Biografanmeldelse
04. juli 2022 | 14:49

Resten af livet

Foto | Rolf Konow
Line (Jette Søndergaard) spiser pomfritter i håndboldhallen med sin bror (Lasse Lorenzen), før en tragedie splitter de to søskende.

Frelle Petersens opfølger til Onkel indfanger den sønderjyske stilhed med forrygende velspillet og følelsesmæssig intensitet.

Af Kristian Ditlev Jensen

Har man set Frelle Petersens Onkel fra 2019, vil man have en ret god idé om, hvor hurtigt tingene går nede i marsken i Sønderjylland.

Hans nyeste er også en utroligt langsom film. Men sigende nok for den hastigt udviklende kunstner, er det nærmest slæbende en kvalitet – ikke en negativ tyngde.

Resten af livet er intens. I billeder og i stemninger. I skuespillet, i karakterudviklingen, i den sprødt virkelige lydside. I måden at fortælle og ikke at fortælle på. Det hele emmer af emotionel intensitet.

På den måde rammer han durk ned i den sønderjyske folkesjæl, som så åbenlyst er hans projekt.

For en udenforstående er sønderjyder tavse på grænsen til det irriterende. Men hvis man har boet der – eller kommer derfra – så ved man, at det tavse kan være sigende. Og netop pauserne i Resten af livet kan man næsten sige er handlingen.

Filmen begynder med et flag, der bliver hejst i en klassisk provinshave et sted i den lavere danske middelklasse. Der er fødselsdag, og den lille familie, bestående af faren Egon, moren Maren og datteren Line, skal fejre, at sønnen fylder år.

Vi introduceres til den lille familie og den nærmeste omgangskreds med fine detaljer. Sønderjyder kan også være adopterede koreanere med tyk sønderjysk accent, mens de veluddannede læger taler københavnsk.

I én indstilling ser vi en stabel med brætspil: Klodsmajor, Lykkehjulet og Danmarksspillet. Man fornemmer, at i en film, som handler om situationsfornemmelse og emmer af regional bevidsthed – og som er optaget med stor sans for æstetik i blandt andet Tøndermarsken og på Rømø – er det næppe en tilfældighed.

Dramaet opstår, da sønnen dør. Vi hører og ser aldrig hvordan.

Der bliver bare klippet fra en hyggelig aften med brætspil og samtaler om den skønne tur til Tivoli i København til underligt tomme billeder af stuen, vinduet, landskaberne.

Og så – bum – er vi midt i en begravelsessamtale med en irriterende præst, der synger Nu falmer skoven trindt om land lige lovlig længe.

At den unge mand dør i tavsheden, i tomheden, i stilheden, er noget af en genistreg. For mere tydeligt kan det ikke siges, at fraværet af handling er handling, at stilhed er tale, at stilstand er drama. Døden er den stilstand. Og intet er mere dramatisk end døden.

Når man først indfinder sig i Frelle Petersens rolige, sindige univers – og der går altså lige lidt, når man er sjællænder – begynder alting at emme af betydning.

Hans film er en nærmest fuldendt symbiose mellem realismen og symbolismen. Instruktøren fortæller med en næsten brutalt kedelig hverdagsstemning, men når man begynder at analysere, går det op for én, at der er betydninger lagt ned i alt.

Så mange og så dybe, at man til sidst overvejer, om den døde hedder Tobias, altså To-Be-As, af en grund? To be or not to be?

De unge med Downs syndrom, som Line passer, kunne så være graverne fra Hamlet. De ender endda til sidst ude på kirkegården.

Men der er mere. Filmen igennem handler alting om kaffe og tilberedningen af den. Og da Egon spørger: ”Tror du, at den skal males lidt finere?” – så forstår man symbolikken. Det gør man også, da den hjemmeristede kaffe hos de sorgramte ”har en mærkelig bismag”. Og da en rutsjebane bruges som gennemgående metafor.

Af samme grund er det heller ikke for sjov, når filmen behandler et andet fravær, det inden livet, i et tema om barnløshed.

Filmens skønhed skyldes ikke mindst, at Mette Munk Plum, Jette Søndergaard og Ole Sørensen spiller helt fantastisk i de bærende roller.

Særligt Ole Sørensen vokser i spillet og bliver decideret medtaget at se på. Plum bliver ubehagelig. Søndergaard ser til sidst næsten syg ud. Det er overbevisende.

Frelle Petersen spillefilmdebuterede med Hundeliv og vokser markant for hver film. Hans tredje er virkelig, virkelig god. Eller som de ville sige i Tønder: Den kan godt gå an.

Trailer: Resten af livet

Kommentarer

Titel:
Resten af livet

Land:
Danmark

År:
2022

Instruktør:
Frelle Petersen

Manuskript:
Frelle Petersen

Medvirkende:
Jette Søndergaard, Ole Sørensen, Mette Munk Plum, Eskil Tonnesen, Lasse Lorenzen

Spilletid:
111 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
7. juli

© Filmmagasinet Ekko