Dafoe: ”Folk har ikke brug for biopics”

Willem Dafoe virker ikke umiddelbart som den oplagte til at spille Vincent van Gogh. Den hollandske maler døde som 37-årig, mens Dafoe snart runder 64 i år.

Ikke desto mindre spiller amerikaneren den ikoniske kunstner i Van Gogh – Ved evighedens port, og præstationen bliver fremhævet af Ekkos anmelder. Filmen er instrueret af billedkunstneren og filmskaberen Julian Schnabel.

Instruktøren, der nok er mest kendt for Dykkerklokken og sommerfuglen, insisterede på at bruge Dafoe, hans ven gennem 30 år.

”Jeg ville ikke lave en film om van Gogh. Jeg ville lave en film, hvor du var van Gogh,” har Schnabel sagt under et pressemøde, mens han pegede på Willem Dafoe.

Plaget maler
Ikke kun aldersforskellen talte imod valget af skuespiller. Dafoe var heller ikke ekspert på området.

”Da Julian Schnabel kontaktede mig, vidste jeg det, de fleste ved,” fortæller Willem Dafoe, da Ekko i september sidste år besøger skuespilleren på et hotelværelse med udsigt til Venedigs lagune.

Han er rejst til kanalbyen for at være en del af filmfestivalen, hvor Van Gogh – Ved evighedens port fik verdenspremiere. I filmen lykkes det nu alligevel amerikaneren at overbevise om, at han er det rette valg til rollen.

Filmen er flimrende håndholdt og fyldt med sprængt lys, mens Willem Dafoe leverer en troværdig version af den plagede maler.

Indfanger sollyset
Van Gogh har vendt ryggen til storbyen og søger efter det rette motiv i den franske provinsby Arles. Naturen er motivet, men kunstneren forsøger at indfange, hvordan sollyset indtrænger alt, der vokser.

Men ingen forstår den forhutlede maler, der langsomt, men sikkert mister forstanden.

Filmen er en instruktørs vision, men det ville ikke kunne lade sig gøre uden formidable Willem Dafoe, som da også fortjent blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

”Jeg læste en bog om van Gogh og studerede hans breve, men jeg har ikke set alle filmene, og jeg har egentlig ikke nærstuderet hans liv,” siger skuespilleren.

I stedet skildrer filmen Vincent van Gogh ud fra de breve, kunstneren havde skrevet. Og flere af de ting, van Gogh siger i filmen, er taget direkte fra hans breve.

Willem Dafoes opgave var så at gengive den sindsstemning, som han forestiller sig, at kunstneren var i på det usikre tidspunkt af sit liv. En situation, hvor ingen troede på hans evner, men hvor han alligevel følte inspirationen bruse i sig.

Silkehandsker i Paris
Men hvordan finder man som skuespiller den sindsstemning?

”På et tidspunkt rejste Julian og jeg til Paris for at se en udstilling med van Goghs blyant-skitser og -tegninger,” erindrer Willem Dafoe.

Skuespilleren husker det som et fint sted, hvor en museumsmand i kjole og hvidt førte ham ind i et særskilt lokale. Manden iklædte sine hænder med hvide silkehandsker og fandt en veloursæk frem. Ud af sækken trak han forsigtigt nogle skitser frem.

”Ud at det blå tager Julian min hånd og fører den ned på skitserne. Han ville ha’ mig til at trænge ind i van Goghs hoved,” siger Dafoe og griner af situationen.

Men det virkede tilsyneladende. Dafoe fortæller, at han følte en energi. At han følte sig tættere på van Gogh.

”Måske hænger det sammen med autentiteten i de her tegninger. Der var for eksempel små huller af tegnestifter i hjørnerne. Van Gogh havde siddet udenfor i blæsten og tegnet, så han havde brug for, at papiret sad fast på hans blok. Jeg følte mig virkelig tæt på ham. Han var udenfor, og jeg var udenfor med ham.”

Sådan tænkte van Gogh
Efterfølgende trak instruktøren Dafoe længere og længere ind i en kunstners psyke. Det hænger sammen med filmens vision.

”At kalde det en biopic er en doven beskrivelse,” siger Willem Dafoe og forsætter:

”Det er film, der er lavet af en maler. Det kan man sagtens se. Filmen er ikke interesseret i historien om den pinte kunstner – den historie er jo også blevet fortalt. Visionen er at skildre den måde, van Gogh tænker på,” forklarer Willem Dafoe, som tilsyneladende ikke er så meget til biopic-genren.

”Genren er en motor for skuespillere, der gerne vil vise sig selv frem, og for instruktører, der vil fortælle alt om en given person. Den her film gør ingen af delene,” mener han.

Overmalede lærreder
Willem Dafoe mener, at filmen handler om kunstnerens refleksioner, og den ender i sidste ende med at blive Julian Schnabels meditation over Vincent van Gogh.

Skuespilleren blev selv sat til at male som forberedelse til filmoptagelserne. Han forsøgte at bruge de samme værktøjer med lys og sanseindtryk som Vincent van Gogh.

”Jeg malede også, da jeg lavede To Live and Die in L.A.,” siger skuespilleren om William Friedkin-filmen fra 1985.

”Men jeg havnede dengang i en identitetskrise. Jeg fortsatte med at male, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge billederne til. Jeg havde ingen ambitioner om at sælge billederne. Så jeg begyndte bare at overmale de samme lærreder igen og igen. Til sidst droppede jeg det.”

– Havde du talent for det?

Han griner.

”Hvem ved?”