Et statskup forvandlede sportsfilmen til tragedie

I 2017 tog den danske dokumentarist Ala’A Mohsen til Tunesien for at fortælle succeshistorien om landet, der tændte den første gnist til Det Arabiske Forår i 2010.

Da instruktøren gik på Den Danske Filmskole, havde han mødt en gruppe unge, tunesiske parkourkunstnere, som sendte ham på sporet af det syttenårige boksetalent Nawres Al Khalsi.

”Nawres havde enormt meget drive, men var også svær at arbejde med, fordi hun havde sin egen vilje,” fortæller Ala’A Mohsen.

”Hun lever langt fra op til den stereotype opfattelse af en undertrygt arabisk kvinde. For mig blev hun billedet på den tunesiske ungdom, som var i gang med at stable et nyt samfund på benene.”

Ala’A Mohsen, der selv er fra en irakisk flygtningefamilie, var overrasket over, hvor meget hovedstaden Tunis lignede Spanien med sine skønne omgivelser og meget få tørklæder i gadebilledet.

Han fulgte Nawres, også til ungdomsverdensmesterskaberne i Argentina. Den fascinerende kvinde begyndte at ligne hovedpersonen i en sportsfilm om bokseren, der sammen med sit land rejser sig til nye højder.

Men Born to Fight, åbningsfilmen på Salaam Filmfestival i København 4. september, der også vises på DR 2 20. oktober, er blevet en helt anden film.

”Da jeg endelig fik finansieret optagelserne, kom corona, som lagde projektet ned i halvandet år. Samtidig foregik der i Tunesien, hvad vestlige medier har kaldt et statskup, og begyndelsen på, hvad nogen kalder et diktatur.”

Den europæiske drøm
Præsidenten Kais Saied indførte en ny ”fake news”-lov, hvor misinformation kan give op til fems års fængsel og en betydelig bøde. Misinformation kan være kritik af det siddende styre.

”Da vi landede efter corona, blev vores kamera konfiskeret, og vi fik forbud mod at optage på gaden. Så jeg droppede at have en fotograf med og begyndte selv at filme med et lille kamera, så jeg lignede en turist,” siger 36-årige Ala’A Mohsen.

Han måtte også være forsigtig i klipningen af dokumentaren, da de medvirkende risikerer retsforfølgelse, hvis de har sagt noget forkert foran kameraet.

”Det er så ærgerligt, for Tunesien havde så stort potentiale med gode civilforhold og kvinderettigheder sammenlignet med andre arabiske lande. Den progressive, unge generation blev svigtet.”

Efter 2021 begyndte Mohsen at mærke en forandring i de før så håbefulde tunesere. Drømmen om et bedre liv i Europa voksede frem hos mange, også i middelklassen, der ellers sjældent emigrerer.

Det gjaldt især for Nawres, der efter en dopingsag – ifølge hende selv blev hun forgiftet af sin træner – havde svært ved at komme videre i karrieren.

”Nawres opbyggede et billede af Europa som et økonomisk powerhouse, hvor lønnen er meget højere. Men hun var ikke opmærksom på, at udgifterne er mindst lige så høje, og hvor vigtigt gode forbindelser er for at klare sig i det komplicerede system,” siger instruktøren.

Farligt at svare igen
Nawres rejser fra solrige Tunesien til regnvåde og overraskende fremmedartede Paris i håbet om, at hun kan leve af at bokse. Men hun ender med at få job på McDonald’s og bo gratis i et musikstudie, inden hun tager hjem til Tunesien efter få måneder.

”Jeg havde lyst til at advare hende om Europa og hjælpe hende, men jeg har et grundprincip om, at jeg som dokumentarist ikke må blande mig, medmindre det er livsfarligt. Dog sagde jeg, at hun skulle passe på de hårde parisiske forstæder, hvor det er farligt at svare igen på den måde, Nawres er vant til,” fortæller Ala’A Mohsen.

Efterhånden gik det op for Ala’A Mohsen, at hans fremtidspositive sportsfilm var blevet til en benhård, socialrealistisk beretning om at være indvandrer i Europa. Hvor selv en kompetent kvinde, der har EU-pas på grund af sin italienske familie, ikke kan komme ind i varmen.

”Jeg tænkte: ’Shit, jeg har lavet en tragedie, det var ikke meningen.’ Men her var altså bare et stykke virkelighed, som jeg ikke kunne puste kunstigt håb ind i,” forklarer instruktøren, hvis seneste film A New Beginning også er en indvandrerhistorie.

”Men samtidig opstod der noget nyt og genkendeligt i historien om Nawres. Jeg tror, mange kan relatere sig til oplevelsen af at lægge passionen på hylden for at overleve. En coming of age-historie behøver ikke altid ende med, at man opnår drømmen.”

Branding af nationen
I øjeblikket arbejder Ala’A Mohsen på en film om sit eget komplicerede forhold til Irak. Den indeholder optagelser fra debutfilmen Barn af Irak, som instruktøren lavede som 21-årig i 2010, og fortsætter fortællingen frem til i dag.

Projektet er sent i udviklingsstadiet, men det er en svær proces, for instruktøren har tydeligt mærket de seneste års krise i filmbranchen. Mens han fulgte Nawres’ kamp for at overleve, kæmpede han selv med at få tilværelsen til at løbe rundt.

”Det er blevet meget sværere at finansiere dokumentarfilm. Alt skal helst være relaterbart og handle om kendte mennesker, så der er et indbygget publikum. Men hvor mange historier kan vi lave om de samme kendte mennesker?”

Mens han arbejdede på Born to Fight, har Ala’A Mohsen tjent penge ved at lave reklamer og onlineindhold.

”Jeg vil helst ikke brokke mig, for det er også meget privilegeret, at jeg kan lave det, jeg gør. Men det hænger ikke sammen, når man som dokumentarist ender med et honorar på 400.000 kroner for et projekt, man har arbejdet på i fem-seks år,” siger han.

”En erfaren dokumentarist sagde til mig, at ingen kan nævne en instruktør på over 45 år, der har børn og lever af at lave dokumentarfilm. Man bliver redaktør eller stifter selskab.”

Ala’A Mohsen har gjort det sidste. I juli stiftede han produktionsselskabet Purple Picturessammen med den svenske instruktør Carl Olsson, den danske kollega Ida Grøn og produceren Cecilie Bolvinkel.

”Ligesom et fodboldlandshold er dansk dokumentar effektiv branding af vores nation. Jeg mener, man kan måle sundheden i et demokrati på, hvor åbne og nysgerrige landets dokumentarfilm er,” siger instruktøren.