Odense 2018
02. sep. 2018 | 12:56

Film om børnemordere vinder i Odense

Foto | Twelve Media
Hovedvinderen Detainment er en dokudramatisk gengivelse af afhøringen af Robert Thompson og Jon Venables, der i 1993 som tiårige bortførte og dræbte den toårige James Bulger i Liverpool.

Barsk film om engelsk nationaltraume får hovedprisen, mens skuespilleren Marijana Jankovic i sin instruktørdebut triumferer med prisen for bedste danske kortfilm.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Så er spændingen ovre. 

Odense International Film Festival blev afsluttet med bravur med en prisuddeling i Kulturmagasinet, hvor Thomas Levin gav den som toastmaster, og de mange nominerede endelig kunne ånde ud. Opløftede eller skuffede. 

Fire af vinderfilmene går herfra videre til Oscar-akademiets nomineringsudvalg, hvor de skal dyste med vinderne fra de øvrige 45 kortfilmfestivaler, der giver kvalificering til filmverdenens hovedpris. 

Aftenens hovedvinder blev den irske Detainment, hvor to tiårige drenge afhøres af politiet under mistanke for at have dræbt et spædbarn. Det er et stærkt, autentisk drama baseret på to drenges mord på James Bulger, en sag, der rystede England. Mordet fandt sted i 1993, og samme historie er forlægget for spillefilmen Boy A, der i 2007 gav Andrew Garfield et gennembrud. 

Da instruktøren tog imod prisen, var det ikke uden et par kærlige stikpiller til festivaldirektør Birgitte Weinberger og Tribeca-festivalens programlægger Ben Thompson, der var medlem af en af juryerne i Odense. 

”Jeg havde virkelig ikke regnet med at vinde,” sagde han forlegent. ”For Birgitte sagde, at hun hader min film, og Ben ville ikke vise den på Tribeca.” 

Pris til Jankovics debut
Prisen for bedste danske film gik til Marijana Jankovics integrationsdrama Maja, hvor vi er med en seksårig serbisk pige i børnehave. 

Kortfilmen er skuespillerens første tur bag om kameraet og bygger på hendes egne erfaringer med at flytte til Danmark som barn. 

Det må være en særligt stor sejr for den nyslåede instruktør at vinde i Odense. Som hun fortalte i et interview, vi bragte i går, startede filmen som en pitch til konkurrencen Pitch Me, Baby på samme festival for to år siden. 

Kristian Håskjolds meget omtalte En værdig mand måtte dermed se sig slået, men den kunne trøste sig med Vimeo Staff Pick Award.

Dystopisk tegnefilm
På dokumentarfronten gik prisen til den georgiske Prisoner of Society. Den skildrer en transkønnet kvinde, der bliver holdt hjemme af sine konservative forældre. Jesper Dalgaards stortippede Weltschmerz trak altså det korteste strå, men den har også allerede en Robert i bagagen. 

Og den forunderlige franske dystopi-tegnefilm The Night of the Plastic Bags løb med Børge Ring-prisen for dette års bedste animationsfilm. Det er anden gang, instruktør Gabriel Harel vinder prisen, som han med stolthed noterede sig i sin takkevideo. 

Den sidste præmierede konkurrencefilm er den franske At Dawn, om tre livsglade teenagere, der i en brandert stikker til søs i en gummibåd. Den idé virker ikke lige så god dagen derpå, da der kun er hav i horisonten. Filmen vinder Ungdomsprisen, som er den eneste i konkurrencen, der ikke kvalificerer til Oscar-uddelingen. 

Knarvorn fodbolddommer
Ud over de fem hovedfilm blev der også kastet hæder over mange andre frembrusende filmtalenter. 

Jesper Quistgaards Fodbolddommeren vandt publikumsprisen med en ganske rørende fortælling om en følelsesfrossen regelrytter, der bløder op i mødet med en lille pige. 

Instruktøren, der er kendt på Ekko Shortlist for film som Sværvægter og Ødeland, bløder selv op for det hårdtslående filmsprog med en simpel feel good-fortælling. Dog stadig med hans faste muse Rudi Køhnke på rollelisten. 

Christian Einshøjs Hjemsøgelsen er den eneste film, der vandt to gange – både FilmFyns talentpris og filmfestivalens egen Storyteller Award. I filmen tegner instruktøren et nærgående portræt af sin mor, der bor alene i Oslo og mener, at hun har set et spøgelse uden for døren til hans barneværelse. Det er en lunefuld og rørende fortælling om sorg og savn. 

Faktisk måtte det unge talent tre gange på scenen, da han også vandt en af de to priser til Pitch Me, Baby-konkurrencen. ”Det er så pinligt at stå heroppe igen,” undskyldte han til stor applaus. 

Under prisshowet blev sløret også løftet for næste års nominerede i Robert-kategorien Bedste kortfilm. Ud over vinderfilmen Maja bliver det Laurits Munch-Petersens Delfinen, Trine Nadias Fugle, Kasper Møller Jensens November og Daniel Kragh-Jacobsens Næste stop, der tidligt næste år skal dyste om en Robert.

Odense International Film Festival 2018


Grand Prix
Detainment, instr. Vincent Lambe
Den danske konkurrence
Maja, instr. Marijana Jankovic
Bedste dokumentariske kortfilm
Prisoner of Society, instr. Rati Tsiteladze
Børge Ring Award
The Night of the Plastic Bags, instr. Gabriel Harel
Ungdomsprisen
At Dawn, instr. Julien Trauman
Publikumsprisen
Fodbolddommeren, instr. Jesper Quistgaard
OFF Storyteller Award
Hjemsøgelsen, instr. Christian Einshøj
OFF Artist Award
Fauve, instr. Jeremy Comte
FilmFyn Talent Award
Hjemsøgelsen, instr. Christian Einshøj
Animation Talent Award
Egg, instr. Martina Scarpelli
The Soapbox Award
Alting har en begyndelse, instr. Marie Limkilde
Pitch Me Baby, 1. præmie
Skifting, instr. Zinnini Elkington
Pitch Me Baby, 2. Præmie
Brothers Suicide, instr. Christian Einshøj
Vimeo Staff Pick Award
En værdig mand, instr. Kristian Håskjold

Kommentarer

Odense International Film Festival

Kortfilmsfestival grundlagt i 1975 og Danmarks ældste filmfestival.

Viser i år 111 kortfilm fra hele verden, der dyster i fem kategorier: hovedkonkurrencen, den danske konkurrence, animation, dokumentar og ungdom.

Alle vinderne (bortset fra ungdomskonkurrencen) er kvalificeret til at dyste om Oscars for bedste kortfilm.

Der vises også enkelte længere film, foruden talks, paneldebatter, open air-visninger og i år også VR-udstillingen PlayOFF.

© Filmmagasinet Ekko