DR læser tiden forkert

Strategier er en gavebod af påstande og visioner, som man kan udstille og latterliggøre alt efter, hvilken position man som skribent vælger at indtage, og hvilke passager skribenten citerer.

Intet er lettere end at være klogere end dem, der har forfattet strategien. Det er også sket denne gang. En række medier har læst DR’s strategi Forskellige sammen på en måde, så det i virkeligheden positioner mediet selv.

Det rituelle mediecirkus gør sjældent publikum klogere, men det er heller ikke meningen. Det er en øvelse, hvor medierne taler mere til hinanden end til mediebrugerne, og hvor kommentatoren også viser sine egne chefer, at DR får, hvad DR har fortjent.

Analyser og kommentarer til DR’s strategi er ofte en gratis omgang, der mest skal udløse anerkendelse i skribentens eget bagland.

Jeg har intet fast redaktionelt bagland, jeg skal lefle. Men jeg har som mediekritisk journalist fulgt DR tæt siden 1980’erne og set den ene strategi afløse den anden.

Og jeg er derfor ikke blind for, at strategier altid er renset for konkret handling. Og de er som regel skrevet så bredt, at enhver redaktionel reaktion efterfølgende kan forklares som en konsekvens af strategien, der dermed er en succes.

Det er svært at frigøre sig for den tanke, at DR’s nye strategi ikke kun er en strategi og et pejlemærke. Den er også et alibi, der skal legitimere skattefinansieringen og lukke munden på kritikere.

Som når DR lidt for højstemt skriver: ”Hver en skattekrone, der bruges på public service, investeres i at styrke det danske demokrati og vores fælles kultur og samfund.”

Systematisk utro
Det store spørgsmål ved strategier: Hvad er det, du vil holde op med at gøre, hvis du skal begynde at gøre alt dette? Det er i disse tilvalg og fravalg, de sande konsekvenser ligger. Og det er også her, at DR’s nye strategi for alvor bliver interessant.

Paradoksalt har DR tænkt sig at spise af sin egen redaktionelle hovedstol. DR har en enorm base af ældre lyttere, seere og læsere, som bruger DR i meget stort omfang. Jeg har for eksempel netop malet alle vægge i mit hus, mens jeg lyttede massivt til P1 og følte mig aldeles godt underholdt og opdateret.

Samtidigt har DR analyseret og målt sig frem til, at såkaldt yngre danskere i ringere omfang bruger DR. Og det vil udløse en forskydning i programfladen fremover.

DR vil prøve at skabe indhold og udgive det i formater og på platforme, hvor man rammer et yngre publikum. Og DR erkender, at nogle etablerede mediebrugere vil miste noget af det stof, de holder mest af.

Men spørgsmålet er, om det er muligt at få et yngre publikum til at være trofast over for en bestemt udgiver – her DR. Min egen snævre fokusgruppe, som består af mine tre unge sønner og deres netværk af venner, viser tydeligt, at mange unge søger indhold på tværs af platforme, fordi de interesserer sig for en given sag.

De er systematisk utro over for udgiveren. Det er slet ikke udgiveren, der er interessant for dem. Det er måske et bestemt aktuelt menneske – en stemme, der fra en position i samfundet siger noget interessant om et emne.

Jeg ser en udvikling, hvor autoritære formater, der repeterer bestemte vinkler og stemmer i en iscenesat konstruktion med en fast frekvens, ikke er interessante for de såkaldt unge. De lever deres liv helt anderledes og tapper ud og ind af problemstillinger.

Deres virkelighed kan ikke sættes på udgivelsesfrekvens, og de opsøger ikke bestemte formater. De finder det bedste i situationen, ofte baseret på venners anbefalinger – og de er yderst trofaste over for uafhængige, ikke-institutionelle stemmer.

En institution som DR, der taler fra en autoritær statsposition, er derfor ikke et oplagt valg. Tværtimod. Det er alt for tygget mad, for båret af velmenende og let belærende intention: Nu skal vi lære dig noget om demokratiet!

Retfærdighedsfølelse
Intentionerne i DR’s nye strategi er ellers såre sympatiske. DR ønsker at give svaret på, hvordan DR skal være med til at styrke demokratiet, og hvem kan være imod det?

Noget, jeg især godt kan lide i strategien, er, at den meget ambitiøst hviler på Magtudredningen 2.0. Som DR skriver:
”DR har inddraget Magtudredningen 2.0’s ekspertise i udarbejdelsen af analysen i strategipublikationen. Indsigter fra Magtudredningen har bidraget til at kvalificere og skærpe analysen.”

Magtudredningen, der blandt andet skal kortlægge det politiske system og magtens fordeling i Danmark, er kompetent forskning. Den skal ikke legitimere noget og er med andre ord ægte kritisk. Den fastslår at ”mediernes demokratiske rolle i det danske samfund er udfordret af en række samfundsudviklinger”.

Hvis man tager DR på ordet og inddrager de vigtigste og mest centrale konklusioner i Magtudredningen 2.0, fastslår den, at ”indkomsten for den rigeste én procent er steget næsten seksten gange mere end gennemsnitsborgerens. Den rigeste én procent ejer samtidig 25 procent af den samlede nettoformue”.

Der er altså belæg for at mobilisere social indignation, hvis man inddrager Magtudredningen. Den fastslår også, at aviserne har ”bevæget sig fra omnibuspresse med bred stofudvælgelse til segmentpresse, hvor indhold i højere grad målrettes snævre forbrugergrupper”.

Og Magtudredningen tilføjer: ”Det kan betyde, at publikum i højere grad bekræftes i sit verdenssyn frem for at møde nye vinkler.”

Magtudredningen definerer på den måde også en klar potentiel position for DR i fremtiden. Ved at krydslæse DR’s nye strategi med den magtudredning, som den angiveligt står på, får DR en meget autentisk, samfundskritisk opgave.

Den hviler umiddelbart på en stærk retfærdighedsfølelse, som det bliver spændende at se, om DR kan omsætte til redaktionel praksis.

Knæfald for algoritmerne
Men det mest opsigtsvækkende i DR’s strategi er, at DR vælger at omfavne de såkaldt sociale platforme, resten af samfundet italesætter som problematiske.

I en tid, hvor vi for længst her erkendt, at skærme stjæler vores tid, algoritmer forfører os, og hvor vi ved, at sociale platforme især genererer konfliktstof uden soning, er det tankevækkende at læse følgende:

”DR vil i højere grad være til stede på sociale platforme for de målgrupper, som DR har svært ved at nå via egne platforme. Det gælder i særdeleshed de unge.” Og det skal vel at mærke ske ”med henblik på at skabe merdækning”.

Det virker som en bedaget og tilmed meget risikabel strategi, at det fremover vil være en succes for en DR-redaktion at lægge et program ned – som har et trofast publikum – for at lave indhold, der kan begå sig på en amerikansk finansieret platform.

Hvordan skal det understøtte demokratiet? Strategerne på DR’s direktionsgang synes her ude af kontakt med den puls, der slår i samfundet, hvor skoler afvikler skærme, og hvor progressive mennesker er begyndt at læse bøger igen.

Og DR er her ude af takt med den magtudredning, de ellers læner sig op ad. I Magtudredningen hedder det direkte:

– Meget få deltager i politiske diskussioner på sociale platforme.

– Synligheden af konfliktsøgende indhold forstærkes desuden af både andre brugeres opmærksomhed og platformenes algoritmer.

– Konfliktsøgende indhold spredes endnu bredere ud, når publicistiske medier baserer deres dækning af emner på debatten på sociale platforme.

DR forsøger med andre ord at tiltrække et ungt publikum ved at flytte ressourcer fra indhold med et ældre publikum til sociale medier, hvor samtalen ofte konfliktoptrappes.

Vi har brug for et DR, der tør gå imod de sociale medier, som de fungerer i dag. Et DR, der har modet til at gøre sig selv relevant ved at levere den samfundskritik, som strategien Forskellige sammen netop hviler på.