Det store freakshow

For nylig så jeg et billede af en pige på fjorten, som havde udviklet en svulst på syv kilo lige midt i ansigtet, hvor den sad og spærrede for både næse og mund og øjne, indtil læger og specialister, flankeret af kamerahold fra hele kloden, fik den opereret væk, så hun kunne komme på både fjernsyn og internet og fortælle om sit livs skamfering, og om hvordan det føltes at vakle omkring som et levende monster, omgivet af journalister og fotografer (eller måske var pigen syv og svulsten fjorten, det kan være meget svært at huske i al det postyr ...).

Under alle omstændigheder står det vansirede ansigt som billedet på de konkurrerende mediers måde at tænke på i 2006. I fjernsynet, som mere og mere ligner ugebladsproduktion, er de bedste historier vanskæbne og helvedes-oplevelser — spektakulære, pittoreske, chok-gispende og sjælsrystende.

Udviklingen har også ramt dansk dokumentarfjernsyn, der på få år og i al diskretion har omlagt hele sin undersøgende journalistik til langt hurtigere og mere sensationelle formater. Med den ene hånd hæfter man dokumentar-logoet på snart sagt enhver feature- og reportageserie om børn, bolig og samtalekøkkener. Og med den anden fylder man stuerne med kriminalitet, død og elendighed.

På sene, ufremkommelige sendeflader finder man så de sidste rester af den oprindelige genre med dens afdækkende journalistik om landet, befolkningen og samfundet.

Gang i butikken
Blandt journalister er det almindelig viden, at den kritiske presses flagskib gennem tre årtier, tv-dokumentaren, har fået sit dødsstød. Det er sket, uden at journalisterne i de ramte afdelinger og produktionsselskaber har turdet give lyd fra sig — man har jo sit brød at tænke på, og tv-cheferne reagerer hårdt på selv den mindste kritik. De ved, hvad de har gjort, men det ville ikke være fedt som offentlig diskussion.

På kun tre-fire år har de to public service-stationer TV 2 og DR bortvisket den dokumentarproduktion, der beskæftiger sig med velfærdssamfundets bagsider, de magtfulde institutioner og de almindelige menneskers møde med systemerne — det er for kedeligt. Der skal være langt mere gang i butikken i primetime.

Dagens dokumentar-emner finder redaktionscheferne derfor i stor stil i genrerne kriminalitet (narko, terror, bandevold og æresdrab), sex (børneporno, kvindehandel, pædofili, incest og prostitution), katastrofer (oversvømmelser, jordskælv, krige og epidemier) og ikke mindst krop, sygdom & misdannelser (fedme, vansiring, kønsskifte og organsalg).

Forleden hørte jeg en tv-tilrettelægger sukke, at den eneste sikre primetime-model er en overvægtig femtenårig skøge, der skifter køn på en sydhavsø og umiddelbart efter bliver voldtaget af en homofil kannibal.

Dramatisk formgivning
I DR begyndte de nye vinde for alvor at blæse i 2002, hvor der blev lagt voldsomt pres fra tv-chefredaktionen på kravet om øget tempo og dramatisk formgivning. Journalisten skulle meget længere frem i billedet som en personlig, jagende hævner. Der blev skruet op for den dramatiske musik og givet plads til en indimellem meget skarp klipning, som understøttede klare sort-hvide skurke- og helteformater, hvor crescendo og klimaks skulle ramme præcist som i en kriminalfilm. Og naturligvis slog formkravet på kort tid også igennem i emnevalget. De historier, der ikke gav fuld valuta for den personfikserede dramatik, blev mødt med stor skepsis af tv-topcheferne.

Eksempelvis blev en timelang dokumentar om det store aktiveringscirkus — altså en udsendelse om arbejdsløshed — stoppet og sat i "karantæne", mens den daværende DR-chefredaktion overvejede problemet med, at der ikke var rigtig sovs og kartofler på de cases, der var valgt — det vil sige de mennesker, der personligt havde problemerne inde på livet. De fortalte ganske vist centrale ting om aktiveringssystemet, men de præsterede ingen dramatiske sammenbrud eller truede deres sagsbehandlere på livet.

Programmet blev flyttet til sidst på aftenen. At emnet berørte hen ved en million danskere, betød ingenting, fordi den nye tv-tænkning var slået igennem: Hellere underholdende i detaljen, med sandsynlighed for høje seertal, end vigtigheden i selve historien — med risiko for et fald i seerskaren.

I 2004 søsatte DR dokumentarrækken Magtens billeder, og her fortsatte den nådesløse holdning til de dokumentarbidrag, der ikke indeholdt tilstrækkelig jordfræsende dramatik. I samme periode kørte den berygtede Mors-sag om manipulerede dokumentarklip, hvor motivet netop havde været at opdramatisere stoffet med voldeligt islæt, så det kunne køre i primetime.

"Jeg er arbejdsløs"
Afdækning af tunge sager — med magtfulde modparter — udløser langvarige researchforløb og efterfølgende klage-sager. De er sværere at bygge op, så seerne hænger på — og kræver derfor mere tid i redigering og klipperum. Den klassiske tv-dokumentar er i dag umuliggjort af fire årsager: Processerne skal gennemføres hurtigere, end tunge emner typisk kan researches, optages og klippes — og sikres mod fejl. De færdige programmer skal indeholde nærmest sensationelle case-historier og tegnes i klare sort-hvide kontraster. De skal desuden helst ned i minutantal, hvilket rammer de vanskeligste historier. Endelig bliver dokumentarstoffet ikke længere tildelt mediets backup og slagkraft ved at blive sendt i primetime.

Oven i de problemer betyder DR's interne konkurrencesystem mellem afdelingerne — med økonomisk pres på afdelingscheferne — at dokumentaremner, der ikke fra start giver sikkerhed for den krævede sensation, bliver valgt fra. Man har ikke råd til at "tabe" en dokumentar på gulvet, hvilket betyder, at den største dyd ved undersøgende journalistik, som netop er undersøgelse og nysgerrighed, er lagt i graven.

I januar 2006 betød udviklingen i al sin absurditet, at tv-dokumentaristen Michael Klint under Cavling-overrækkelsen kunne udtale: "Jeg er arbejdsløs ..." Hvilket ikke kun var en personligt status, men en status for hele genren ...

Absurd seertalsfiksering
At forvandlingen er sket under en public service-kuppel (hvor man faktisk ikke behøver at frygte hverken fallit eller sammenbrud, såfremt visse programmer og satsninger har lidt færre seere end andre) er en pointe, der burde få omverdenen til at reagere.

Jeg har hørt politikere snakke om tv-dokumentarens store samfundsbetydning, men dybest set er de nok nærmere lettede over, at den bedst bestykkede og mest effektive journalistik, som landet har haft, ligger på køle-briksen. Den kunne jo en dag ramme dem selv — eller et samfundsanliggende, de havde ansvaret for. Det er ulige nemmere, at den tilbageværende kritiske tv-journalistik materialiserer sig i form af en fortravlet og uforberedt studievært, hvis kritiske rækkevidde er begrænset til to minutter og to et halvt spørgsmål.

Selvfølgelig er det en skandale, at netop public service-cheferne har valgt at slå genren ihjel, uden at befolkningen har bedt om det. De gør det, alene fordi det sikrer deres personlige karriere og deres personlige succes i den absurde seertalsfiksering på "højt" tv-plan. Her er det store freakshow langt det sikreste — og billigste. Svulsten plantet lige hen over øjne, mund og næse. Det er sateme noget, der rykker!

Læs DR-chef Anders Riis-Hansen og producent Jakob Høgel svar her på siden: "Er tv-dokumentaren død?"