Dansk farfars selvmord sidder som et traume

Mia Hansen-Løve lyder umiddelbart som navnet på en kommunalt ansat i Region Syddanmark. Men bag det meget danske navn gemmer sig en helt igennem fransk instruktør, der tilhører verdenstoppen i den internationale filmliga.

Sidste år var hun aktuel i danske biografer med det meta-romantiske drama Bergmans ø, som udfolder en historie om to filmskabere, der på Ingmar Bergmans hjemø kæmper med kunsten og kærligheden.

Og nu er hun tilbage med En dejlig morgen, der med historien om en oversætters liv på mange måder er en hyldest til sprog i alle mulige størrelser.

”Jeg forstår og kan sige lidt, for jeg har læst dansk i to år på universitetet,” siger Mia Hansen-Løve på dansk med tyk accent, da jeg møder hende på Cannes-festivalen og fortæller, at jeg er fra Danmark.

Instruktørens navn stammer fra hendes halvdanske farfar, der i sin tid forlod Danmark og rejste ud i verden. For Mia Hansen-Løve er hans navn primært forbundet med et familietraume, der ikke er sådan at ryste af sig.

”Danmark betyder meget for mig, men det er på en sær måde. Jeg har et dansk navn, men jeg mødte aldrig min farfar, der begik selvmord. Så der er mange spørgsmål forbundet med den danske del af mig, og jeg bliver hjemsøgt af mine danske rødder,” fortæller instruktøren.

”Min farfar repræsenterer en form for melankoli, der har formet mig som menneske og filmskaber. Når et menneske begår selvmord, efterlader personen sig et aftryk på den næste generation. Det traume kan blive siddende længe, og på en måde har den melankolske byrde levet videre i min familie. Det bærer jeg altid med mig, og som instruktør har jeg kunnet kanalisere melankolien og gøre den til noget positivt.”

Sprogets forfald
En dejlig morgen handler om Sandra (Léa Seydoux), der arbejder som oversætter på freelance-basis. Hun er alene med sin otteårige datter, men kæmper mere med at få hverdagen til at hænge sammen for sin gamle far, hvis demens svækker hans sind mere og mere.

Da Sandra møder en ven fra gamle dage, hengiver kvinden for hvem det meste handler om sproget sig til kødets lyster. De to indleder en passioneret affære, der ligesom alt andet i hendes liv dog udvikler sig til et temmelig kompliceret forhold.

Mia Hansen-Løves far var filosofiprofessor og arbejdede med at oversætte tekster fra tysk til fransk. Også Sandras far har i En dejlig morgen levet for litteraturen, og alle hans bøger på hylderne står nu som smertelige påmindelser om, at hans sprog er i forfald.

”Det rørende ved forholdet mellem Sandra og hendes far er, at hun ikke kan fortælle ham, hvad hun føler, og hvem hun er. Hun kan kun hjælpe ham med at sætte ord på ting,” siger Mia Hansen-Løve.

”De kan ikke kommunikere, fordi han mister sit sprog og bliver trukket ind i sit eget sind. Filmen handler om sprogets forfald, men der er også poesi i de små ting, som det lykkes ham at udtrykke. Jeg prøver med filmen at finde ind til, hvad der er tilbage, når ordene slipper op. Mennesker er ikke bare en krop, som livet på et tidspunkt ebber ud af. Jeg tror på, at der er et spirituelt element, som gør os til mennesker.”

Instruktøren legede som ung selv med tanken om at arbejde som oversætter, og filmen er en tydelig hyldest til hendes far Ole Hansen-Løve, hvis død sparkede projektet i gang.

”Der er noget virkelig smukt ved at være oversætter, fordi man skal formidle en andens ord så rent som muligt. I filmen er det også en metafor for Sandras væsen, fordi hun hele tiden skal tage sig af andre. Sådan er livet for mange mennesker, og det ville jeg vise.”

Gode og onde Trier
Mia Hansen-Løve er rundet af den franske nybølge og arbejder i sine film videre i traditionen fra instruktører som Éric Rohmer.

Hendes danske favoritinstruktør er salig Carl Th. Dreyer, mens vores moderne mester Lars von Trier er for ond til Hansen-Løves smag. Alligevel kan hun ikke lade være med at se hans film og har en klar yndlingsfilm i hans oeuvre.

”Han er en fantastisk instruktør, og jeg er altid spændt på at se det næste fra hans hånd, men hans blik på verden er så kynisk. Jeg blev virkelig imponeret over Melancholia, og det giver vel sig selv hvorfor. Titlen talte i hvert fald til mig,” siger instruktøren med et grin.

Til gengæld føler Mia Hansen-Løve sig filmmæssigt i familie med en anden Trier, nemlig norske Joachim Trier, der med sin Oslo-trilogi har lavet nogle af nyere tids bedste nordiske film.

”Jeg havde faktisk en interessant samtale med Joachim, der har lidt den samme historie som mig, og som jeg har meget til fælles med. Jeg er vild med hans film, og da jeg så Oslo, 31. august føltes det som at se en film, som et familiemedlem havde lavet.”

Drømmen om Tove Ditlevsen
Bergmans ø blev optaget på Fårö, hvor Ingmar Bergman huserede, skrev og optog de fleste af sine hyldede mesterværker.

Mia Hansen-Løve forelskede sig i øen og det svenske sprog, men drømmer om at konfrontere sine danske rødder ved at lave en film i farfarens hjemland.

”Jeg ville virkelig elske at komme til Danmark og lave en film!” siger Mia Hansen-Løve, da jeg lufter muligheden for hende efter det svenske eventyr.

Og instruktøren har allerede gjort sig tanker om, hvilken slags historie hun kunne have lyst til at realisere på dansk jord.

”Jeg har ikke fået læst hendes bøger endnu, men jeg fik lyst til at filmatisere Tove Ditlevsens historier, da hun for nyligt blev genudgivet. Jeg læste om Københavnertrilogien i New York Times, og alene anmeldelsen fik mig til at føle mig enormt knyttet til hende.”