Dengang jeg hjalp et ungt geni

Alt kan lade sig gøre! 

Det har været Per Holsts mantra gennem en lang karriere. Producenten har skabt mere end 70 film, der tæller klassikere som Pelle Erobreren, Kundskabens Træ og Flamberede hjerter.

Men mantraet blev for alvor udfordret, da Per Holst i begyndelsen af 1980’erne mødte en ung mand ved navn Lars von Trier.

”Her var et menneske, som tænkte helt anderledes, så det krævede en masse af folk omkring ham,” fortæller Per Holst, der ikke desto mindre kastede sig ud i at producere Triers debutfilm Forbrydelsens element fra 1984.

I filmen husker politimanden Fisher under hypnose, hvordan han efterforskede en række gådefulde børnemord, og hans identitet langsomt smeltede sammen med seriemorderens.

”Det er mærkeligt, meget mærkeligt,” tænkte Per Holst, da han læste manuskriptet. Han forsøgte da også at høre Trier, om han ikke kunne arbejde lidt mere på plottet.

”Jeg sagde, at jeg godt kunne tænkte mig, at der var lidt mere krimi, og at man forstod det hele mere tydeligt,” siger Per Holst.

Men svaret var klart og kompromisløst fra Trier. Det kunne ikke ændres. ”Vil du lave det, eller vil du ikke lave det?” spurgte Trier, og så slog Per Holst til. 

”Han var et ungt geni. Han var meget stædig, og det er min erfaring, at det er de mest vanskelige, som laver de bedste film,” siger produceren. 

Optagelserne fandt blandt andet sted på Stevns Klint og toppen af et parkeringshus i København, hvorfra Marmorkirkens kuppel kunne ses. Men i filmen er Danmark slet ikke til at kende. Der er vand overalt og et konstant mørke, som fremkalder en undergangsstemning.

Man kunne ikke forestille sig noget længere væk fra den velmenende socialrealisme og de hyggelige folkekomedier, som prægede dansk film dengang.

”Filmholdet var rundt alle mulige sindssyge steder. De var nede i kloakker, hvor de havde lort op og ned ad armene, og ude i stormvejr med store kraner, som der blev lavet udspring fra,” fortæller Per Holst.

De fleste optagelser fandt sted om natten, og scenerne blev badet i en pisgul belysning.

”Det var en ny måde at sætte lys på. Helt epokegørende. Normalt var det vigtigt, at man kunne se, hvad der var i billedet. Men her dyrkede man jo næsten det modsatte,” siger Per Holst begejstret.

”Når filmfolkene spiste mad på settet, var det meget uappetitligt på grund af lyssætningen. Alt var gult og grimt. Derfor var vi nødt til at sætte almindelige lamper op ved maden.”

Forbrydelsens element blev sensationelt udtaget til hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen, hvor den oven i købet vandt en pris. Producenten mener, at hans kreative rolle mest bestod i at sige ”værsgo at gå i gang”.

”Lars siger selv, at jeg har givet ham gode råd. Men jeg kan ikke huske, hvornår jeg har gjort det. Han vidste jo lige præcis, hvad han ville. Og sådan har det været lige siden.”

”Du kan enten være diktator eller – som jeg arbejder – lade tingene ske af sig selv. Og så måske lige gå ind og hjælpe en smule. Men om de hørte efter, er ikke sikkert.” 

Men Forbrydelsens element var også en film, som tærede på kræfterne hos producenten, der ikke siden har produceret en Trier-film.

”Hold kæft, hvor var jeg træt af det, mand. Bagefter var det jo dejligt, men det var hårdt arbejde,” siger Per Holst.

Året efter havnede han i den modsatte grøft, da han både instruerede og producerede den platte folkekomedie Walter og Carlo – Op på fars hat, som stadig er den fjerde mest sælgende danske film i nyere tid.

”Filmenvar en spøg, men jeg skal love for, at pressen kom efter mig. Jeg havde lige vundet en Bodil med Triers film, og så gik jeg ud og lavede Walter og Carlo. Anmelderne var sateme så fornærmede, men det har jeg aldrig ladet mig gå på af,” griner Per Holst. 

Og producenten har stadig en høj stjerne hos Lars von Trier. Til Ekko skriver instruktøren kort og godt: ”Per var der, turde mer og stadig stærk, som I ser!”