Han åbner for sluser til dit eget liv

”Hold da kæft for en reaktion fra publikum!” siger Frelle Petersen benovet morgenen efter verdenspremieren på hjemmeplejerdramaet Hjem kære hjem. 

Det er en frostklar februarmorgen under Berlinalen, hvor filmen, der afslutter hjemstavnstrilogien efter Onkel og Resten af livet, er udtaget til sidekonkurrencen Panorama. 

Den sønderjyske instruktør er allerede lidt af en festivaldarling. Onkel vandt hovedprisen på filmfestivalen i Tokyo i 2019, og Resten af livet var udtaget til den prestigiøse spanske festival San Sebastian. 

Men som han sidder her i foyeren på Hotel Pullman, er det tydeligt, at modtagelsen af Hjem kære hjem alligevel er kommet bag på Frelle Petersen. 

”Jeg lærer mest om min film, når den får premiere, og i går var der nogle vilde reaktioner. Folk er jo helt oppe at stege over det! Jeg mødte folk fra Japan, Brasilien, Spanien, Tyskland selvfølgelig, og de havde tårer i øjnene,” siger han. 

Filmen ramte også mig, og min femstjernede festivalanmeldelse blev ved filmens danske premiere midt i juni fulgt op med skamros fra en samlet kritikerskare. 

Historien handler om en ung alenemor, Sofie, der starter i hjemmeplejen i Tønder kommune. Filmen viderefører sine forgængeres sindige tempo og naturalistiske blik på sønderjysk hverdag, hvor de nære historier folder sig ud i universelle temaer. 

Onkel kredser om spændingen mellem familieforpligtelser og personlig frihed. Resten af livet dykker ned i sorgen efter en ung mands alt for tidlige død. Og Hjem kære hjem skildrer med stille alvor de udfordringer, der følger med at ledsage de ældre i livets sidste fase. 

”Der var her ved premieren en stor, muskuløs gut med tatoveringer, som græd og fortalte, at han havde været det hele igennem med sine egne forældre. Jeg havde samtaler, som jeg aldrig har haft med et publikum før,” siger Frelle Petersen. 

”Hjem kære hjem rammer bredt på en måde, som mine andre film aldrig har gjort. Jeg har været glad for alle de tre sønderjyske film, men den her har allerede fået en særlig plads i mit hjerte.” 

Fra fantasi til research
Hjemstavnstrilogien har gjort Frelle Petersen til en af Danmarks mest respekterede filmskabere. Men det har taget tid for den i dag 45-årige instruktør at finde sin egen arbejdsrytme og sit eget filmsprog.

Siden debutfilmen Hundeliv fra 2016, som han ikke selv var tilfreds med, har han arbejdet målrettet på at lægge mainstreamfilmens udtryksform fra sig og styre bort fra skabelonerne, som han udtrykker det.

”I min debut tænkte jeg: ’Hvad vil folk se?’ Filmen endte med at blive en blanding af mine forskellige instruktørforbilleders stil og manglede en originalitet.” 

Løsningen blev at indlede hvert projekt med en grundig researchfase. I sin næste film søgte Frelle Petersen hjem til Sønderjylland og en hverdag, han længe sugede til sig for at kunne gengive den i detaljer. 

”Jeg arbejdede fire måneder som landmand for at kunne skrive Onkel. Med Resten af livet besøgte jeg en masse familier, som havde mistet et ungt menneske i deres liv. Og med denne her blev det så hjemmeplejen,” fortæller Frelle Petersen, der arbejdede som sosu-assistent i en måned for at kunne leve sig ind i Sofies hverdag. 

”Man kan finde på en masse gode ting, når man sidder på et kontor på Zentropa, hvor det kun er fantasien, der sætter grænser. Men jeg kan godt lide at tage udgangspunkt i det virkelige liv, og jeg gider ikke lave et portræt, hvor der efterfølgende sidder 85.000 sosu’er og tænker: ’Ej, det er jo helt utroværdigt!’” 

Når omsorgen slipper op
Hellere end at digte sig til virkeligheden genskaber Frelle Petersen mange af de situationer, han mødte i hjemmeplejen. 

Som den ældre kvinde, der skrubber sig med grøntsagshandsker under bruseren. Eller da Sofie på sit første besøg skal hjælpe en gammel kvinde med at skifte stomipose – det var også præcis sådan, Frelle Petersen blev introduceret til faget. 

”Jeg har en ven, der er ambulanceredder. Han sagde til mig: ’Du kommer til at se ting, du aldrig har set før. Det vigtigste er, at du går ind og bare er der for dem. Forestil dig, hvor ubehageligt det må være at være afhængig af hjælp – og så mærke, at dem, der skal hjælpe dig, synes det er ulækkert. Tænk, hvilken byrde du ville føle dig som.’” 

Hjem kære hjem viser en hjemmepleje, der er udfordret af kommunale spareplaner, effektiviseringstiltag og kolleger, hvis omsorg slipper op i en forjaget arbejdsdag. 

”Én kaster op, en anden har skidt i sengen, og så skrider tidsplanen pludselig. Det er til tider umenneskelige vilkår, man som plejer står overfor.” 

I Hjem kære hjem begynder det stressende arbejde at tære på Sofie, der bor alene med sin tiårige datter. Jo mere hun giver af sig selv på arbejdet, desto mindre omsorg har hun, når hun vender hjem. 

”Det er vigtigt at gøre op med perfekthedskulturen. Det er okay, at man har nogle dage, hvor man måske ikke er den bedste forælder, men så har man måske gjort en fantastisk indsats på sit arbejde. Vi har trods alt begrænsede ressourcer.” 

Udskældt branche
Jobbet har sine udfordringer, men når der ellers er luft nok i tidsplanen, nyder Sofie sit arbejde til fulde. Og det er netop sådan en sosu-assistent, der inspirerede Frelle Petersen til at give sig i kast med emnet. 

Idéen opstod, da han for år tilbage besøgte et gammelt ægtepar, han havde kendt i årtier. Manden var blevet dement og kunne ikke genkende Frelle. Men han lyste op i samme øjeblik, hans faste sosu-assistent trådte ind i rummet. 

”Hele hans kropssprog forandrede sig. Jeg troede, han havde mistet sin humor, men så begyndte han at joke med, at han ville køre hende ned med sin rollator,” siger Frelle Petersen og tænker tilbage med et grin. 

”Jeg tænkte: Det var lige godt satans. Det havde en enorm effekt, at det her menneske trådte ind i huset. Og hvor må det være fantastisk at have et arbejde, der gør sådan en forskel.” 

”Jeg vidste ikke dengang meget om hjemmeplejen andet end, at den desværre ofte bliver hængt ud i medierne. Vores kultur har en tendens til at fokusere på det negative. Det er dér, historierne bliver fortalt. Men lige præcis den her vinkel havde jeg ikke set før, og det gjorde mig nysgerrig.” 

Livet læses af kroppen
Efterhånden som han fordybede sig i sit nye arbejde, blev Frelle Petersen opmærksom på, hvordan livet sætter aftryk på menneskekroppen. 

”Da jeg besøgte en landmand, lagde jeg mærke til, hvordan hans muskuløse og vejrbidte krop bar præg af et livs hårdt fysisk arbejde. En anden havde tilbragt sit liv på et kontor, og det kunne man også tydeligt se på kroppen. Den forskel fascinerede mig og satte mig i gang med at lede efter et spejl, som ungdommen kunne spejle sig i.” 

”Jeg tog til gymnastik i Tønderhallen, hvor der bare var bare fuld gas på. Så sagde jeg til mig selv: ’Sofie skal være gymnastikunderviser!’” 

I filmen bruges det spor til at skabe en kontrast mellem Sofies arbejdsliv og det familieliv, hun gradvist forsømmer, efterhånden som stressede vagtplaner, vrængende kolleger og krævende pårørende dræner hende for energi. De spændstige, unge kroppe i gymnastikhallen står i skarp modsætning til de stive, gamle lemmer i små køkkener og indelukkede soveværelser. 

”Det bliver en rejse gennem hele kroppens fortælling. Vi er født med en fleksibilitet, og så ender det med, at nogle er sengeliggende og kun kan blive trillet om på den ene side, hvis de får hjælp til det.” 

Det kan lyde trøstesløst, men Hjem kære hjem er som trilogiens tidligere film et socialrealistisk drama i både dur og mol. Og for Frelle Petersen er filmen ikke mindst en hyldest til de mennesker, der udfører omsorgsarbejde på alles vegne. 

”Min måned i hjemmeplejen har været den mest livsbekræftende oplevelse, jeg har haft. At møde de ældre, mærke deres åbenhed og opleve, hvor hurtigt man kan skabe en relation – det var rørende. Trods udfordringerne glædede jeg mig hver dag til at komme tilbage.” 

Autentisk skuespiller
Hjem kære hjem er som Onkel og Resten af livet båret af en kraftpræstation fra Jette Søndergaard, der i et større interview i Ekko #98 for første gang fortæller dybdegående om sit samarbejde med Frelle Petersen. 

Også instruktøren har lutter rosende ord til overs for sin samarbejdspartner. 

”Jette har en autenticitet i hele sit udtryk, som jeg ikke har set lignende. I mine fortællinger vil jeg gerne have, at ting sker i det usagte, og så skal man bruge et ansigt og en krop og et menneske, der forstår at spille på de helt små tangenter,” forklarer instruktøren. 

”Når man står med et 35mm-objektiv helt tæt på en skuespiller, skal der ikke meget til for, at tingene bliver blæst ud af proportioner, og det bliver for meget. Jette finder hele tiden den perfekte balance.” 

Ud over at drage publikum ind med små greb og stor indlevelse er Jette Søndergaard også et uundværligt bindeled til de lokale amatørskuespillere, som udfylder smårollerne i Frelle Petersens film. 

”Jette er ankeret og en del af castingprocessen. Hun giver de uerfarne skuespillere en hurtig masterclass og nogle konkrete værktøjer. Det er med til at skabe autenticitet, og de andre skuespillere bliver inspireret af, hvor meget hun går ind i scenerne.” 

Hjælpen fra de lokale
Netop autenticiteten er altafgørende for eksilsønderjyden Frelle Petersen, der med hjemstavnstrilogien har skabt et loyalt, menneskenært portræt af dagligdagen i en landsdel, mange er vant til at tænke på som ”Udkantsdanmark”.

Alene det, at filmene foregår på et sønderjysk så klingende, at de danske biografer må vise trilogien med undertekster, føles som et friskt pust, der bliver værdsat i lokalområdet.

”Jeg er nærmest blevet sønderjysk kulturambassadør,” siger Frelle Petersen med et grin.

Hvor andre danske filmproduktioner rejser til udlandet for at få budgetkabalen til at gå op, insisterer Frelle Petersen på at optage, hvor filmene foregår. Hjem kære hjem er som de første to film optaget omkring Tønder, hvor det er lykkedes at strække filmens budget med hjælp fra et hold af lokale, som vokser sig større for hver film. 

”I Sønderjylland er der den indstilling, at alt kan lade sig gøre. Men når jeg har lavet film i Hovedstadsområdet, har alt en økonomisk pris.” 

Ikke noget for Netflix
At hjemstavnstrilogien er blevet så stor en succes, lader nærmest til at komme bag på Frelle Petersen. Og han er bevidst om, at han udfordrer publikum. 

”Jeg har siddet til møde med store, internationale streamingtjenester, som siger: ’Fortæl os, hvad jeres opening er! Hvordan hook’er I publikum?’ I Resten af livet viste jeg nogle cherrytomater i et drivhus med en sløret baggrund, hvor en mand bruger halvandet minut på at hejse et flag. Hvis jeg pitcher det for Netflix, vil de rejse sig og gå deres vej.” 

”Jeg synes, at der er en doven indstilling i den internationale filmbranche, hvor der bliver spyttet den ene skabelonfilm ud efter den. Jeg sluger jo også ren underholdning, men det er fedt at se, at flere og flere instruktører og publikummer overgiver sig til en ny fortælleform.” 

Det er helt det rette ord – at overgive sig. Ved første øjekast kan Frelle Petersens film nemlig virke anderledes udramatiske. Frelle Petersen lader publikum finde sig til rette i filmens miljø snarere end at fortælle dem nøjagtigt, hvad de skal tænke eller føle. 

Men langsommeligheden tjener et formål. Den lader stemninger aflejre sig i sindet, indtil de skaber en følelsesmæssig reaktion, som hverken publikum eller instruktør altid kan forudse. 

”Jeg talte med en tilskuer, der begyndte at græde under en scene, som slet ikke var tænkt som rørende. Filmen giver plads til eftertanke og åbner for sluser til ens eget liv. En del af hjernen begynder at dykke ned i noget personligt, og så skal der måske kun en lille detalje til, før det rammer lige i tårekanalerne.”