Debat
16. jan. 2026 | 17:58

Den danske presse er dumpet

Foto | Shawn Thew

Uden at høre den anden side har de danske medier taget udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og grønlandske Vivian Motzfeldts udlægning af mødet med J.D. Vance og Marco Rubio for gode vare.

Den samlede danske journaliststand er blevet et logrende kommunikationsbureau for Lars Løkke Rasmussen og den danske regerings budskaber.

Af Øjvind Hesselager

”Vi skriver ikke ’vi’ om landsholdet!”

Sådan lød det fra journalist og redaktør Lasse Ellegaard, da jeg engang i forrige århundrede blev hyret til at fylde Informations bagside med sport nogle af ugens dage.

Det er en journalistisk dyd, at pressen ikke holder med nogen og ikke fælder dom, hvis man kun har udtalelser fra interessebårne kilder som datagrundlag. Denne dydighed gjaldt dengang altså også sporten, hvilket blev understreget af udtrykket: No cheering in the press box!

I den journalistiske selvforståelse skal en sag dækkes nøgternt og balanceret ud fra de tilgængelige oplysninger.

Hvis kilder har en forskellige opfattelse et forløb, markerer mediet det ved forbehold som ”ifølge”. Opgaven består dernæst i at finde dokumentation, der så vidt muligt kan fastslå, hvem der har ret.

Ikke desto mindre eksisterer der under det igangværende EM i håndbold et markant ”vi”. Og nu er dette ”vi” også sneget sig ind i dækningen af udenrigspolitikken.

Hvordan ved vi, at den version af forløbet af mødet i Det Hvide Hus, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har leveret, er mere sand end den, som pressesekretær i Det Hvide Hus Karoline Leavitt abonnerer på?

Som alle ved, har Løkke – eller Luca, som han blev kaldt på amerikansk tv – givet udtryk for, at aftalen resulterede i, at en højstatus arbejdsgruppe skal drøfte konflikten. Pressesekretæren er derimod af den opfattelse, at arbejdsgruppen skal afklare, hvordan den amerikanske overtagelse af Grønland konkret skal finde sted.

To forskellige kilder refererer et forløb vidt forskelligt. Og ganske vist var Karoline Leavitt i modsætning til Løkke ikke til stede under mødet, men hendes version er den, det officielle USA deklarerer som sandheden.

Vi skal med andre ord introducere et forbehold, hver gang sagen drøftes. Det hedder fra nu af ”ifølge”.

Sandheden er ikke objekt
Men sådan er det ikke gået. Derimod er den samlede danske journaliststand blevet et logrende kommunikationsbureau for Lars Løkke Rasmussen og den danske regerings budskaber.

Det er i sig selv alvorligt nok, men endnu mere begrædeligt er, at ingen interesserer sig for at løfte bevisbyrden. For vi ved jo allerede, hvem der har ret. Donald Trump og hans folk lyver, mens Lars Løkke Rasmussen taler sandt.

Eller gør vi?

Jeg skal undlade at rippe op i en række situationer, hvor samme Lars Løkke Rasmussen er blevet tillagt andre egenskaber. En elementær søgning på ordene ”Lyver Løkke” udløser en række resultater, som du selv kan besøge.

Og forestil dig, at forløbet i dialogen på mødet har været således: Amerikanerne forklarer, at de ønsker at købe og overtage Grønland. Den danske delegation markerer, at Grønland ikke er til salg. De to lejre fortsætter med at argumentere, men kan ikke blive enige.

Parterne beslutter derpå, at konflikten skal drøftes på en kommende møderække.

For amerikanerne er sagen klar. Møderne skal handle om køb af Grønland. For danskerne er sagen lige så klar. Møderne skal handle om at løse den konflikt, at amerikanerne vil købe noget, der ikke er til salg.

Dermed eksisterer der to versioner, der er sande i hver sin verden. Sandheden er ikke objektiv. Den er sanset, oplevet, tolket, ønsket. Og den journalistiske opgave er ikke at stable et ensidigt propagandaapparat på benene, men derimod at oplyse mediebrugerne bedst muligt om, at der eksisterer forskellige versioner.

Det kan der være forskellige grunde til, men vi er ikke i stand til at løfte sagen lige nu.

Elevlærdom
Når jeg bruger overskriften ”dumpet”, skyldes det, at jeg har ageret censor på Danmarks Journalisthøjskole.

Enhver journaliststuderende ved, at en sag skal belyses fra det antal sider den har, og det er altid mindst to.

De ved, at hvis man holder mere med den ene side end med den anden i en sag, hvor påstand står mod påstand i nyhedsdækningen, er man dumpet, hvis det sker, uden at man tilføjer sagen yderligere research.

Det besynderlige er, at denne banale lærdom åbenbart skæres fra, når nyhederne skæres til – i hvert fald når modstanderen er Trump, og sagen er Grønland.

Dét bliver vi kun dummere af. 

Kommentarer

Øjvind Hesselager

Født 1962 i Ribe.

Uddannet cand.comm.

Har været ansvarshavende chefredaktør på blandt andet fagbladet Journalisten og Bornholms Tidende.

Har produceret dokumentarprogrammer til DR med Jakob Gottschau, som han mødte på Månedbladet Press, hvor de var redaktører sammen.

Skriver i dag for magasinet Ræson og Filmmagasinet Ekko.

© Filmmagasinet Ekko