Cannes 2019
16. maj 2019 | 21:13 - Opdateret 18. maj 2019 | 10:46

Stående bifald til islandsk-dansk stortalent

Foto | Maria von Hausswolff
Enkemanden Ingimundur (Ingvar Sigurdsson) går rundt derhjemme og finder genstande, som minder ham om den afdøde kone.

Hlynur Pálmason suger med både alvor og grotesk humor publikum ind i et sorgarbejde, som meget vel kan være Cannes-festivalens hidtil bedste film.

Af Claus Christensen

En slingrende bil på en snoet vej omgivet af sne og en tung dyne af tåge. En fascinerende kamerakørsel indleder Hlynur Pálmasons A White, White Day, og slingreturen ender brat med, at bilen kører ud over skrænten.

Ingimundurs kone er død, og hele filmen handler om den pensionerede politimands forsøg på at tackle tragedien. Først langsomt går det op for Ingimundur – og os – hvor hårdt ramt han egentlig er.

A White, White Day er Hlynur Pálmasons og hans faste fotograf Maria von Hausswolffs opfølger til Bodil- og Robert-vinderen Vinterbrødre, som især imponerede med sit gennemført visuelle univers, men hvor historien om de to brødre havde det med at forsvinde i det kridhvide kalkbrud.

Selv om hvidheden fortsætter i titlen til den nye film, nedtoner Pálmason det visuelle til fordel for karakterstudiet.

Og det giver pote.

Ingimundur er nok en introvert person, der nægter at åbne sig over for en terapeut, men vi bliver gradvist suget ind i hans smerte. Det er takket være Pálmasons sans for tempo og rytme og ikke mindst en meget stærk præstation af islandske Ingvar Sigurdsson, der også har hovedrollen i Pálmasons afgangsfilm fra Filmskolen: En maler.

Voksende vrede
Det gør ikke sorgprocessen lettere for Ingimundur, at han opdager, at hans elskede kone har været ham utro. Vreden vokser og vokser, og som en anden Dirty Harry tager han til sidst sagen i egne hænder.

Med et gevær konfronterer han konens elsker i en både rørende og grotesk scene, hvor han masochistisk tvinger manden til at fortælle om affæren i lumre detaljer.

I det hele taget er det et kendetegn ved Hlynur Pálmasons filmkunst, at han formår at balancere mellem det dybt alvorlige og det skævt humoristiske. Mange scener er begge dele på én gang, så man aldrig helt ved, om man skal grine eller græde.

Rørende scener
Mest grotesk er et slagsmål på politistationen, hvor Ingimundur har fået nok af sine to kolleger og nærmest med falde på halen-komik spærrer dem inde.

”Det her er pisse åndssvagt,” som den ene af dem så rigtigt siger, men i det Pálmason’ske univers fremstår det ikke desto mindre troværdigt.

Mest rørende er Ingimundurs samvær med barnebarnet, der spilles friskt og veloplagt af Pálmasons egen datter: Ída Mekkín Hlynsdóttir. Deres forhold kulminerer i en mørk tunnel, som ganske belejligt er blokeret for biler, så Ingimundur til fods må bære barnebarnet, mens de hver især skriger deres vrede ud.

Til gengæld sender filmen med mystiske overvågningsbilleder af vejene i den islandske natur et kriminalistisk signal, som aldrig bliver fulgt til dørs.

Kurs mod hovedkonkurrence
Titlen er inspireret af en islandsk talemåde.

Når den hvide himmel glider sammen med snelandskaber, forsvinder skellet mellem himmel og jord, og de døde kan kommunikere med de levende.

Det forløses fornemt i den overnaturlige slutscene.

Med A White, White Day tager Hlynur Pálmason et stort skridt ud på den internationale filmkunstscene. Den bliver vist i parallelkonkurrencen Semaine de la Critique, hvor den i dag fik stående bifald, og den kunne godt have fortjent en plads i den officielle konkurrence.

Det er Pálmasons mest følsomme og modne film til dato, og selv om den ikke er helt fri for arthouse-unoder – som en alt for længe og selvbevidst dvælen ved et hus i skiftende landskaber – så har den 34-årige instruktør sat kursen mod Cannes-festivalens hovedkonkurrence og forhåbentlig også et lidt større publikum.

Scene: A White, White Day

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for trettende år i træk Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i sidekonkurrencen Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 14. til 25. maj 2019.

© Filmmagasinet Ekko