Sætter sig i kroppen som en feber

Hold nu op for en fed første dag. 

At en film er udtaget til Sundance, er ellers ikke et skudsikkert kvalitetsstempel. Men efter to stærke dokumentarer og Jane Schoenbruns foruroligende I Saw the TV Glow – en transhistorie i gyserklæder – er det nærmest svært at få armene ned. 

I Saw the TV Glow handler om den forsagte Owen, der vokser op genert og isoleret foran tv-skærmen i et firskårent forstadskvarter i midt-90’erne. 

Han knytter sig til den lidt ældre Maddy, der er besat af en kitschet ungdomsserie frit efter Buffy the Vampire Slayer. Snart bliver Owen også opslugt af det samme overgearede fantasiunivers, hvor de gode gemmer på uanede kræfter, og de onde får sig en røvfuld. 

Det er forjættende eskapisme for de to utilpassede teenagere, der hver har ondt i familielivet og bruger den kulørte fantasiverden som en tiltrængt virkelighedsflugt. 

Hun er lesbisk, han er ... anderledes. Men han har ikke modet til at sætte fingeren på præcis, hvordan han skiller sig ud. 

”Sørg for, at du er væk ved daggry, ellers brækker min stedfar min næse igen,” siger Maddy, da Owen bliver natten over, efter de har set et afsnit sammen. Men Owen er ikke ivrig efter at vende hjem til sin dødssyge mor og følelsesfrosne far. 

Hutler sig ind i voksenlivet
Jane Schoenbrun indfrier alt det potentiale, der ligger i debutfilmen We’re All Going to the World’s Fair – en emogyser bestående af YouTube-klip og videochats, hvor personernes angst, ensomhed og længsel simrer i baggrunden, indtil de åbenbares som en faldlem under publikum. 

Jane Schoenbrun er eminent til at fremkalde vibes, som man siger herovre – stemninger, der sætter sig i kroppen som en feber. Og da I Saw the TV Glow er finansieret af prestigedistributøren A24, har instruktøren ressourcer til at opbygge en gennemført forvreden mareridtsverden. 

Owen og Maddy er sparsomt oplyst af fjernsynets sygelige skær, og filmen bruger effektivt farver og flimmer – foruden dobbelteksponeringer og metagreb som bemærkninger direkte til kameraet og spring i tid – så vi ser personerne hutle sig ind i voksenlivet. 

”Jeg ville være tro mod den komplekse og overvældende følelse, man får, når man indser, at man er trans,” fortalte Jane Schoenbrun, der selv er trans og nonbinær, til verdenspremieren torsdag aften. 

”Man rammes af en overvældende selvindsigt koblet med visheden om, at hvis man vil gøre noget ved det, er man nødt til at give slip på den virkelighed, man hidtil har kendt.” 

I Saw the TV Glow er ikke en traditionel gyser med spjæt og skrig på biografrækkerne, men en dissektion af outsider-ungdom med en overrumplende forkerthedsfornemmelse, som det er langt sværere at ryste af sig. 

Et rigt liv online
Et mere opløftende bud på værdien af fantasiverdener får man i Benjamin Rees norske dokumentarfilm Ibelin, som er blevet købt af Netflix.

Vi møder 25-årige Mats Steen til hans begravelse, hvor han smiler til kameraet fra et fotografi placeret på kisten. 

Et vhs-bånd spoles tilbage, og på ingen tid oprulles historien om Mats fra mors mave over børnehaven til diagnosen Duchennes – en form for muskeldystrofi, der fratager ham enhver førlighed, indtil han sover stille ind. 

Båndet er brugt op, men så spoles det tilbage. Og hvor vi hidtil har hørt hans forældre vånde sig over det liv, han vier til computerspil, ser vi nu Mats’ gamingvaner fra hans eget perspektiv. 

Instruktøren bruger et lignende greb i gennembruddet The Painter and the Thief, der også springer tilbage i tid for at gå et spadestik dybere. Den dokumentar sikrede den unge nordmand en pris for kreativ fortælling på netop Sundance, og med Ibelin ligger han lunt i svinget til at fortsætte succesen. 

I et spil som World of Warcraft har Mats ingen begrænsninger, forklarer han i en voiceover hentet fra den blog, han skrev i årene før sin død. 

I gamingverdenen har Mats venner, der holder af ham og finder støtte hos ham, og han finder kærlighed, selv om det kun er hans avatar, privatdetektiven Ibelin, der får kys og kram. 

Store dele af filmen er animeret ud fra de tusindvis af sider af chatbeskeder, som er gemt fra Mats’ år som onlinerollespiller. Og uden at forfladige historien skaber Benjamin Ree et rørende portræt af den unge mand, der trods sine begrænsninger levede livet til fulde. 

Fridas selvstændighed
Samme filosofi havde Frida Kahlo, kan man erfare i Carla Gutierrez’ flotte portrætfilm Frida. Hvis man da ikke vidste det i forvejen. 

For kender man allerede lidt til den store mexicanske malers liv og kunst, kommer hendes stædige selvstændighed og insisteren på at udleve livet til fulde ikke som en overraskelse. 

Den karakteriserer hendes nysgerrige opvækst og tøjlesløse ungdom, der kulminerer i det fatale trafikuheld, der plagede hende gennem livet og i 1954 førte til en tidlig død i en alder af kun 47.

Og naturligvis hendes stormfulde ægteskab til Mexicos store, kommunistiske maler Diego Rivera, der indledte utallige affærer og opfordrede hende til at gøre det samme – så længe det kun var med kvinder! 

Alt det er standardtekst til enhver udstilling af hendes malerier, ligesom historien genfortælles effektivt i biopic-facon i Julie Taymors Frida fra 2002. 

Bramfri eder
Men denne nye Frida er alligevel en øjenåbner. 

Fordi filmen med smuk animation genskaber hendes dybt personlige kunst som animerede tableauer. Og fordi den dykker ned i hendes dagbøger og utallige breve for at lade hende komme uhindret til orde. 

Man bliver nærmest benovet over de bramfri eder, hun kommer med i den gennemgående voiceover, hvor Fernanda Echeverria Del Rivero lægger stemme til Kahlo. 

Da surrealismens franske stamfar André Breton forsøger at hverve hende til sin klike af kunstnere, får hun flip af deres ørkesløse evighedsdiskussioner på parisiske saloner om kunst og politik. 

”De forpester luften med teorier, der aldrig vil fuldbyrdes. Fuck alt ved Breton og det her lortested! Lad dem æde caca! Jeg tager hjem!” siger hun. 

Surrealisterne fandt betydning i deres drømme, men som Frida Kahlo bemærker det, er de symbolistiske selvportrætter inspireret af hendes hårde liv og af den rige mexicanske kultur, hun satte over enhver anerkendelse fra den indspiste kunstverden. 

Alene hendes tørre bemærkninger om de rige amerikanere, der en overgang i 1930’erne fandt det fashionabelt at hyre Diego Rivera til at udsmykke deres nybyggerier, er hele filmen værd.