Dokumentar på DR har lignende klip som BBC
Opfordrede Donald Trump i tale den 6. januar 2021 sine tilhængere til at angribe Kongressen? DR viser A Storm Foretold af Christoffer Guldbrandsen, som mener, at Trump bevidst mobiliserede folk til at omstøde valgresultatet.
BBC’s ledelse er trådt tilbage, og public service-stationen har fjernet dokumentaren Trump: A Second Chance? og undskyldt over for præsident Donald Trump, som truer med et søgsmål på over seks milliarder kroner.
”Vi vil gå ned til Kongressen, og jeg vil være der sammen med jer … og så kæmper vi, vi kæmper som ind i helvede!” siger Trump i BBC-dokumentaren.
Men i virkeligheden sagde Trump: ”Vi vil gå ned til Kongressen og heppe på vores modige senatorer og kongresmænd og -kvinder. Og nogle af dem vil vi nok ikke heppe så meget på. For I vil aldrig tage vores land tilbage med svaghed, I er nødt til at være stærke.”
I den egentlige tale er der 54 minutter imellem de sammenklippede dele. Se side-om-side-sammenligning af BBC’s klipning og den oprindelige tale her.
TV 2 har afpubliceret den britiske dokumentar, selv om den version, TV 2 viste, ikke indeholdt det vildledende klip af Trumps tale til sine tilhængere før stormen på Capitol Hill den 6. januar 2021.
I Presselogen på TV 2 i dag talte DR’s generaldirektør Bjarne Corydon om BBC-dokumentaren.
”Der kan ikke være to holdninger i det her panel. Jeg har heller ikke hørt to holdninger i dansk presse. Det er ikke bare en fejl, men det er en meget alvorlig fejl,” sagde Bjarne Corydon om BBC’s sanmmenklip af Trumps udsagn.
Alligevel viser DR Christoffer Guldbrandsens roste dokumentarfilm A Storm Foretold, der indeholder en noget lignende sammenklipning af Trumps tale.
Kæmp som ind i helvede
Guldbrandsens undersøgende film fokuserer primært på Trumps tidligere rådgiver, Roger Stone. Men den danske instruktør og hans fotograf befandt sig i Washington, D.C., på den skæbnesvangre dag.
I filmen sidder Roger Stone på et hotelværelse og ser Trumps tale på tv. Det er én time og sytten minutter inde i A Storm Foretold.
”Bagefter går vi afsted, og jeg går ned med jer. Vi går afsted til Capitol,” siger Trump på tv. Filmen skifter fra tv-transmissionen af talen til en direkte optagelse af talen. ”Og så kæmper vi som ind i helvede. Hvis vi ikke kæmper, mister I jeres land,” siger Trump.
Herefter ser vi Trumps tilhængere gå ned mod Capitol – en tur, der ender med et angreb på USA’s Kongresbygning, hvor fem mennesker mistede livet, og hundreder blev såret.
Forsonlige toner
I virkeligheden sagde Trump den første del af udsagnet cirka en time før ”kæmper”-citatet, og han sagde korrekt citeret:
”Bagefter går vi ned, og jeg vil være der sammen med jer. Vi går ned til Capitol, og vi vil forsøge … at give vores republikanere … den form for stolthed og mod … der skal til for at tage vores land tilbage.”
Trump havde i øvrigt også mere forsonlige toner i sin tale, som dog ikke er med i A Storm Foretold: ”Jeg ved, at alle her snart vil marchere … til Capitol-bygningen for fredeligt og patriotisk at gøre jeres stemmer hørt i dag.”
Klipningen har sendt BBC ud i en historisk krise, men Guldbrandsens dokumentar ligger fortsat hos DR. Det glæder instruktør Torben Skjødt Jensen sig over. I en kommentar her på siden stiller han sig kritisk over for BBC’s knæfald for den amerikanske præsident og spørger, om Trump ikke sagde, hvad han sagde.
Mere end ti gange ”fight”
Christoffer Guldbrandsen afviser, at A Storm Foretold foretager et redigerende sammenklip, der ændrer betydningen af Trumps tale.
”A Storm Foretold bruger tidsklip, som tydeligt viser, at sekvensen udspiller sig over tid og er nedklippet fra en længere begivenhed. Trumps citater er gengivet præcist og retvisende og afspejler de centrale budskaber i talen. Der er tale om helt gængs dokumentarisk praksis.”
”Jeg var der selv den dag, jeg har set talen i sin helhed, og jeg har læst den flere gange. Budskabet var til folkemængden, at de skulle marchere mod Capitol, og at de skulle ’fight’ for Trump. Det er uomtvisteligt.”
Guldbrandsen mener ikke, at han burde have medtaget ordet ”fredeligt” i filmen.
”Det ville have været misvisende at fremhæve det udsagn isoleret. Trump nævnte ordet ’peacefully’ én gang. Til sammenligning brugte han ordet ’fight’ mere end ti gange,” siger instruktøren.
”A Storm Foretold fokuserer på de faktiske budskaber i talen – særligt de gentagne opfordringer til at ’kæmpe’ og ’gå til Capitol’. Det er denne vinkel, der er central for forståelsen af, hvordan talen blev modtaget af folkemængden.”
DR står fast
Christoffer Guldbrandsen har ikke set BBC-dokumentaren og vil derfor ikke forholde sig til den britiske debat.
”Min gengivelse er ikke politisk, men bygger på en journalistisk vurdering af væsentlighed og relevans. Det helt centrale den dag var, at en siddende amerikansk præsident gentagne gange opfordrede sine tilhængere til at marchere mod Capitol og kæmpe for at omstøde et lovligt valgresultat.”
”Mit formål har ikke været at fortolke Trumps motiver, men at vise, hvordan hans egne ord og handlinger bidrog direkte til mobiliseringen af folkemængden og den efterfølgende vold mod Kongressen.”
Kasper Krogh, ledende redaktionschef for dokumentar og undersøgende journalistik på DR Nyheder, ønsker ikke at kommentere på ligheden mellem klipningen i BBC-dokumentaren og Guldbrandsens film.
”Som Bjarne Corydon sagde i Presselogen, har vi valgt at opdatere en artikel på dr.dk om BBC-sagen med Trumps fulde tale fra 2021. Så man kan se og høre talen i sin helhed,” skriver han i en mail og fortsætter:
”Den henviser vi til løbende i andre formater, hvis vi vurderer, at det er relevant. Det har vi blandt andet valgt at gøre med den tre år gamle film fra Christoffer Guldbrandsen A Storm Foretold, som DR har en visningsret til, ligesom en række andre public service-medier, blandt andet NRK, SVT, ARD og BBC.”


Kommentarer