Døren ind til en universel menneskelighed

For mange af os her i salen i aften, er det svært, helt reelt og på egen krop, at forestille sig, hvordan racisme opleves. Hvordan den rammer, hvordan den sårer, hvordan den skaber vrede og sorg.

De fleste af os kender den ikke. Ikke ud af ignorance, men fordi vi hver dag, de allerfleste dage, kan træde ud i verden med en form for selvfølgelighed. For andre er forskelsbehandling og diskrimination en alt for almindelig del af hverdagen.

I femte sæson af underholdningsprogrammet Først til verdens ende får seriens 100-000-vis af seere, midt i aftenkaffen, et uventet direkte indblik i, ikke bare hvad racisme er, men hvordan den følelse, helt tæt på.

Vi møder jer: Rand Jamal og Mohammed Osman. Sammen rejser I til USA med rygsæk og et åbent sind. Men hvor de andre deltagere i programmet bevæger sig ubesværet igennem landet, dér møder I mistro, udelukkelse og afvisninger. I stemples som tiggere, som illegale indvandrere – og i Kentucky bliver I truet med pistol.

I er udsat for racisme, der sjældent er blevet vist på dansk reality-tv i så ren form. Men I er så meget mere end ofre.

For I har begge, på mirakuløs vis, overskud til at sætte ord på oplevelserne og ikke mindst dele dem med alle os andre. I falder sammen i udmattelse og gråd, men I taler også om ”etnisk minoritetsstress”: følelsen af altid at skulle gøre sig ekstra umage, at være ekstra venlig, ekstra høflig, på forkant med andre menneskers reaktioner.

Det, I har oplevet, er hjerteskærende, umenneskeligt, absurd. Men desværre også almindeligt. I fortjener en kæmpe tak og anerkendelse – for jeres mod, for jeres vilje til at stå det igennem og for at tage alle os andre med ind i racismens mest intime rum. Dér, hvor sorg og skam har alt for gode vækstvilkår.

I vender tavsheden ryggen og åbner den fineste dør ind til en helt særlig universel menneskelighed. I er begge stjerner, og I fortjener så meget at være dette års modtager af Diversitet Prisen.