Interview
18. maj 2011 | 08:00

Forelsket i en avatar

Foto | Henrik Ipsen
Min Avatar og Mig

For Bente Milton startede det som et antropologisk eksperiment. For Mikkel Stolt blev det til en rejse ind i det virtuelle univers Second Life. Resultatet blev hybridfilmen Min avatar og mig, som har biografpremiere i dag.

Af Mika Ito Bruun

Efter at have tilbragt godt to timer i selskab med instruktørerne Bente Milton og Mikkel Stolt, er det mig stadig en gåde, hvordan de overhovedet er blevet enige om at lave den samme film.

Men hvis man så kigger nærmere på resultatet, så står det hurtig klart, at dokumentarfilmen Min avatar og mig ikke bare er én film, men flere forskellige film i én.

"Hele det åndelige, filosofiske lag i filmen, det er der, hvor jeg sætter mit fodaftryk, mens Mikkels meget jordnære historie er den røde tråd. Og der har dynamikken i vores samarbejde været spændende, for vi har udfordret hinanden hele vejen igennem," understreger filmens hovedinstruktør Bente Milton.

I et grænseland
Min avatar og mig tager udgangspunkt i instruktør Mikkel Stolts eget liv. I filmen spiller han sig selv, og fokus er på hans oplevelse af at leve sine drømme ud i det virtuelle univers Second Life, hvor han forelsker sig i den smukke avatar Helena.

Og selv om filmen blev vist sidste år på CPH:DOX, og pressematerialet fortæller, at filmen er en fantasy-dokumentar, har instruktørduoen ikke tænkt den udelukkende som en dokumentarfilm.

"Lige fra starten havde vi problemer, for vi skulle have finansieret noget, som hverken var dokumentar eller fiktion. Men det endte med, at den kom på dokumentarfilmfestivaler," forklarer Mikkel Stolt.

"Jeg har det personligt sådan, at det er ligeså meget fiktion som dokumentar. Helt ærligt, så er det en hybrid, for nogle scener går fra at være dokumentar til fiktion i samme scene. Og man kan ikke sige, at det, der foregår i virkeligheden, er dokumentar, og det, der foregår i Second Life, er fiktion, og omvendt."

"Det er meget flydende grænser," tilføjer Bente Milton.

Fra ånd til jord
Selvom Bente Milton og Mikkel Stolt begge har en flerårig baggrund som dokumentarister, og de hver især har deres eget produktionsselskab, så er det ikke til at komme uden om, at de har vidt forskellige måder at arbejde på og forholde sig til filmen.

"Hvis du spørger mig, hvad den røde tråd er, så er den inspireret af den oprindelige betydning af ordet avatar, som betyder et højtstående åndeligt væsen, der stiger ned på jorden for at vejlede os," siger Bente Milton og fortsætter:

"Avatarer, det er sådan nogle som Jesus, Buddha og Muhammed, som lader sig føde i fysisk form for at vejlede os."

"Er det så mig, der er Jesus i den her film," indskyder Mikkel Stolt kækt.

"Nej, du er snarere en af disciplene. Det kan være, det er Helena?" svarer Bente Milton og tilføjer: "Så det var en leg med det her ældgamle begreb. Mit sigte er mere åndeligt. Et forsøg på at udfordre vores forståelse af virkeligheden."

"Noget af det, Bente siger, er gået helt hen over hovedet på mig," siger Mikkel Stolt.

"Jeg synes, det centrale er, hvad den teknologiske udvikling betyder for os mennesker, og især når det gælder vores følelsesliv og kærlighedsliv. Det er noget folk kan forholde sig til, og det er også derfor, vi har brugt det som den røde tråd gennem filmen," understreger Mikkel Stolt.

Følelsen af at være en avatar
Hvis vi skal følge i Mikkel Stolts fodspor, så er den centrale historie i filmen, at han, som sit andet, digitale jeg, hovedkulds forelsker sig i avataren Helena inde i Second Life, også selvom han aldrig har mødt hende i virkeligheden.

"Første gang jeg skulle danse tæt og kysse Helena samtidig med, at Rob og hele holdet filmede (inde i Second Life, red.), det var doku-autentisk samtidig med, at vi havde sat det hele op," siger Mikkel Stolt.

"Og en grænseoverskridende oplevelse," siger Bente Milton.

"Jo, man sidder der, og man skal kysse én for første gang, samtidig med at der står folk rundt omkring og kigger. For ikke at snakke om de nøgne sexscener, " siger Mikkel Stolt.

"Du bliver helt rød i kinderne bare af at tale om det," siger Bente Milton drilsk.

"Man føler sig tættere på sin digitale avatar, end man kan forestille sig, hvis man aldrig har prøvet det," understreger Mikkel Stolt.

Et hårdt eksperiment
Hverken Bente Milton eller Mikkel Stolt lægger skjul på, at det ikke har været nogen nem opgave at lave denne eksperimenterende hybridfilm. Men filmkonsulenten Kim Leona, som spiller en mindre rolle i filmen, har kæmpet for at sætte struktur på tingene.

"Kim Leona gik meget op i, at der skulle være et gennemarbejdet manuskript med scener og struktur, hvor Mikkel meget hellere bare ville have kørt derudaf uden fast struktur," siger Bente Milton.

"Ja ja, jeg bliver så irriteret over de der skabelonfilm. Det var også derfor, jeg tit sloges med Kim Leona, for hun er dramaturg og god til at strukturere ting. Der vil vi hellere have, at filmen bliver klogere undervejs," tilføjer Mikkel Stolt.

"Filmen ved sikkert mere, end både Bente og jeg gør. Det har tit vist sig at være rigtigt," siger Mikkel Stolt.

"Det er vi sådan set enige om," indskyder Bente Milton.

"Jeg er nervøs for, at folk siger: ’Dét der det dur ikke, det er hverken dokumentar eller fiktion,’ og at folk glemmer, det er et eksperiment," kommer det i en hurtig vending fra Mikkel Stolt.

Min avatar og mig får premiere i dag i biografer landet over og kan samtidig opleves inde i Second Life ved et særarrangement af DOX BIO extra. Filmen får efterfølgende premiere på DR2 Dokumania den 24. maj.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko