteren. Som eksempel nævner han castingen af Popstars, hvor en pige ikke lagde skjul på, at hun også var med i opløbet til Stjerne for en aften. Broadcasteren ville gerne have hende overtalt til at satse på Popstars, men for Torben Kruse var det vigtigt, at hun selv traf valget. Han fortalte hende om forskellene på de to programmer, men syntes, at det ville være uetisk med lokkende overtalelse ved for eksempel at forsøge at love mere eksponering på det ene program frem for det andet.

Professionalitet og tydelighed
En af de ting, som Torben Kruse mener han har lært gennem årene og vil kunne formidle videre, er hvordan man tackler deltagersamtalerne professionelt. "Det er vigtigt at efterlade folk på en pæn måde, uanset hvordan en samtale forløber. Udvælgelsessamtaler kan gå meget tæt på, og begge parter skal være klar over rollerne fra starten."

"Vi har også lært, at man aldrig kan være tydelig nok, og at man skal tage fat i folk bagefter. Ellers bliver folk overladt til sig selv og deres egne fantasier om, hvad der er foregået. Man skal være præcis. Hvad forventer vi af dig, og hvad kan du forvente af os? Hvad får du, og ikke mindst hvad får du ikke? Der har været nogle episoder med dumme misforståelser som i programmet Danmarks værste bilist, hvor de tre tilbageblevne trods gentagne gennemgange af programmets præmisser fejlagtigt troede, at de ville vinde noget. Ideen var, at man i kraft af programmerne skulle blive bedre til at køre bil, og syv af de ti deltagere ville få en gevinst, fordi de forbedrede sig undervejs. De tre sidste ville ikke få præmier, fordi de rent faktisk var så dårlige, at de burde gå hjem og tænke over deres kørefærdigheder. De informationer havde alle fået skåret ud i pap og præciseret, men da vi står med de tre sidste, spørger de alligevel, hvad de får i præmie. Man kan aldrig være tydelig nok."

Når det gælder udviklingen inden for reality-tv ser Leif Grieffelde og Torben Kruse en klar tendens væk fra mere kompromitterende koncepter med folks personlighed i centrum mod programmer baseret på faglighed eller færdigheder. Som Torben Kruse siger, handler det mere om, hvorvidt man kan sætte et hus i stand og sælge det, end om hvem man er som person. Sidste sæson af Robinson Ekspeditionen havde dårlige seertal, og nu forsøger man at gå nye veje. Blandt de nye skud på tv-stammen er nu Danmarks klogeste barn, hvor der stilles skarpt på børns faglige færdigheder. Det er måske ikke klassisk, konfliktsøgende reality-tv, men det burde skabe debat.