Nekrolog: Diane Keaton havde stil

I Annie Hall fra 1977 stjæler Diane Keaton showet som den titulære Annie, og rollen var skam også skrevet specifikt til hende.
Når navnet Diane Keaton nævnes, vil mange som det første tænke på hendes betagende optræden i Annie Hall.
Her stjæler skuespilleren showet fra instruktør og medspiller Woody Allen med ikoniske outfits, som hun selv spillede en stor rolle i at vælge. Hendes unikke personlighed giver i det hele taget liv til komedien om en forlist romance mellem en komiker og en aspirerende sanger.
Diane Keaton var født Diane Hall, og rollen som Annie – der udløste en Oscar for bedste hovedrolle – er opkaldt efter sin skuespiller, som også gav inspirationen til den.
11. oktober døde Diane Keaton 79 år gammel efter kort tids sygdom. En sørgelig overraskelse, da Keaton lignede sit sædvanlige friske selv i komedien Summer Camp, der havde premiere sidste år.
Skuespilleren efterlader et imponerende eftermæle som stilikon, men først og fremmest som skuespiller med stærke reflekser og en markant charme. Den var baseret på en særlig kombination af det naturligt generte udtryk og en let, gavtyveagtig energi.
Hun forbindes især med de quirky, intellektuelle kvinder, der holder et sprudlende temperament tilbage i komedier som Annie Hall, First Wives Club og Something’s Gotta Give.
Men samme selvbevidste charme bruges virkningsfuldt i dramaer. Ikke mindst i form af det dømmende og alligevel overbærende blik, der smerter ægtemanden Michael Corleone i The Godfather-filmene.
Oplyste rummet
I 1946 blev Diane født i Los Angeles. Hendes hjemmegående mor vandt senere en skønhedskonkurrence, mens faren var civilingeniør og ejendomsmægler.
Hun studerede kortvarigt skuespil på to lokale universiteter, men droppede ud for at spille teater i New York. Her tog hun sin mors pigenavn Keaton, fordi en anden skuespiller allerede hed Diane Hall.
I en periode studerede hun på Neighborhood Playhouse. Hun blev undervist i Meisner-teknikken, hvor man først og fremmest reagerer på medspillerne frem for at tænke på sin egen karakters indre liv.
Keaton tog stilen til sig og fortsatte igennem hele karrieren – modsat de fleste Hollywood-skuespillere – med at lære hele manuskripter udenad. Så kunne hun koncentrere sig om medspillerne frem for at fokusere på sine replikker.
Gennembruddet kom, da hun stødte på Woody Allen i 1968. Først spillede hun over for ham i teaterstykket Play It Again Sam, som hun blev nomineret til en Tony-pris for. Hun gentog rollen, da stykket blev filmatiseret i 1972.
I 1970 fik Keaton sin filmdebut med en birolle i komedien Lovers and Other Strangers, og i 1972 spiller hun vordende mafiahustru over for Al Pacino i Francis Ford Coppolas The Godfather, efterfulgt af den lige så berømte toer fra 1974.
Diane Keaton havde i en periode en romance med Woody Allen. Men selv efter det sluttede, var de nære venner, og da Allen blev beskyldt for overgreb mod sin adoptivdatter, forsvarede Keaton ham.
Hun bidrager virkningsfuldt til Allens 70’erfilm Sleeper, Love and Death, Interiors, Manhattan og selvfølgelig Annie Hall.
”Hende ansigt og latter oplyste ethvert rum, hun gik ind i, i en grad, som ingen på planeten har oplevet eller formentlig kommer til at opleve igen,” skriver Woody Allen i dag i et mindeord til mediet The Free Press.
Moden komedienne
Diane Keaton blev i alt Oscar-nomineret fire gange.
Efter flere mere seriøse roller i 80’erne – blandt andre det historiske drama Reds fra 1981 – vendte hun i 90’erne succesfuldt tilbage til komedierne med Father of the Bride og oprørske First Wives Club.
Især sidstnævnte viste, at modenhed klædte Keatons komedienne-persona. Det gælder også i den Oscar-nominerede præstation over for Jack Nicholson i Something’s Gotta Give fra 2003.
Keaton kastede sig også selv over instruktørfaget med spillefilmene Unstrung Heroes og Hanging Up samt et afsnit af Twin Peaks. Hun var executive producer på blandt andre Gus van Sants Columbine-film Elephant.
I de sidste år udlånte hun evnerne til alderdomskomedier som Poms, Book Club-filmene og Summer Camp.
Selv om flere af hendes mest berømte karakterer er defineret af deres plagede ægteskab, blev Diane Keaton aldrig selv gift. Hun efterlader sig de adopterede børn Dexter og Luke.
Kommentarer