Kronik
29. apr. 2025 | 12:56

Opråb: Forandring kræver handling

Foto | Emil Nicolai Helms

Vild med dans er produceret af Mastiff og kendt for sit fokus på diversitet foran kameraet, men bag kameraet står det skralt til med mangfoldigheden i film- og tv-branchen. 

Syv produktionsselskaber er gået sammen om at gøre det mere bæredygtigt at rekruttere bredere, men projektet mangler finansiering.

Af Thomas Hersi-Heurlin og Jennifer Maria Matos Tonndorff

Eftersom du læser denne kommentar hos Ekko, kender du allerede proceduren. En idé bliver udviklet, et manuskript skrevet, et hold rekrutteret og visionen eksekveret.

Men hvem står bag det hele? Hvem vælger historien, former udtrykket og sætter tonen?

I frygt for at skræmme den trætte læser væk indeholder overskriften på kommentaren hverken ordene ”mangfoldighed”, ”diversitet” eller ”inklusion”. For disse er blevet til tomme floskler i branchen, hvor vi konstant påpeger problemerne, men sjældent kommer med bæredygtige løsninger.

For tv- og filmbranchen i Danmark har allerede talt om behovet for mere mangfoldighed, men virkeligheden bag kameraet halter fortsat alvorligt efter. Vi må jo bare konkludere, at forandringen ikke sker af sig selv, den skal organiseres, ledes, og ikke mindst finansieres. 

Så hvordan får vi vendt skuden, gjort situationen mere spændende og, ikke mindst, denne kommentar til mere opløftende læsning?

Et helhedsinitiativ
Den gode nyhed er, at syv produktionsselskaber – Monday, Mastiff, Godt, Strong, Impact, Koncern og Blu – er gået sammen om at udvikle et arbejdsgiverinitiativ, der gennem uddannelse og netværk skal gøre det mere bæredygtigt for branchen at rekruttere og fastholde flere diverse arbejdsprofiler.

Initiativet har til hovedmål at skabe mere mangfoldige medarbejdersammensætninger på – til at starte med – de syv selskaber ved at hjælpe produktionsselskaberne med at rekruttere bredere.

Det skal blandt andet ske ved at skrive mere inkluderende jobopslag, tilbyde kurser og oplæg til ledelsen og medarbejderne i mangfoldighed og inklusion samt opsætte og udrulle et internt uddannelsesforløb for personer med minoritetsetnisk baggrund.

Det skal ses som et helhedsinitiativ, der skaber varig forandring via uddannelse, netværk og inkluderende arbejdsmiljøer. 

Åbner dørene for lokalsamfundet
Netop i et lokalområde som Nordvest og Haraldsgadekvarteret, hvor op mod 40 procent af beboerne har minoritetsetnisk baggrund, er det stadig under én procent, der arbejder i branchen. 

Vores initiativ arbejder helt lavpraktisk med at gøre noget ved det. Produktionsselskaberne åbner dørene for lokalsamfundet og inviterer indenfor. Hvis vi blot kan hæve andelen nogle få procent, er vi på rette vej.

Så hvorfor denne tekst? Fordi initiativet mangler finansieringen.

Vi står nu med en indsats, der er klar til at blive ført ud i livet. Det består blandt andet af en atten måneders lønnet mesterlæreuddannelse for tv-interesserede personer med minoritetsetnisk baggrund. Her får de mulighed for at ”rejse” rundt mellem de syv produktionsselskaber, erhverve sig faglige og praktiske kompetencer samt udvide deres branchekendskab og netværk.

Projektet er udviklet og forankret, men midlerne mangler stadig. Vi har allerede talt med adskillige centrale aktører, og selv om der er opbakning både fagligt og økonomisk fra blandt andet Det Danske Filminstitut, TV 2 og Producentforeningen, rækker midlerne ikke til at løfte det fulde ansvar.

Grib bolden!
Hvis vi virkelig ønsker forandring, må vi også være villige til at investere i den. Ellers mister vi denne enestående mulighed for at skabe en bæredygtig og mangfoldig tv- og filmbranche.

For det kræver ikke meget brancheindsigt at vide, at syv produktionsselskaber ikke kan bære ansvaret alene. De har allerede forpligtet sig med viden, læring og løn, hvilket er et stort skridt.

Men for at sikre reel, varig og ikke mindst bæredygtig forandring, må staten, kommunen og resten af branchen tage medansvar. Ellers står vi snart igen til en messe og klapper af endnu en diversitetsindsats, der aldrig blev til andet end gode intentioner.

Vi har gjort vores. Bolden er spillet. Spørgsmålet er bare: Hvem tør gribe den, før den ruller direkte ud i glemslen?

Kommentarer

Thomas Hersi-Heurlin

Født 1959 på Frederiksberg.

Stifter af produktionsselskabet Impact TV.

Kendt for hårdtslående dokumentarserier som MeToo: Sexisme bag skærmen, De misbrugte filmbørn og Sexisme i musikbranchen.

Jennifer Maria Matos Tonndorff

Født 1990 i Birkerød.

Har studeret kreativ kommunikation på Danmarks Medie og Journalisthøjskole.

Filminstruktør og diversitetskonsulent.

Står bag den korte dokumentar Pedella, som kan ses på Ekko Shortlist.

Har premiere på dokumentaren Tæt på lykkelig, som handler om statsborgerskab, på DR2 til juni. 

© Filmmagasinet Ekko