Nyhed
06. aug. 2026 | 17:03

Fra Shortlist Prisen til New York

Foto | Emil Nicolai Helms

Den svenske instruktør Astrid Söderberg vandt Shortlist Prisen for afgangsfilmen Solo Female ved sidste års Ekko Shortlist Awards, hvor filmen var nomineret til hele syv priser. 

”Ekkos pengepræmie betød, at jeg kunne tage afsted,” siger Astrid Söderberg, der efter sejren med Solo Female ved Ekko Shortlist Awards vandt en pris i USA og arbejder på en spillefilm, der udspringer af OnlyFans-kortfilmen.

Af Frederik Hoff

Hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards er Shortlist Prisen, og med den følger en præmie på 25.000 kroner. Men hvad gør en klog filmskaber med pengene?

Ved sidste års prisuddeling vandt instruktøren Astrid Söderberg prisen sammen med resten af holdet bag deres afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Solo Female.

Den satiriske og provokerende film handler om en ung kvindes forsøg på at nå næste stadie i karrieren som OnlyFans-skaber. Hun søger mod et kollegialt fællesskab ved at deltage i en sammenkomst, men weekenden tester hendes grænser ud i det absurde.

Filmen blev af juryen kaldt ”øjenåbnende og udført med en lethed, der får én til at glemme, hvor krævende det er”. Og prisen var en stort selvtillidsboost for den svenske instruktør.

”Det betød virkelig meget – ikke kun for mig, men også for hele holdet – at afgangsfilmen fik så fin en modtagelse så tidligt. Det var en honor, som man siger,” fortæller Astrid Söderberg til Ekko.

Hun og holdet valgte at splitte de 25.000 kroner ligeligt imellem sig, og instruktøren fandt hurtigt ud af, hvad hun skulle bruge sin andel til.

Solo Female blev udtaget til både Göteborg Film Festival, Brive Film Festival i Frankrig og senest New York City Independent Film Festival, hvor den vandt prisen for bedste manuskript. Særligt turen til New York i juni var dyr.

”Men pengepræmien betød, at jeg kunne tage afsted, for ellers havde jeg absolut ikke haft råd,” fortæller den 30-årige instruktør.

Siden dimissionen fra Filmskolen sidste sommer har hun levet af en kombination af freelancearbejde, workshops og dagpenge som så mange andre nyuddannede filmskabere.

”På grund af Shortlist Prisen fik jeg lov at møde et internationalt, amerikansk publikum og få kontakter, som er meget værd. Det var en stor oplevelse at lære den amerikanske independent-scene lidt at kende og se amerikanernes oplevelse af filmen. OnlyFans er meget større derovre, og det satte gang i mange tanker at mærke deres reaktioner.”

Spansk samlingspunkt
I øjeblikket er Astrid Söderberg i gang med at lave en gammel teaterforestilling om til en spillefilm hos Nimbus Film.

Herudover arbejder hun sammen med producerne Mikkel Smidt og Emilia Moth fra Napkin Productions – startet af producerne på Söderbergs årgang fra Filmskolen – på en spillefilm, der udspringer af Solo Female.

”Vi har fået et rejselegat af foreningen Danske Filminstruktører, og om en måneds tid tager vi til Marbella i det sydlige Spanien. Byen er blevet et slags europæisk samlingspunkt for mennesker, der lever af internettet,” fortæller instruktøren.

”Det er alt fra manosfære-influencere til reality-profiler og OnlyFans-skabere. Projektet er meget tidligt i udviklingsstadiet, men vi ved, at filmen på en eller anden måde skal have at gøre med miljøet dernede.”

Mange danskere vil vide, at den kendte influencer og OnlyFans-skaber Fie Laursen i mange år har holdt til i den spanske by, som hun har udgivet sangen Marbella om i 2020.

Astrid Söderberg foretrækker at lave sine fiktionsfilm i tæt forbindelse med virkeligheden. Til Solo Female arbejdede hun sammen med ægte OnlyFans-skabere, og sådan bliver tilgangen også på spillefilmprojektet.

”Jeg har lavet virkelig meget online-research, men det er vigtigt også at møde folk i miljøet, så de kan fortælle fra deres perspektiv. Jeg glæder mig til at undersøge de spørgsmål, som Solo Female efterlod mig med,” siger Astrid Söderberg.

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Prisuddeling for danske filmskabere og deres kortfilm på Ekko Shortlist.

Startede i 2014 og finder sted for trettende gang 19. november 2026 i Bremen Teater.

Køb billet her!

Ekko Shortlist og Ekko Shortlist Awards er støttet af Det Danske Filminstitut og Producent Rettigheder Danmark.

Streamingtjenesten og prisfesten er sponsoreret af Producentforeningen, FAF, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, Dansk Komponistforening, ANIS, FILM&TVGruppen, Danske Scenografer, SF Studios, Peter Aalbæk Jensen, Polar Studios og Royal Guld.

© Filmmagasinet Ekko