Dag 1: Festivalen Wes’er kniven

”Velkommen til dette eksklusive interview med Wes Anderson og hans fantastiske hold,” siger den smilende pressedame, der tydeligvis har læst kommunikation engang i begyndelsen af 1990’erne.

Kropssproget er varmt, mens professionalismen stråler fra det blegede tandsæt.

Hurtigt føres vi ind i en stor sal med åbne vinduer, hvorfra Berlin tager sig smukkest ud. Igennem de store panoramaruder er der fri udsigt til Brandenburger Tor, hvor verdenshistorien titter frem i frostvejr, mens Hotel Adlon bagtil troner majestætisk.

Før Murens fald kunne de sovjetiske generaler stå her og stirre lige ned i ingenmandsland fra deres pompøse gemakker. Men nok historieundervisning for denne gang, for vi skal frem i tiden med Wes Anderson.

Hans nyeste påfund har fået den meget rammende titel Isle of Dogs og foregår på en japansk affaldsø. Nogle år ude i fremtiden deporteres hunde hertil, fordi menneskets bedste ven er blevet kollektivt ramt af en sygdom, som ikke umiddelbart kan udryddes.

Anderson er en sværvægter, hvad opfindsomhed angår, og det er tredje gang, at han er med i hovedkonkurrencen i Berlin – men første gang, at det er med en animationsfilm.

Udstødte stemmer
Isle of Dogs er underfundig fra ende til anden med billedkompositioner, der veksler imellem realistisk og fortegnet stopmotion.

Fuldstændigt som i instruktørens første animationsfilm Fantastic Mr. Fox er der et stjernecast af en anden verden til at lægge stemmer til dyrene. Men selv om Bryan Cranston, Bill Murray, Edward Norton og Scarlett Johansson gør det forrygende, er det faktisk stemmearbejdet, der trækker oplevelsen en anelse ned.

Der er ganske enkelt for mange stemmer, som minder om hinanden, og for få, som virkelig mønstrer den smerte, der må ligge i at være udstødt.

1-0 til Dieter
Berlinalen er op til sin 68. udgave blevet kritiseret for at vægte politisk korrekte film over æstetisk kvalitet, og det har festivaldirektør Dieter Kosslick umiddelbart taget til efterretning ved at hive Andersons hundefilm ind som åbningsnummer i hovedkonkurrencen.

Der er som altid kvalitetsgaranti hos den amerikanske filmmager, som står bag mesterværkerne The Royal Tenenbaums, Moonrise Kingdom og The Grand Budapest Hotel. Men Isle of Dogs oser nu også af storpolitik.

Det viser sig nemlig hurtigt, at der ligger store politiske konspirationer bag, at hundene er blevet udstødt. Det er umuligt ikke at drage paralleller til de flygtninge, som dagligt forsøger at forcere Middelhavet, fordi deres land er blevet ødelagt af dominoeffekter fra vores vestlige indblanding.

Med valget af Isle of Dogs som åbningsfilm viser festivaldirektør Kosslick altså, at man faktisk kan lave filmkunst, der har klare politiske undertoner.

1-0 til Dieter.

Fem døde chihuahuaer
Det eksklusive interview med Wes Anderson i de historiske omgivelser viser sig at være lige så eksklusivt, som det er at stille sig og vente på toget.

I omegnen af 60 journalister og særligt indbudte gæster indfinder sig hurtigt rundt omkring i lokalet.

”Velkommen til denne samtale med Wes Anderson og hans fantastiske hold,” siger en ny kommunikativt smilende pressemedarbejder og deler sake ud til de tilstedeværende.

I samme øjeblik begynder en japansk kvinde at tromme og synge, så der ikke ville være et sumobryder-øje tørt i hjemlandet, og kort efter ankommer Wes Anderson så med sine medforfattere Roman Coppola, Jason Schwartzman og Kunichi Nomura.

Det er sidstnævnte, der lidt senere står for det mest opsigtsvækkende indslag, da en journalist spørger, om de fire herrer selv har hunde.

”Had five chihuahuas,” siger den solbrillebærende japaner. ”All dead.”

Wes Anderson morer sig kosteligt, men svarer alligevel alvorligt på næste spørgsmål om det politiske aspekt i Isle of Dogs.

”Verden ændrede sig, mens vi lavede denne film, og vi skabte noget, der er sandt for filmen, men også siger mere om vores vestlige verden i dag end Japan,” siger instruktøren.

I øvrigt har Isle of Dogs haft en ret effektiv pr-kampagne, fordi der overalt i hundebyen Berlin hænger efterlysninger på lygtepælene med et billede af en forsvunden hund, som man efter at have set Isle of Dogs forstår, hvorfor er forsvundet.

Rygterne svirrer
Men alt imens Wes Anderson udlægger sin film sammen med holdet, bør det nævnes, at hans film ikke umiddelbart lader til at være den eneste solide i årets hovedkonkurrence.

Blandt filmjournalister har rygterne på festivalens første dag svirret om særligt tre film. Amerikanske David og Nathan Zellners Damsel, tyske Christian Petzolds Transit og polske Malgorzata Szumowskas Mug.

Brødrene Zellner er kendt for at lave film, der starter ét sted og pludselig bliver til noget helt andet og langt mere fængende, sjovt eller rørende. Det så man til fulde for nogle år tilbage i Kumiko, the Treasure Hunter, og denne gang sender de Robert Pattinson ud på en søgen efter Mia Wasikowska i Damsel, som allerede vises fredag.

Anderledes bliver Christian Petzolds historiske drama formentlig. Her følges en mand på flugt fra nazister. Petzold har tidligere – med markant succes – behandlet holocaust i Phoenix, der høstede filmpriser over hele verden. Hans nye film rammer hovedkonkurrencen på lørdag.

Sidste rygte er det mest vedvarende og handler om filmen, der vises som en af de sidste i årets konkurrence.

Mug skulle være en moderne farce om en mand, der får foretaget en ansigtstransplantation, og instruktør Szumowska plejer at få en pris med hjem fra Berlin, når hendes stærke historier er med i hovedkonkurrencen. Senest fik hun instruktørprisen i 2015 for Krop & sjæl.

Mads Mikkelsen som kvinde
Et rygte, der er blevet endeligt bekræftet på markedsniveau i Berlin, er, at hovedrollen i det amerikanske remake af Susanne Biers Efter brylluppet er besat. Og det bliver en helt anden type end Mads Mikkelsen fra den danske version.

Tyske Diane Kruger skal nemlig spille den omskrevne kvindelige hovedrolle i filmen, som amerikanske Bart Freundlich står bag.

Hans kone Julianne Moore er også tilknyttet projektet, som hovedsageligt skal foregå i New York.

Da samtalen med Wes Anderson er slut, trasker de inviterede videre ud i Berlin.

”Der vil nu være mulighed for nogle få og helt eksklusive spørgsmål til holdet, inden de skal videre,” siger en tredje pressemedarbejder og nikker rundt til os på de forreste rækker.

Man kan ikke lade være med at tænke, hvor eksklusivt det mon bliver denne gang …