Eric Dane er død, 53 år gammel
I Euphoria spiller Eric Dane den skruppelløse og depraverede far til highschool-ikonet Nate Jacobs (Jacob Elordi).
Året var 2005, da den karismatiske plastikkirurg Dr. Sloan tonede frem på skærmen for første gang.
Hvad der begyndte som en gæsteoptræden, udviklede sig hurtigt til en fast rolle gennem hundredvis af afsnit af det ikoniske lægedrama Grey’s Anatomy.
Han gjorde sig også bemærket i romantiske komedier som Marley & Me (2008) og Valentine’s Day (2010).
Dane udstrålede en rolig selvsikkerhed, der gjorde ham uimodståelig foran kameraet. Hans karisma havde en særlig varme, næsten tryllebindende i sin gennemslagskraft.
I nyere tid blev han især bemærket for sin skurkerolle i den grænsesøgende ungdomsserie Euphoria, hvor han spiller den skruppelløse og depraverede far til highschool-ikonet Nate Jacobs (Jacob Elordi).
Den længe ventede tredje og sidste sæson bliver afslutningen på historien – og et vemodigt punktum efter skuespillerens bortgang i en alder af 53 år.
Forelskede sig i skuespillet
Netflix har netop offentliggjort et interview, der er blevet lavet for nyligt under titlen Famous Last Words. Det er den amerikanske version af Mikael Bertelsens Det sidste ord.
Efter at være blevet interviewet taler Eric Dane til sidst direkte til sine to døtre, som er fjorten og femten år.
”Disse ord er til jer. Jeg prøvede. Jeg snublede nogle gange, men jeg prøvede. Alt i alt havde vi det fantastisk, ikke?” siger han og opfordrer børnene til at leve i nuet og forelske sig.
”Forelsk dig. Ikke nødvendigvis i et menneske, selv om jeg også anbefaler det. Men forelsk dig i noget. Find din passion, din glæde. Find det, der får dig op om morgenen og driver dig gennem hele dagen. Jeg forelskede mig første gang, da jeg var på jeres alder. Jeg forelskede mig i skuespillet.”
”Mit arbejde definerer mig ikke, men det begejstrer mig. Find noget, der begejstrer dig. Find din vej, dit formål, din drøm. Og gå efter det. Gå virkelig efter det,” lyder hans råd.
Fra atlet til artist
Eric Dane blev født 9. november 1972 i San Francisco, Californien, og voksede op sammen med sin bror i et jødisk hjem hos sin enlige mor. Faren begik selvmord, da Dane var syv år gammel.
I high school spillede han vandpolo, men fik smag for skuespil, da han medvirkede i skolens opsætning af Arthur Millers All My Sons. Efter sin eksamen flyttede han til Los Angeles for at forfølge skuespillerdrømmen.
Det førte til en lang række gæsteroller i 1990’erne og begyndelsen af 00’erne i serier som Saved by the Bell, The Wonder Years og Married… with Children. Han medvirker også i film som X-Men: The Last Stand fra 2006 og musicalen Burlesque fra 2010.
I april sidste år fik Dane konstateret den alvorlige nervesygdom ALS, der nedbryder de motoriske nerveceller i hjerne og rygmarv. Sygdommen medfører gradvist tiltagende lammelser, herunder tale- og synkebesvær samt svækket vejrtrækning.
Talsperson for ALS-ramte
Men selv om sygdommen satte sine tydelige spor, lod han sig ikke standse. Hverken i arbejdet foran kameraet eller i sit engagement som talsperson for andre ALS-ramte. I 2025 modtog han en Advocate of the Year Award fra den amerikanske organisation ALS Network for sin indsats.
Prognosen afholdt ham heller ikke fra at fortsætte skuespillet. Helt frem til sin død spillede han rollen som Nathan Blythe, leder af en specialenhed i Los Angeles Police Department, i serien Countdown.
”Jeg kunne ikke være mere stolt af ham. Han ved, at jeg elsker og støtter ham i alt, hvad han har brug for,” sagde Supernatural-stjernen Jensen Ackles til branchebladet Variety ved seriens premiere.
Familien har bekræftet dødsfaldet over for mediet TMZ og skriver i en meddelelse, at skuespilleren tilbragte sine sidste dage omringet af venner og familie. Eric Dane efterlader sig to døtre og kæresten Janell Shirtcliff, der er instruktør.


Kommentarer