Nekrolog
06. juni 2025 | 16:56 - Opdateret 06. juni 2025 | 23:06

Nu har han taget afsked med livet

Foto | Asger Ladefoged

I essayet Pligten til at leve fra Ekko #96 skriver Ebbe Preisler om sin dødshjælp til den alvorligt parkinsonsyge hustru, kunstneren Mariann Preisler, og om selv at skulle leve videre i en presset verden. 

Ebbe Preisler blev landskendt, da han hjalp sin parkinsonramte hustru med at dø, men han bør også huskes som en modig producent og pioner i filmbranchen.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

”Jeg bekender mig til naivitet. Jeg vil have lov til at opfatte denne klode som herrens mark og vores liv som en kærkommen mulighed for at placere os det rigtige sted og tage kampen op, hvor det er nødvendigt og kan give mening. Længe leve meningsfulde konflikter.”

Sådan skrev filmmanden Ebbe Preisler i Ekko #96 fra maj 2024. Essayet har titlen Pligten til at leve.

Den ellers blide herre arbejdede hele sin lange karriere med konflikter, der var meningsfulde for ham. Fra produktionen af den kontroversielle Palæstina-dokumentar Et undertrykt folk har altid ret over det mangeårige arbejde i Producentforeningen, Danske Filminstruktører og Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber til kampen for aktiv dødshjælp.

Han motto var: Hvor svært kan det være?

Essayet handler især om konsekvenserne af Ebbe Preislers egen dødshjælp til sin alvorligt parkinsonsyge hustru, kunstneren Mariann Preisler, og hans mislykkede forsøg på selv at begå selvmord samme dag i december 2023.

Den 4. juni 2025 døde Ebbe Preisler 82 år gammel. Han tog sit eget liv, og i et opslag på Facebook skriver hans voksne børn, Louise og Jonas Preisler, at de respekterer hans beslutning.

Selv om essayet Pligten til at leve handlede om den udmattende følelse af at være tvunget til at leve videre, gav Preislers ord indtrykket af en mand, der – efter en sigtelse for drab og ti dage i Vestre Fængsel – havde besluttet at leve videre.

I retrospekt virker det dog, som om han slutter artiklen af med sit vigtigste råd til de efterladte på ”herrens mark”:

”Gør mod andre, som du gerne vil have, de skal gøre mod dig. Opfør dig ordentligt. Hvor svært kan det være? Ret svært, men det er netop en del af gamet.”

Længe leve
Ebbe Preisler blev født i 1942 i Virum. Moren var fysioterapeut og faren forfatter.

Efter en studentereksamen på Holte Gymnasium begyndte han en uddannelse i arkæologi, som blev afbrudt af rejser i det sydlige Afrika.

I 1967 blev han uddannet lærer fra seminaret i Hellerup, men karrieren som filmmand begyndte, da han kom i uofficiel mesterlære hos selskaberne Lanterna Film og Minerva Film.

Det gav ham den nødvendige erfaring til at starte sit eget selskab Ebbe Preisler Film – senere Ebbe Preisler Film/TV – i 1971.

Selskabets første film blev hippieportrættet Skæve dage i Thy, som Preisler også var med til at instruere. Dokumentaren handler om den legendariske Thy-lejr, hvor Ebbe og Mariann også blev gift samme år. De havde mødt hinanden på en færge.

Producenten oparbejdede et godt samarbejde med Statens Filmcentral – som dengang støttede kort- og dokumentarfilm – om samfundsrelevante dokumentarer som Jannik Hastrups Trællene, Jon Bang Carlsens Fugl Fønix, Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensens Din nabos søn og Lene Aidts Arbejderkvinder i Grønland.

Mere kontroversiel var Nils Vests Et undertrykt folk har altid ret, som blev fjernet fra Statens Filmcentral i 1977, ifølge instruktøren på grund af pres fra Israel-lobbyen. Den blev udgivet igen i 1978 i en lettere justeret udgave.

Ebbe Preisler blev ved med at interessere sig for mellemøstkonflikten. I sin afskedsmail til familien ved det mislykkede selvmordsforsøg i 2023 skrev han: ”Længe leve Ukraine. Længe leve en tostatsløsning i Mellemøsten. Længe leve en kompromisløs kamp for klimaet.”

Nils Vest døde i august 2024. De to forblev venner til det sidste, og den ene af denne nekrologs skribenter tilbragte en sidste, mindeværdig søndag eftermiddag i foråret 2024 med dem begge i Vests hus på Christiania.

Søren Faulis brok
Fra og med slutningen af 80’erne blev Ebbe Preisler en central person i den danske filmbranche. I 1988 blev han den første sekretariatschef for Producentforeningen, og igennem 90’erne var han sekretariatschef for Danske Filminstruktører.

Sidstnævnte tjans skaffede ham en rolle i Søren Faulis autofiktive komedie Forsmåelse, der handler om den unge instruktørs følelse af blive dårligt behandlet. Tretten minutter inde i dokumentaren er Søren til møde med Ebbe Preisler, som svarer roligt på Faulis smålige brok over ikke at have fået en flaske champagne i forbindelse med en premiere!

Fra 2000 til 2004 var Ebbe Preisler sekretariatschef for Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, der også fungerede som sekretariat for det nystartede filmblad Ekko. Da samarbejdet begyndte at knage på grund af Ekkos ekspansion, gik Preisler uselvisk ind og bakkede magasinet op – en lille, men vigtig støtte på et afgørende tidspunkt.

Ebbe Preisler nåede også blandt andet at være formand for repræsentantskabet ved Statens Filmcentral og stifter af det europæiske samarbejde Documentary.

Som administrator var han både omhyggelig og ordentlig med blik for detaljen og en udpræget sans for de overordnede strukturer. Han forstod at skabe overblik og sammenhæng, og han lagde samtidig vægt på at behandle mennesker med respekt. I debatter stod han fast på sine principper, men bagefter var man altid gode venner igen.

Tummelumsk af begejstring
Ebbe Preislers sidste film som producent blev Hans Kragh-Jacobsen korte dokumentar Tralala om musikpædagogik i 2009.

Dog har han siden 2002 stået for dokumentarklubben MandagsDokumentar, hvor der vises film med oplæg af skaberne eller en ekspert. Ekkos chefredaktør havde også æren af at blive inviteret.

Efter flere hundrede visninger stoppede Preisler i 2017 som følge af Marianns sygdom.

Men tidligere i år blev konceptet genoplivet under navnet ManDok2 i Valby Kino i samarbejde med Ekko. Man viste blandt andet kortfilm fra Ekko Shortlist og havde besøg af Ekko Shortlist-vindere som Selma Sunniva, Andrias Høgenni og Amalie Næsby Fick.

Den gamle Ebbe var tilbage og lod sig rive med af Ekkos chefredaktørs forslag til kortfilm.

”Jeg er helt tummelumsk af begejstring,” skrev Ebbe Preisler i en mail. 3. april sendte han en status, som skulle blive hans sidste hilsen til magasinet.

”Vi er kommet rigtigt godt i gang. Væsentlige dele af det oprindelige publikum er kommet tilbage. Instruktørerne elsker det. Samtalerne er som før essentielle. Og Valby Kino har netop den charme, vi havde brug for, og de er meget entusiastiske og hjælpsomme.”

Om ManDok2 vender tilbage i september som planlagt, står hen i det uvisse.

Mæt af dage
De senere år af sit liv kastede Ebbe Preisler sig ud i forfattergerningen. Blandt andet med en bog om lejlighedssange, Om lidt er sangen klar.

I oktober 2023 udgav han og Mariann en kronik i Politiken om deres ønske om at dø. 26. december 2023 gav Ebbe sin hustru en dødelig dosis, inden han gav sig selv det samme. Hans liv blev dog reddet med modgift.

”’Åh nej,’ tænkte jeg. ’Nu skal jeg åbenbart fortsætte til den bitre ende. Jeg har pligt til at leve,’” skrev Ebbe Preisler om oplevelsen i essayet fra Ekko #96.

Sagen tiltrak massiv medieopmærksomhed, og Preisler benyttede opmærksomheden til at argumentere for eutanasi i den offentlige debat. Trods det forblev han sigtet for drab helt frem til sin død.

Han skrev også i essayet om tilfredsheden med det levede liv, som han desværre valgte at slutte.

”Mariann og jeg havde haft et dejligt liv med hinanden i 55 år (usædvanligt for filmbranchen!), spændende arbejde, to dejlige børn og med tiden fem dejlige børnebørn. Dertil en masse gode venner.”

Efter et langt og godt liv samt en imponerende karriere var Ebbe Preisler mæt af dage. Hvilket også blev titlen på hans bog, som kom ud efter Marianns død og handler om deres lange ægteskab.

Han efterlader sig børnene Louise Preisler og Jonas Preisler samt fem børnebørn.

Kommentarer

Ebbe Preisler i Ekko #96

I Ekko #96 fortæller Ebbe Preisler om at hjælpe sin kone til at dø og pligten til at blive på herrens mark til den bitre ende.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

Hjælp mod selvmordstanker

Har du selvmordstanker eller kender én, der har, kan du anonymt ringe til Livslinien på 7020 1201 alle årets dage klokken 11-05.

Du kan også skrive til Livsliniens mailrådgivning eller Livsliniens chatrådgivning.

© Filmmagasinet Ekko