Viborg: Den menneskelige animation

Regndråbernes slag mod taget lyder som tusind pauketriller og forvandler Tinghallen, centrum for Viborg Animation Festival, til et rum gennemstrømmet af mytologisk atmosfære.

Den perfekte stemning til at supplere hallens udstilling med værker af årets festivalkunstner, Tomm Moore.

Den tredobbelt-Oscar-nominerede instruktør bag Brendan og hemmelighedernes bog, Sangen fra havet og Wolfwalkers samt medstifter af successelskabet Cartoon Saloon trives nemlig i myternes land.

Alle hans film har rod i folklore fra hjemlandet Irland. I udstillingen ses tidsfrosne øjeblikke fra de billedskønne film, hvoraf Sangen fra havet delvist blev til i Viborg.

”3d-animation efterligner live-action, som kun har lidt over 100 år på bagen. Men med tegninger kan vi trække på hele 2000 års maleriske stilarter,” sagde Tomm Moore for nylig til Ekko og fremhævede den håndtegnede animations kraft i en tid, hvor kunstig intelligens truer animationsbranchen.

Efter afslutningen på sin trilogi brugte instruktøren et år på bare at tegne, og i udstillingen ses smagsprøver på de vidt forskellige resultater. Fra skitseagtige portrætter af nøgne kroppe til farvede motiver, der viser, hvordan kunstnerens idéer former sig på papir, længe inden de vækkes til live.

Det handler om vand
Trodser man regnen og fortsætter de få meter hen til Viborgs gamle vandtårn, går vejret igen op i en højere enhed.

”Det handler om vand!” griner de festivalfrivillige ude foran tårnet og åbner ind til det store rum, hvor animationsværket Watering Minds er sat op.

Ungarske Marcell Mostoha har skabt værket sammen med det lokale kunstnerkollektiv Plastic Collective, hvis medlemmer har vundet prisen for bedste animation ved Ekko Shortlist Awards i 2019 med Egg og i 2023 med Forår.

Man bliver i tvivl om, hvorvidt den dundrende, våde lyd er en effekt eller den naturlige konsekvens af regnen i tårnets vandrør. Men sammen med ulmende musik danner det en stemningsfuld ramme om animationen af skiftende, abstrakte former, der alle minder om vand, projekteret direkte op i tårnets loft.

Små dryp, lange sammenhængende dråber, aggressive bølger og de små mikrober, der lever i vandet, kan ses. Man kommer uvægerligt til at tænke over al den kraft og variation, der findes i det simple, altafgørende stof H2O – som jo udgør størstedelen af os selv – mens man stirrer sig helt ned i dybet.

Traumatisk safran
På vej mod Galleri NB får man ondt af den gennemblødte streetfood-festival, der i samarbejde med Viborg Animation Festival viser film under åben himmel på byens paradeplads.

Men i galleriet er der tørt, og igen i år byder festivalen på et udpluk af jordens bedste virtual reality-dokumentarer med Anidox:VR Awards Exhibition, hvor to værker skiller sig særligt ud.

Det ene er Less than 5gr of Saffron, der er skabt af iranske Négar Motevalymeidanshah. På syv minutter og med simpel animation fortæller hun en medrivende, nonlineær historie om en ung iransk kvinde, der i sit nye, tyske hjem forsøger at lave en gammel familieret.

Da den kraftige farve fra safran-krydderiet spreder sig rundt i køkkenet, sendes hun og publikum tilbage til flugten over havet, hvor hendes familie druknede. Man mærker den sanseligt smertefulde kontaktflade mellem hverdag og traume.

Skydespillets stresshelvede
Det andet højdepunkt er britiske Barry Gene Murphy og May Abdallas interaktive Impulse: Playing with Reality. Det er en efterfølger til Goliath, som var det helt store højdepunkt for undertegnede på festivalen i 2022.

Goliath bruger genialt VR til via spil og Tilda Swintons stemme at lade publikum opleve følelsen af skizofreni. Impulse gør det samme med svær adhd.

I et gudesmukt univers, der virkelig udnytter mediet, oplever man historien om fire mennesker. De har alle været afhængige af at være i livsfare på grund af den impulsforstyrrende, psykiske lidelse. Samtidig springer værket ekvilibristisk rundt mellem spil, der illustrerer følelserne.

Ét af dem er et stresshelvede af et skydespil fra hjernen indre, hvor det er umuligt at holde fokus. Det er åbenlyst, at VR er perfekt til at udbrede indsigten i psykiske lidelser. Man kan kun glæde sig til flere værker fra Barry Gene Murphy og May Abdallas hånd.

Umulig at pitche
I den lokale biograf støder Ekko på animationsinstruktøren Sara Koppel. Hun har kun været knap tre timer i byen, men har allerede nået at overvære et af festivalens stærke kortfilmprogrammer.

I 2022 var hun selv årets kunster på festivalen. I år er hun i Viborg som jurymedlem ved fredagens pitch-konkurrence, men er også selv i konkurrencen med den balstyriske, sensuelle kortfilm 2nd Day & the End of the World.

”Den handler om følelsen af magtesløshed i samfundet, det svære ved at tage beslutninger, dysfunktionelle familieforhold og miljøforurening. Alt samme fortalt på en abstrakt måde,” siger kunstneren og tilføjer grinende:

”Ja, hvis jeg selv skulle pitche den til nogen, ville de nok ikke fatte noget, så derfor har jeg finansieret den selv.”

Dansk film og især animation er i disse år ramt af økonomisk krise. Men i den nye produktionsrabatordning – hvor man kan søge om skatterabat, hvis man producerer i Danmark – er der allokeret 25 millioner kroner specifikt til animation.

Sara Koppel, som indtil for nylig var forperson for animationsorganisationen ANIS og stadig sidder i bestyrelsen, er forsigtigt optimistisk, når et kommer til produktionsrabatterne.

”Jeg tror egentlig ikke, at ordningen direkte vil gavne den kunstneriske del af branchen, som jeg repræsenterer. Men den kan skabe arbejdspladser og hjælpe de større produktioner, som vil gavne det samlede økosystem,” siger instruktøren.

Særlig kategori til AI
Hun har også stærke holdninger til brugen af kunstig intelligens i animation.

”Mange begynder at implementere det mere og mere, men personligt vil jeg aldrig bruge det. Især fordi der er et kæmpe klimaregnskab, som ingen taler om. Der er generelt ikke nogen, som taler om bæredygtighed i animationsbranden,” siger instruktøren.

Sara Koppel er også bange for, at AI kommer til at homogenisere det kunstneriske udtryk, fordi AI genbruger de samme billeder i uendelighed.

”Hvis man absolut vil bruge det, bør det krediteres, hvad AI er blevet brugt til. Ellers usynliggør man det, vi beskæftiger os med. I øvrigt synes jeg slet ikke, at AI-film hører til i animationskategorien, hvor de altid placeres.”

”Jeg vil gerne tale for at skabe en ny kategori til AI-film, selv om jeg principielt er imod dem. I fremtiden bliver folk måske gode til at lave dem, og det er fint. Men der er ingen grund til, at de skal konkurrere på lige fod med film, som folk har åndet og levet for i flere år.”