Nyhed
06. mar. 2026 | 15:31 - Opdateret 06. mar. 2026 | 17:52

Den uønskede palæstinenser

Foto | Snowglobe

Dokumentaren Palestinian Unwanted handler om instruktøren Omar Shargawi (i midten) og hans deltagelse i den palæstinensiske bevægelse i Danmark. 

Festival-aktuelle Omar Shargawi har ikke fået mulighed for at svare i Weekendavisens artikel, hvor han kaldes ”antisemitisk”. Han oplever, at man vil lukke munden på ham og andre palæstinensiske stemmer.

Af Frederik Hoff

Palestinian Unwanted er titlen på Omar Shargawis personlige dokumentar, der får premiere på Cph:Dox den 14. marts. Den foreløbige modtagelse modsiger ikke titlen, der peger på, at Shargawis og andre palæstinensiske stemmer er uønskede herhjemme.

I Weekendavisen kunne man således den 3. marts læse artiklen Den blodrøde løber. Her bliver festivalens kunstneriske direktør Niklas Engstrøm spurgt, hvorfor festivalen vil vise en film af ”en antisemit” i programmet Special Premieres.

I henhold til Racismeparagraffen er det ulovligt offentligt at fremsætte antisemitiske forhånelser og nedværdigelser. Det kan give fængsel i op til to år.

Dansk-palæstinensiske Omar Shargawi – der spillefilmdebuterede i 2008 med Gå med fred, Jamil – har de seneste år deltaget aktivt i den palæstinensiske bevægelse i Danmark. Sidste år havde han et omtalt sammenstød med Weekendavisens ansvarshavende chefredaktør Martin Krasnik, som det er planen, at han skal debattere med under Cph:Dox.

”Når jeg har takket ja til at stille op til debat med Martin Krasnik om vores kontrovers og Palæstina-Israel, så undrer det mig, at hans avis inden da forsøger at begå karaktermord på mig,” siger Omar Shargawi til Filmmagasinet Ekko.

Artiklen, der er skrevet af Poul Pilgaard Johnsen, refererer til en episode i september 2025, hvor Shargawi konfronterede Krasnik på åben gade og stillede ham spørgsmål om avisens tilgang til Israel og Palæstina.

Det resulterede i en debatudveksling i Weekendavisen, men i den nye artikel betegner Poul Pilgaard Johnsen instruktørens adfærd som ”meget aggressiv” og bemærker, at Krasnik er jøde.

”Poul Pilgaard Johnsen antyder, at jeg går efter Krasnik, fordi han er jøde. Så nu har jeg på sociale medier offentliggjort en video, der blev optaget samme dag, og hvor jeg konfronterer Poul Pilgaard Johnsen.”

”Han er mig bekendt ikke jøde, så det er løgnagtigt, når han laver den hentydning. Og jeg har sammen med min makker også tidligere lagt en video op, hvor vi konfronterer BT’s chefredaktør Simon Richard Nielsen, som heller ikke er jødisk.”

Forsøg på at dæmonisere
Omar Shargawis Palestinian Unwanted handler om hans aktivistiske arbejde og følelsen af afmagt i den nuværende situation i Palæstina, men trækker også tråde tilbage til hans fars flugt fra landet i 1948.

Instruktøren oplever, at man forsøger at lukke munden på ham og andre palæstinensiske stemmer.

Konfrontation af Martin Krasnik mødte kritik fra politikere, inklusive kulturminister Jakob Engel-Schmidt, og artiklen i Weekendavisen oplever instruktøren som et forsøg på at presse Cph:Dox til at tage hans film af programmet.

I artiklen bliver Shargawi især beskrevet som antisemitisk på grund af et opslag, han lavede på X den 11. maj 2025.

”Den jødiske stat standser ikke, før den har tømt det sidste barn i Gaza for blod,” skriver han og beskylder verdensledere for at deltage i et ”bestialsk ritual” og være ”i ledtog med djævelen”.

Ifølge Weekendavisens artikel lyder det som ”klassisk antisemitisme, hvor jøder kædes sammen med sammensværgelser, børneblod og sataniske ritualer”.

Omar Shargawi fortæller, at hans pr-ansvarlige rakte ud til Weekendavisen for at høre, om de ville interviewe ham om Palestinian Unwanted, men de takkede nej. I stedet kom det kritiske interview med Niklas Engstrøm, som ikke blev forelagt for instruktøren. Derfor svarer han på kritikken i Ekko.

– Weekendavisen kalder dit opslag på X for antisemitisk. Er det ikke det?

”Der er overhovedet ikke noget antisemitisk i det. Israel kalder sig selv for den jødiske stat og tager patent på jødedom, hvilket er et stort problem,” siger Omar Shargawi.

”Det folkedrab, der finder sted i Gaza, kan ikke beskrives som andet end djævelsk. Men jeg klandrer ikke jøder for det. Israel repræsenterer heldigvis ikke alle jøder. Islamisk Stat begår også forbrydelser, der kan kaldes djævelske, uden at det er rettet mod alle muslimer.”

”Det her er et billigt forsøg på at udskamme mig og dæmonisere palæstinensiske stemmer, ligesom man gjorde med jødiske stemmer, da nazisterne begik folkedrab på dem,” lyder det fra instruktøren, der stadig agter at debattere med Martin Krasnik den 12. marts i Grand Teatret under Cph:Dox.

Problematiske formuleringer
Ekko har spurgt Martin Krasnik, hvorfor Weekendavisen ikke har forelagt påstanden om antisemitisme for Omar Shargawi, og hvorfor de sætter spørgsmålstegn ved instruktørens deltagelse i Cph:Dox, hvor Krasnik har sagt ja til at debattere med ham.

”Vi forelagde ikke for Omar Shargawi, fordi det var et interview med Niklas Engstrøm om beslutningen om at vise Shargawis film. Omar Shargawi er naturligvis helt velkommen til at reagere på det, også i Weekendavisen, hvis han vil,” svarer Martin Krasnik i en mail og fortsætter:

”Weekendavisen laver hver uge et kritisk kulturinterview, og her spørges der til Cph:Dox’ overvejelser om at vise filmen, hvilket er helt relevant. Hverken jeg eller Weekendavisen har noget ønske om at ’udskamme’ eller ’dæmonisere’ palæstinensiske stemmer, vores avis har haft mange af dem. Jeg synes, det er godt, at Cph:Dox vil lave en debat om filmen, og jeg ser frem til at tale med Shargawi.”

– I Weekendavisens artikel formuleres det i et spørgsmål sådan, at festivalen ”viser en film af en antisemit”. Er det Weekendavisens holdning, at Omar Shargawi er antisemit?

”Det er Poul Pilgaard Johnsen, der interviewer ham, så du må jo spørge, hvad han mener med det. Jeg synes selv, at Shargawi bruger nogle ret problematiske formuleringer om jøder.”

– Jeg går ud fra, at der har været en redaktør tilknyttet, og Poul Pilgaard Johnsen er – så vidt jeg ved – fastansat. Vi vil derfor gerne høre, om Weekendavisen kan stå inde for at betegne Omar Shargawi som antisemit?

”Jeg kan stå inde for, at Poul Pilgaard er helt fri til at stille det spørgsmål.”

Politikere blander sig
Omar Shargawi mener, at det har været sværere at få hul igennem til pressen med Palestinian Unwanted end med tidligere film.

Da hans forrige dokumentar Western Arabs havde premiere i 2019, blev han interviewet i Politiken og anmeldt i flere store medier. Men med Palestinian Unwanted har det været svært.

”Før måtte vi tage strategisk stilling til, hvilke medier der var de mest rigtige at tale med, men denne gang har flere medier takket nej. Et stort medie mente faktisk, at filmen ikke er kontroversiel nok, og at den palæstinensiske lidelseshistorie er hørt for mange gange,” fortæller instruktøren.

”Palæstinensisk lidelse passer simpelthen ikke ind i det narrativ, der præger det danske mediebillede.”

Da Kulturminister Jakob Engel-Schmidt kritiserede Omar Shargawis interview med Martin Krasnik som ”grænseoverskridende” i oktober 2025, var det i forbindelse med et spørgsmål fra Dansk Folkepartis Mette Thiesen. I lyset af episoden ville hun have ministeren til at redegøre for, om instruktøren stadig modtager kulturstøtte.

I december 2024 ville partiets formand Morten Messerschmidt vide, om Shargawis podcast En snak om Palæstina modtager nogen form for støtte fra Kulturministeriet. Det gør den ikke.

”Man forsøger at lægge pres på, at jeg ikke skal have kulturstøtte og kunne bruge min stemme,” siger Omar Shargawi.

Filmstøtte er stoppet
Instruktøren oplever også, at det er blevet sværere at lave film, efter han har kastet sig helhjertet ind i den palæstinensiske sag.

”De seneste mange projekter, jeg har ansøgt om støtte til på Filminstituttet, har alle sammen haft en palæstinensisk vinkel. Jeg har ikke fået støtte til nogen af dem – bortset fra Palestinian Unwanted, som fik 50.000 kroner i udviklingsstøtte i 2024.”

”Jeg kan jo ikke med sikkerhed sige, at det er på grund af mit navn alene, men gang på gang får jeg afslag fra Filminstituttet. En af gangene var argumentet, at der ikke er noget nyt og spændende i, at jøder og palæstinensere slår hinanden ihjel.”

– Fik du færre afslag tidligere?

”Da jeg begyndte at insistere på, at det skulle handle om Palæstina, blev afslagene hyppigere. Den her film er lavet for stort set ingen penge. Nogle fonde har været så gode at hjælpe, og så har jeg haft producere, der troede på filmen og på mig som filmskaber og var villige til at kæmpe for at komme i mål med filmen.”

Palestinian Unwanted er produceret af Katrin Pors, Rula Nasser og Aseel Abu Ayyash med anerkendte Snowglobe (Verdens værste menneske) og jordanske Imaginarium Films som produktionsselskaber.

I maj 2025 fortalte Ekko, at Omar Shargawi også er ved at samle ind til et spillefilmprojekt om Palæstina med titlen Last of His Kind, produceret af det uafhængige produktionsselskab 1948 Productions.

”Gejsten fejler ikke noget, og vi skal nok skaffe penge ind på den ene eller anden måde. Det gør også filmen lidt mere halal, for at bruge et muslimsk udtryk. Den finansieres af folk, der er investeret i den palæstinensiske sag, så vi ikke skal gå på kompromis med vores historie,” siger instruktøren.

Fokus på diversitet
Ekko har spurgt Det Danske Filminstitut om, hvorfor Omar Shargawis støtteansøgninger bliver afvist. Anser instituttet det ikke som en vigtig opgave at bidrage til samfundsdebatten og øge pluralismen i et – mener nogle – ensidigt mediebillede?

”Vi kan ikke udtale os om enkelte projekter eller ansøgninger, men helt generelt er det sådan, at vi hvert år modtager langt flere ansøgninger, end vi kan imødekomme,” skriver kommunikationschef Eva Hein fra Det Danske Filminstitut i en mail.

”Når en konsulent skal vurdere en ansøgnings potentiale, sker det ud fra en række forskellige kriterier, såsom projektets kunstneriske og filmiske kvaliteter, originalitet, talent, kompleksitet og udvikling af filmsproget. Ligesom de arbejder med et generelt fokus på at støtte bredt og diverst,” fortsætter hun.

”Det vil altid være op til den enkelte konsulent at afgøre, om et projekt skal indstilles til støtte eller ej. Ansøgere, der får afslag, har altid mulighed for at genansøge hos en anden konsulent.”

Trailer: Palestinian Unwanted

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko