Cannes-vinder: Forskellene vokser i verden

Han ser rå ud og udstråler mandighed. Med brunt krøllede hår, skægstubbe, ret ryg og et skævt, flabet smil. 

Og han ligner slet ikke Thierry fra Markedets lov. Den arbejdsløse, alvorlige og godmodige fabriksarbejder med det store overskæg.

Det var rollen, der indbragte den 56-årige franske skuespiller Vincent Lindon prisen for som bedste skuespiller i Cannes 2015 – muligvis den største ære, han har opnået i sin 30 år lange karriere, der primært har fundet sted i Frankrig. 

I Markedets lov spiller Lindon en mand i 50’erne. Thierry leder desperat efter fabriks- og håndværkerjobs. Han har en kone og et handicappet barn, og efter halvandet års krisesamtaler med banken er han tvunget til at finde et arbejde.

Endelig får han et job som sikkerhedsvagt i et supermarked. I starten går det godt med uniformen på. Han kontrollerer kunderne ved hjælp af kameraer, kalder tyvene ind i aflukkede rum og får dem til at indrømme deres ugerninger. 

Men som tiden går, indser han, at han med sin nytilkomne magt knalder desperate, arbejdsløse mennesker for ubetydelig småkriminalitet. Kan han stå ved sig selv? 

Forskellene vokser
Vincent Lindon ser ud over de 30 fremmødte journalister her i Paris på Le Grand Hotel til pressekonferencen. Han gør store øjne. Alvorligt, men med en skjult selvironi, som om han godt ved, at en pris fører til Andy Warhols forudsigelse om alle menneskers ret til femten minutters berømmelse. 

En journalist er hurtig: ”Var det svært at spille én, der lider?”

Han svarer med klar en tone.

”Mit svar er nej, men det er for kort for dig, så lad mig prøve at forklare. Nej, det er ikke svært at spille én, der lider. Det, der er svært, er at mærke arbejdsløsheden og være de steder, vi optog, og møde de mennesker i det virkelige liv.” 

”Det er ikke svært for mig, men det er svært at se, hvor privilegeret jeg er. Det er det samme problem overalt i Europa. Forskellen på rig og fattig bliver større og større.” 

”Folk går på arbejde bare for at være der fra otte til seksten, og så går de tilbage til deres egen verden. Mennesker møder op, og andre mennesker profiterer på dem, og det er vores job som forfattere og filmskabere at afspejle det liv og det samfund, vi lever i. Bag ved fiktionen er der en stor historie, og den handler om livet i Frankrig.” 

Mit job, min passion
Svaret er fuldt af perspektiver. Det er Vincent Lindons stil. Hans hånd er kontrolleret gestikulerende, når han taler, og han taler i minutter. Mange minutter. Efter noget tid vender han tilbage spørgsmålet, om det var svært at spille rollen som Thierry.

”Jeg tager ud til de arbejdsløse, og jeg så tænker: ’Hvordan ville jeg være, hvis jeg var dig.’ Og så gør jeg det – med mine øjne, mit hoved og min mund. Det er mit job, det er det, jeg kan lide, det er min passion. Og det er faktisk ikke en rolle, jeg vil være denne mand,” siger Vincent Lindon.

Han gør en kort pause, uden at nogen afbryder.

”Men det at være skuespiller er ikke bare en eventyrlig rejse. Man er i en forskellig stemning alt efter, hvilken rolle man spiller. Man tager ti procent af de roller, man spiller. Når man spiller et menneske, der har oplevet noget forfærdeligt, vil det altid være en del af dig.” 

Film gør en forskel
En anden journalist spørger, om Markedets lov har en indflydelse på samfundet og politikerne. Det skulle han aldrig have gjort. Vincent Lindon kigger intenst.

”Du er journalist. Tror du selv på det?” spørger Lindon. 

”Ja, det tror jeg måske,” svarer den glatbarberede journalist lidt usikkert. 

”Så du behøver ikke mit svar?” siger skuespilleren.

Alle andre journalister griner. 1-0 til Vincent. 

”Ja, men det er mit indtryk, at den har en betydning,” siger journalisten bestemt og arrigt som i forsvarsposition. Vincent Lindon fortsætter:

”Dit job er at få et indtryk af, hvad du føler om noget og levere det til verden,” belærer han. 

Journalisten forklarer sig.

”Ja, men i Tyskland, mit hjemland, lader samfundskritiske film ikke til at gøre en stor forskel. Måske det er anderledes i Frankrig?”

”Ahh, ændrer en socialt engageret film ingenting i Tyskland?” spørger Vincent Lindon. 

”Folk ser dem ikke. Men måske forandrer det de mennesker, der ser dem,” svarer journalisten. 

”Åh, det lyder forfærdeligt. I Frankrig ser vi filmene, og vi er meget imponerede af, hvad en film gør ved én. Når der er samfundskritiske film som Welcome eller Mustang i Frankrig, vil folk gerne se dem, og selv hvis de ikke ser dem i biografen, læser de om den i aviser, og det er politikerne meget bevidste om,” siger Vincent Lindon og fortsætter:

”De synes, det er meget vigtigt, fordi fiktion og film varer længere end tre minutters nyheder. Det er lettere at vise på film, du kan smage det og føle det. På tv er det meget kondenseret, og det er sensationelt, så biografien og litteraturen er en god måde at tale til folk på.” 

Kvindernes mand
Vincent Lindon er vokset op i et intellektuelt hjem. Eller bourgeoisiet, som filmens instruktør, Stéphane Brizé, der ankommer senere, siger.

Vincent Lindons far var chef for en bilradioproducent, og moren var journalist. Flere i familien har haft store navne, såsom forfatteren Mathieu Lindon og den tidligere franske premierminister Jules Dufaure.

Fra 80’erne etablerede han sig som skuespiller, og familiebaggrunden taget i betragtning var det ikke overraskende, at han i 90’erne blev kæreste med Prinsesse Caroline af Hannover, der tidligere har været forlovet med Roberto Ingmar Rossellini, som er søn af Ingrid Bergman og Roberto Rossellini. 

Senere giftede han sig med skuespilleren Sandrine Kiberlain og datede Catherine Deneuves datter, Chiara Mastroianni.

”Kvindernes mand,” kan vi roligt kalde ham, og livet ligner et, mange på bunden kunne drømme om. Han hævder, at han har haft et godt liv. Et godt liv som alle andre med det, der kræves: kærlighed, ærlighed, respektfuldhed og en sund familie. Han siger til en af journalisterne: 

”Du tror, jeg har haft et godt liv, for du kender kun toppen. Men jeg har en historie. Jeg har haft samme liv som alle andre med forældre og søskende. Med kvinder, der forlod mig på et sekund og sagde: ’Jeg kan ikke lide dig mere, jeg foretrækker din ven.’” 

Et minut mere
Folk griner. Damen, der styrer pressemødet, siger, at det skal slutte.

”Et minut,” siger Vincent Lindon og tilføjer, at samfundet mangler høflighed og dannelse. At vi skal møde til tiden, komme til tiden og sige De i stedet for du.

”Du glemmer måske at sige tak, og du siger, og hvad så? Det var bare en enkelt gang, men en detalje plus en detalje plus en detalje, det er dét, der gør dig høflig eller uhøflig. Vi burde altid spørge os selv, om vi ville kunne lide, hvis andre gjorde det samme mod os selv? Hvis nej, så skal du ikke gøre det.”