Forfængelighed æder sjæle op

Der er mange fædre og mødre til en succes, men ingen til en fiasko.

Det gælder også dokumentarfestivalen Cph:Dox, hvor tre personer nu er havnet i en offentlig strid om æren. Det er som at overhøre naboens tåkrummende skænderi. Man ved, man burde lukke døren, men man kan ikke lade være med at lytte.

Grand-biografens direktør Kim Foss og tidligere festivalproducer Andreas Steinmann har skrevet en Politiken-kronik, der – forstår man – er kulminationen på en årelang strid i kulissen af dansk film.

Kronikørerne påstår, at Tine Fischer siden 2014 gradvist har skrevet dem ud af festivalens historie, blandt andet gennem en ændring på Cph:Dox’ Wikipedia-side. Motivet skulle være, at hun alene kunne høste anerkendelsen for festivalens succes og bruge den som springbræt i sin karriere – en rejse, der nu har ført hende til toppen som leder af Filminstituttet, direktøren for det hele.

Kim Foss og Andreas Steinmann drev NatFilm Festivalen, hvor de fik idéen om at give den underprioriterede dokumentarfilm et tiltrængt løft. De stiftede en søsterfestival, fandt på navnet Cph:Dox og havde det formelle ansvar fra festivalens start i 2003 til 2008.

Det er derfor ikke korrekt, når Tine Fischer i en pressemeddelelse i forbindelse med sin ansættelse som rektor på Den Danske Filmskole i 2021 skriver, at hun har været direktør for Cph:Dox siden 2003. Hun tiltrådte først som direktør i 2008, efter at Kim Foss og Andreas Steinmann trådte ud af festivalen.

Det er heller ikke korrekt, når hun på LinkedIn beskriver sig som stifter af Cph:Dox – og måske heller ikke helt præcist, når hun ændrer det til medstifter sammen Kim Foss og Andreas Steinmann. Det var nemlig dem, der i 2002 headhuntede Fischer, som arbejdede i Cinemateket, og ansatte hende som programlægger. ”Stifter” er ikke en beskyttet titel, siger Filminstituttets bestyrelsesformand, men det lyder som et noget kynisk argument.

Herfra bliver billedet mere mudret.

Kronikken kommer ikke ind på, hvor meget arbejde Kim Foss og Andreas Steinmann lagde i festivalen. Tine Fischer siger selv, at hun fra dag ét tog stafetten og ”byggede lige præcis den festival, som jeg brændte så enormt for”. Og hun bakkes op af over 50 tidligere medarbejdere, der i en støtteerklæring på de sociale medier beskriver festivalen siden 2003 som ”drevet under Tine Fischers kyndige ledelse og skarpe vision”.

Og det samme skrev Kim Foss selv i Ekko i 2008: ”Med Tine Fischer ved roret har den blot fem år gamle Cph:Dox faktisk arbejdet sig op til ikke kun at være den næstbedst sælgende festival i Danmark (efter NatFilm Festivalen), men også et internationalt forbillede for innovation, inspiration og evnen til at tænke på tværs af genrer.”

Det gør naturligvis ikke Tine Fischer til stifter – på samme måde som jeg ikke kan kaldes grundlægger af Ekko, selv om jeg gennem mange års arbejde har udviklet magasinet til, hvad det er i dag.

Og når der på Filminstituttets hjemmeside står, at hun er ”uddannet i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet”, må man spørge, hvad det egentlig betyder? Tine Fischer har en bachelorgrad, men skrev aldrig speciale, og formuleringen kan derfor misforstås.

Man må aldrig falde for fristelsen til at puste sit cv og da slet ikke som landets mest magtfulde filmperson. I Tine Fischers tilfælde er det i øvrigt helt unødvendigt. Hendes resultater på både Cph:Dox og Filmskolen, hendes visioner og gennemslagskraft, taler for sig selv og gjorde hende til det oplagte valg som direktør for Filminstituttet.

”Det handler altså mindre om stolthed og ære end ’virkelighed’ – den virkelighed, vi ville besynge og endevende, dengang vi satte Cph:Dox i verden,” skriver Kim Foss og Andreas Steinmann.

Men her må man konstatere, at de selv har mistet jordforbindelsen, når de lader deres egen ærekærhed blive målestokken for mistillid til Tine Fischers ansættelse.

I ramme alvor kalder de hende ”krænkeren”, taler om ”historieforfalskning” og ”postfaktualisme”, og bekymrer sig om, hvad der skal stå på deres egen gravsten. De får undervejs svinget sig op på så en høj hest, at hele sagen fremstår som en forbrydelse mod menneskeheden.

Nu har de engageret en advokat. Bliver Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg det næste stop på deres episk dramatiske rejse?

Det er svært at forstå, at et stille og begavet menneske som Andreas Steinmann og den succesfulde direktør for landets førende arthouse-biograf gennem årtier – Kim Foss, kendt for sin eminente kunstneriske dømmekraft – har signeret et så ubehageligt og totalt ude af proportioner personangreb.

Nu risikerer de ikke at blive husket for at have stiftet Cph:Dox og fremsynet sat Tine Fischer i spidsen, men for at lade egen forfængelighed sætte omdømmet overstyr.