Har producent efterladt instruktør på perronen?

Producenten Amalie Lyngbo Quist har fortalt, at hendes primære fokus har været at lave en så god film som muligt for de midler, hun har fået af blandt andre Det Danske Filminstitut.
Alle involverede i en bitter strid om Herkules falder har givet udtryk for, at filmens skildring af behandlingen af krigsveteraner bør fylde mere op til premieren 20. november end konflikten mellem instruktøren Christian Holten Bonke og hovedrolleindehaver Dar Salim.
Alligevel er debatten fortsat over weekenden på sociale medier, og bølgerne går højt.
Kort opsummeret går sagen ud på, at debutanten Bonke har anklaget Dar Salim for krænkelser. Skuespilleren skal have truet sig til en kreditering som medinstruktør og deltagelse i klipningen.
Heroverfor står Dar Salim og producenten Amalie Lyngbo Quist fra det lille selskab Beo Starling, der er medejet af Peter Hyldahl.
Salim og Quist fortæller, at Salim blev bedt om at hjælpe med instruktionen – især af veteranerne, der spiller sig selv i filmen. Det skyldtes – hævder Salim og Quist – en usikker instruktør, som havde påtaget sig en stor opgave.
Dårligt arbejdsmiljø
Problemerne startede allerede under de første dage af optagelserne i august 2024, men blev til en konflikt efter klipningen, hvor Dar Salim nu ønskede at blive krediteret som medinstruktør frem for ”medinstruktør på set”.
Christian Holten Bonke accepterede først kravet, men efter rådgivning hos Danske Filminstruktører sprang han fra aftalen og anklagede i stedet Dar Salim for ”kontinuerligt at nedbryde ham psykisk”.
Mailen var sendt til producenten, som videresendte den til Dar Salim, der blev chokeret over de alvorlige beskyldninger. For at blive renset valgte han i sidste uge at stå frem i Weekendavisen, hvor han blev bakket op af Amalie Lyngbo Quist, som pure afviste anklagerne om dårligt arbejdsmiljø.
Det er usædvanligt, at en producent offentligt tager afstand fra sin instruktør inden premieren. Dar Salim får også en varmhjertet støtte fra filmens krigsveteraner, som Ekstra Bladet har talt med.
Christian Holten Bonke og hans fagforening Danske Filminstruktører har hidtil stået alene i konflikten. Men på Facebook argumenterer flere instruktørkolleger for, at ansvaret for konflikten ligger et andet sted.
Mediemaskinen buldrer
Christina Rosendahl (Fuld af kærlighed, Vores mand i Amerika) skriver, at hun undrer sig over, ”at journalisterne, bortset fra Ekko, ikke har forstået, at det er producenten, de skal interessere sig for”. Hun refererer til Ekkos interview med Amalie Lyngbo Quist om hendes ansvar for situationen.
”Producenten er arbejdsgiver for både skuespillere og instruktør, og det er desuden producentens juridiske ansvar at sikre et godt psyko-socialt arbejdsmiljø,” fortsætter Rosendahl.
Hun mener, at det er normalt at være usikker som debuterende spillefilminstruktør, hvilket producenten kunne have grebet ved eksempelvis at benytte en erfaren instruktørassistent.
Christina Rosendahl hæfter sig også ved, at producenten til Ekko siger, at hun først opdagede Christian Holten Bonkes utilfredshed under klipningen i oktober 2024, men at Dar Salim jo allerede blev medinstruktør på set under optagelserne i begyndelsen af august 2024.
”Og jeg bliver især trist over at producenten tilsyneladende har forladt sin instruktør på perronen, hvor mediemaskinen buldrer løs,” fortsætter hun.
Burde ikke vælge side
Opslaget har fået filmbranchen til tasterne, og producenten Rikke Tambo skriver, at Rosendahl bør passe på med at udtale sig så konkret om en sag, hun ikke kender indgående, og komme med antagelser på producerens vegne.
Instruktøren Nikolaj Arcel (Bastarden, En kongelig affære) mener derimod, at Christian Holten Bonke er blevet ladt i stikken.
”I sådan en ubehagelig konflikt er det slet, slet ikke i orden at vælge side som producent på en film,” skriver han.
Amalie Lyngbo Quist svarer under opslaget, at hun forstår det pres, Christian Holten Bonke som debutant har været under. Netop på grund af hans manglende erfaring med fiktion var det svært at få de syv millioner kroner i støtte fra Filminstituttet. Når det lykkedes, var det ikke mindst, fordi Dar Salim sagde ja til at spille hovedrollen.
”Christian Holten Bonke blev tilbudt en teknisk instruktør, inden budgettet blev lukket, men ønskede det ikke. Da vi opdagede, hvor stort presset var på optagelserne, fandt vi i enighed på den løsning, at Dar Salim kunne blive medinstruktør på set,” skriver Amalie Lyngbo Quist.
Producenten understreger, at Bonke var ansat i sit eget selskab Bonke Film, hvorfor hun ikke har et arbejdsgiver-ansvar for ham.
”Producentforeningen har lavet en undersøgelse blandt en stor del af filmens afdelingsledere, og ingen har oplevet en grænseoverskridende adfærd fra Dar Salims side,” fortsætter producenten. Men fastslår samtidig, at hun gerne deltager i en uvildig undersøgelse på tværs af Producentforeningen, Danske Filminstruktører og Dansk Skuespillerforbund.
Staldtips
Instruktøren Birgitte Stærmose (Camino, Darling) skriver i sit eget Facebook-opslag, at Dar Salim ikke kan forvente en instruktørkreditering for at komme med staldtips til filmens veteraner.
”Man er ikke instruktør blot, fordi man hjælper med at coache sine mindre erfarne medspillere. Den slags staldtips bør ikke honoreres med en instruktørkreditering,” mener hun og fortsætter:
”Instruktøropgaven er så meget større end det og rækker langt ud over det, som foregår på et filmset. Alle årene op til, at man står på optagelser, og hele visionen for filmen – det er dét, som instruktøren primært krediteres for.”
Christian Holten Bonke har skrevet manuskriptet til Herkules falder sammen med Marianne Lentz. Over for Ekko har han fortalt, at han allerede fik idéen for knap ni år siden.
Birgitte Stærmose, der har erfaring fra Afterwar, hvor flere virkelige personer spiller sig selv, fortæller i opslaget, at det er almindeligt at ansætte en coach. Det kan være en hjælp ved vanskelige instruktøropgaver. Men hun understreger, at en coach ikke er en instruktør.
”Jeg oplever, når jeg læser de forskellige artikler, at Dar Salim har forsøgt at træde længere ind på instruktørens domæne, end han burde have gjort. Og jeg tænker: Hvorfor har producenten ikke stoppet det? Hvorfor har producenten ikke beskyttet instruktøren som bærer af filmens vision?”
Altid loyalt samarbejde
Dar Salim har også kommenteret sagen på sin Facebook-side med et opslag i fredags.
Han skriver, at det var producenten, som bad ham overtage en del af instruktionen. Det var med andre ord ikke noget, han pressede sig til. Han hævder ligeledes, at krediteringen ikke gjorde nogen forskel for ham.
”Den diskussion, som kort opstod, efter filmen var færdig, handlede kun om at finde en løsning, der kunne hjælpe Christian i en svær situation,” skriver han og tilføjer, at henvendelsen fra Danske Filminstruktører ændrede alt.
”Det kom til at handle om integritet – og om at stå fast, også i en ulige kamp mod et magtfuldt forbund, selv om det i sidste ende er mit levebrød og mit navn, der står på spil.”
Dar Salim mener, at hans historik taler for sig. Han har altid haft et godt samarbejde på alle de produktioner, han har været en del af.
”Jeg har i over tyve år været en del af massevis af produktioner, altid med et godt og loyalt samarbejde med instruktører, kolleger og hold,” lyder det fra skuespilleren, der er kendt for Underverden og The Covenant.
”Der er ingen grund til, at jeg netop på Christian Bonkes første forsøg på et filmset skulle opføre mig anderledes.”
Herkules falder vises eksklusivt for krigveteraner i København, Aarhus og Odense onsdag den 8. oktober. Dar Salim er en del af panelet i København, mens man kan møde Christian Holten Bonke i Aarhus.
Kommentarer