Dengang Bono viste mig vejen

Jeg var seksten år.

John Lennon var blevet skudt, og min lille kernefamilie var splintret til atomer efter skilsmissen mellem mor og far. I Fona i Hundigecentret faldt jeg over et albumcover med en ung dreng med bar overkrop og et intenst, gennemborende blik.

Pladen hed Boy, og da jeg lyttede til åbningsnummeret I Will Follow i hovedtelefonerne ved pladebutikkens skranke, var det som en åbenbaring.

Bonos stemme lød som et kald langt borte fra – både sørgmodigt og fuld af kraft. Sorgen over et stort tab, energien, troen på noget større – det hele talte direkte ind i den uro og længsel, jeg selv gik rundt med.

Bono indvarslede, at et nyt kapitel kunne begynde.

Jeg købte også U2’s to næste albummer – October og War, hvor jeg især kunne spejle mig i vreden i protestsangen Sunday Bloody Sunday – men min fascination af Bono og bandet forsvandt igen, næsten lige så pludseligt, som den var opstået. Måske blev Bonos selvhøjtidelige og moraliserende tone for meget. Måske voksede vi bare fra hinanden.

Men her i Cannes krydses vores veje igen, fyrre år senere.

Information importante
Dokumentaren Bono: Stories of Surrender har premiere på festivalen og er instrueret af Andrew Dominik, der efterhånden må regnes som ekspert i nyskabende portrætter af musikalske ikoner. Hans to film om Nick Cave har allerede opnået kultstatus.

Jeg har fået en billet til gallapremieren fredag aften, hvor Bono, hans elskede hustru og U2-medlemmet The Edge også vil være til stede. Og jeg har modtaget en ”information importante” fra festivalen.

”Bemærk venligst, at der til gallavisninger i Grand Théâtre Lumière er krav om formel påklædning: smoking eller aftenkjole. Hvis du ikke har formel påklædning, kan du bære en cocktailkjole, et mørkt buksesæt, en elegant overdel med sorte bukser, en lille, sort kjole eller en sort eller midnatsblå habit med butterfly. Elegante sko er påkrævet – med eller uden hæle (sneakers er ikke tilladt),” skriver festivalen alvorligt.

Jeg ejer hverken smoking, jakkesæt eller butterfly. Til gengæld graver jeg mine pæneste sko frem, hopper i et par nye, sorte bukser og en sort jakke – og tager en grøn skjorte på, som jeg har fået af min kæreste, men aldrig haft mod til at bruge. Den strammer allerede lidt over maven, men nu skal det være.

I køen til den røde løber fanger en festivalassistent mig med et skarpt blik. Hun opdager straks, at jeg mangler en butterfly. ”Den skal du have på for at komme ind,” siger hun og fisker en sort butterfly op af tasken, som om det var noget, hun gør hver dag.

Jeg kæmper lidt med at få den sat fast – det ser mildest talt herrens ud – men nu har jeg den lille detalje, der giver adgang til det forjættede land.

Bono gør sin entré på den røde løber flankeret af ukrainske soldater, som var han på vej til både filmpremiere og frontlinje. Sean Penn – endnu en kunstner med ambitioner om at redde verden – dukker også op.

Og så er der The Edge, selvfølgelig. Iført sin trofaste hue og en skjorte, der nægter at lukke sig, skrider han ind, som kun en mand ved navn The Edge kan: Helt uden behov for at følge nogen som helst dresscode.

Excentrisk hjerte
Bono: Stories of Surrender er en filmisk fortolkning af Bonos onemanshow fra Beacon Theatre i New York, som igen bygger på hans selvbiografi Bono: 40 Songs, One Story.

Alene på scenen veksler han mellem at fortælle og synge, mens et lille hold musikere i baggrunden ledsager ham med akustiske, klædeligt nedtonede versioner af klassikere som I Will Follow, Where the Streets Have No Name og Beautiful Day.

Bono er en potent fortæller. Han erkender fra starten, at det bliver en navlepillende aften – og kaster sig så direkte ud i den dramatiske historie om sin hjertefejl, der nær havde kostet ham livet i 2016.

”Jeg er født med et excentrisk hjerte,” som han sarkastisk udtrykker det.

Vi hører naturligvis også om dannelsen af U2, tilblivelsen af I Will Follow, Live Aid-koncerten i 1985 og den verdensomspændende berømmelse, der for alvor sendte det lille postpunkband fra Dublin ud i rampelyset.

Men med berømmelsen fulgte et dilemma: Hvordan forbliver man tro mod sine idealer, når man pludselig er blevet en del af det system, man engang kæmpede imod?

I stedet for at prøve at finde tilbage til rødderne valgte U2 at bruge sin stjernestatus til at skabe opmærksomhed på globale problemer – fra sultkatastrofer til menneskerettigheder – og blev dermed en af de mest markante aktivistiske stemmer i musikverdenen.

Selv om det er lidt hyklerisk, når man selv drukner i penge og bruger altruismen til at promovere sig selv og blive endnu rigere. Det indrømmer Bono, men ikke desto mindre konkluderer han: ”Motiver betyder ikke noget. Handlinger betyder noget. Liv betyder noget.”

Farens opmærksomhed
Men det er den personlige historie, der fylder mest i filmen. Paul David Hewson – bedre kendt som Bono – mistede sin mor, da han var blot fjorten år gammel. Hun døde pludseligt af en aneurisme, en udposning på en blodåre i hjernen.

Faren, Brendan Robert ”Bob” Hewson, håndterede sorgen ved at fortrænge den. Han nævnte aldrig nogensinde Bonos mor ved navn igen. Dermed stod Bono og hans bror alene med deres savn.

”Jeg længtes efter min fars opmærksomhed. Han hørte mig ikke – så jeg sang højere,” fortæller Bono og tilføjer med et glimt i øjet, at der er to forskellige måder, hvorpå talent kan udvikles: en italiensk og en irsk tilgang.

Den italienske metode er kendetegnet ved, at forældre overøser deres børn med ros og derved styrker deres selvtillid. Den irske metode indebærer derimod, at forældrene ignorerer barnet fuldstændigt.

Faren var kendt for sin tenorstemme i det lokale amatørmusikmiljø i Dublin. Men sønnens musik gjorde ikke det store indtryk på ham. Dog er han ved at tabe mund og polypper, da selveste Luciano Pavarotti ringede, fordi han ville lave musik med sønnike.

Når faren mødtes med sin voksne søn på Sorrento Lounge i Dublin, begyndte han altid samtalen med det samme distancerede spørgsmål: ”Anything strange or... startling?” – som om han hellere ville underholdes end virkelig lytte. En dag valgte Bono at vende spillet og stillede selv spørgsmålet først. Faren svarede tørt og uden omsvøb: ”Jeg har fået kræft.”

Bono har altid følt sig som en baryton, der bilder sig ind, han er tenor. Men efter farens død har hans stemme symbolsk nok forandret sig. Mod filmens slutning giver han sig hen i en ren og smuk tenorsang, som om han endelig synger i sin fars toneleje. Man kan ikke lade være med at håbe, at faren lytter med et sted deroppe.

Tankevækkende spejl
Bono: Stories of Surrender er en intens oplevelse, og selv om man kan have sine forbehold over for stjernens selvironi og undre sig over, hvor dybt den egentlig rækker, sidder man alligevel tilbage med indtrykket af, at Bono er et oprigtigt og varmt menneske.

Der findes i hvert fald ikke mange popstjerner, som formår at være tro mod den samme kvinde gennem et helt liv.

Filmen har også fået mig til at genlytte til de gamle U2-plader. Den brændende energi i I Will Follow mærkes stadig, men det føles ikke længere helt som det samme.

Det mest tankevækkende er, hvordan Bonos historie om tabet af sin mor og farproblemer spejler min egen teenagetid nærmest én til én. Min mor døde ikke, men forsvandt bare og blev derefter elefanten i rummet.

Det vidste jeg ikke, dengang jeg først faldt for Bonos musik, og det viser, hvordan musik og kunst i det hele taget kan tale til os på et dybere plan.

Så nu vil jeg sige farvel til Bono og takke ham for at være den venlighed fra en fremmed, som betød alt på et helt afgørende øjeblik i mit liv.