Højdepunkter og en skuffelse i Venedig

Oscar-sæsonen starter i Venedig, som jeg også påpegede i min introartikel, og halvvejs igennem festivalen har en håndfuld film allerede udmærket sig som oplagte kandidater.

Det åbenlyse forhåndsbud er Noah Baumbachs George Clooney-parafrase Jay Kelly, hvor han spiller en filmstjerne med samvittighedskvaler på Europa-rejse for at modtage en æresbevilling i Italien.

Det er et meta-refleksivt drama og en rørende hyldest til både filmstjernen og filmkunsten af netop den slags, der normalt får Akademiets hjerte til at slå lidt hurtigere. 

At Clooney endnu ikke har vundet en hovedrolle-Oscar – kun en birollestatuette for Syriana i 2006 og en i 2013 for at have produceret Argo – kan også tænkes at føre ham frem til i hvert fald en nominering. 

Men Jay Kelly er også så tilpas godmodigt et showbiz-drama, at man af og til savner en kant at skære sig på, som det er tilfældet i Noah Baumbachs allerbedste film: The Squid and the Whale, Frances Ha og Marriage Story.

Mislykket MeToo-heksejagt
Der er flere kanter i Luca Guadagninos After the Hunt, der alligevel er hovedkonkurrencens indtil videre største skuffelse.

Dramaet udspiller sig i 2019 på eliteuniversitetet Yale, da MeToo-bevægelsen var på sit højeste. Filmen skildrer efterspillet af en krænkelsesanklage, der tidligt koster en professor sit arbejde og siden bliver ved at eskalere.

Et topensemble med en iskold og indelukket Julia Roberts i front spiller tidens køns- og identitetspolitiske fronter ud mod hinanden. Historien er forankret i en midaldrende generation, der føler sig truet på status og privilegier og irriteret over forvænte studerende og performativ forargelse.

After the Hunt kaster sig over woke-kulturens storhedstid, men uden den kompleksitet, den selv foregiver. Allerede titlen fungerer som en provokation rettet mod et frelst publikum: Var perioden virkelig en klapjagt på krænkere, eller var den ikke snarere et nødvendigt opgør med systemisk sexisme?

Manuskriptet af skuespilleren Nora Garrett er rigt på intellektuelle orddueller, men fattigt på troværdige karakterer. Guadagnino er en mester ud i sensuel filmisk forførelse – tænk på A Bigger Splash, Call Me By Your Name, Challengers og Queer – og har ofte talt om sin filmkunst som en skelnen mellem det synlige og det usynlige.

Denne gang falder for meget af dramaet i sidstnævnte kategori.

Tjek tøj for novichok
Man kan også klandre Olivier Assayas’ The Wizard of the Kremlin for at skorte på dramaet, selv om den fra en anden betragtning er hovedkonkurrencens mest drabelige indslag. Den opridser nemlig koncist Ruslands historie siden Sovjetunionens fald – fra gangsterkapitalisme til massemyrdende militærdiktatur.

Paul Dano spiller spindoktoren Vadim Baranov, der starter i teatret og ender som hjernen bag Putins krigsgødende salami-taktikker i Donbas.

Og Jude Law spiller selveste Vladimir Putin – tsaren – med tynde tjavser foroven og så sylepræcis en gengivelse af mimik og gestik, at han fremover vil gøre klogt i at tjekke sit tøj for novichok.

The Wizard of the Kremlin er en filmatisering af en populær lufthavnsroman og arver mange af dens svagheder. Først og fremmest føles Baranov mere som en politologs stedfortræder end et virkeligt menneske. Det er ironisk, da han har en autentisk pendant i spindoktor Vladislav Surkov.

Assayas sætter dog sin to og en halv time lange historietime bombastisk og underholdende i scene. Han supplerer undervejs med arkivklip for at bakke op om sin udlægning, der ellers indledes med en ansvarsfralæggende tekst om, at begivenheden er fiktion og ikke fakta.

Slår konkurrenterne ihjel
Der er mere bid i Park Chan-wooks kapitalismesatire No Other Choice, hvor en fyret mellemleder i en papirfabrik tager håndfaste midler i brug for at komme konkurrenterne til det næste drømmejob til livs.

Han indrykker en falsk jobannonce og myrder ansøgerne, indtil han er den mest kvalificerede mellemleder for en papirfabrik, nogen vil kunne opdrive.

Den sydkoreanske instruktør – kendt for Oldboy, The Handmaiden og senest Decision to Leave – iscenesætter Mansus desperate mordkomplot som en skønt korrumperet moralfortælling, hvor man ikke kan undgå at holde med den forsmåede familieforsøger.

Parks visuelle komik er uforligneligt opfindsom og hans galgenhumor nådesløst ironisk.

Filmen er baseret på en amerikansk roman af Donald Westlake, der for tyve år siden blev filmatiseret i Frankrig af græske Costa-Gavras. Det er med andre ord en universel historie om desperationen efter at være blevet kasseret. Og den er kun blevet mere relevant med årene, og i takt med at AI overflødiggør de laveste trin på karrierestigen. 

No Other Choice er den foreløbige frontløber, hvad angår Guldløveræset, og Park Chan-wook er en sand filmisk mester. Til gengæld svarede han tamt, da jeg spurgte, om han havde fået større forståelse for Mansus situation efter selv at have fået sparket fra fagforeningen Writers Guild of America for at have arbejdet under strejken for et par år siden. 

”Jeg kan godt forstå, at du spørger om det. Men det har jeg faktisk ikke overvejet,” sagde han. 

Nihilistisk græker
No Other Choice er rundet af en ironi over verdens tilstand, der kommer til udtryk som nihilisme i Yorgos Lanthimos’ Bugonia.

Tonen er flere nøk mere grum i grækerens genindspilning af den sydkoreanske kultkomedie Save the Green Planet!, selv om der vanen tro er nok at grine af, hvis man da ellers deler hans bælgsorte sans for humor.

Bugonia genforener instruktøren med Emma Stone, hans kreativt medsammensvorne siden The Favourite, og Jesse Plemons, der gjorde mindeværdig entre i Lanthimos-land i sidste års antologifilm Kinds of Kindness.

Plemons spiller en konspirationstosse, der sammen med sin tilsyneladende udviklingshæmmede fætter kidnapper Emma Stones’ hovedrige farmaceutdirektør, fordi han mener, hun er et rumvæsen fra Andromeda.

Det er en tør kidnapningskomedie og en reelt forstyrrende filmoplevelse, der takket være Jesse Plemons’ gudbenådede talent for voldsparat uudgrundelighed fik mig til at tænke på en klaustrofobisk gyser som 10 Cloverfield Lane fra 2016.

Monsterfilm med dansk islæt
Jeg havde ikke ventet at høre så meget dansk i Guillermo del Toros ivrigt imødesete Frankenstein, der er mere loyal mod Mary Shelleys 200 år gamle advarsel mod menneskelig hybris end nogen anden filmatisering til dato.

Men rammehistorien i mexicanerens udlægning udspiller sig på et dansk skib, der har kurs mod Nordpolen og er strandet på Grønlands indlandsis. Hele den velkendte historie om ligdele, livgivende lynnedslag og tragisk overmod er fortalt af Oscar Isaac til Lars Mikkelsen, mens Nikolaj Lie Kaas på besætningens vegne tripper af frygt for, hvornår monstret vender tilbage.

Men hvem er det nu lige, der er monstret i Frankenstein?

Guillermo del Toro iscenesætter sit drømmeprojekt med alt, hvad man kan købe for Netflix-penge af sirlige kostumer og kulisser, eftertragtede verdensstjerner som Oscar Isaac og den australske hjerteknuser Jacob Elordi og branchens absolutte tophåndværkere – som hans faste fotograf, danske Dan Laustsen.

Er man som jeg til falds for instruktørens storladne, gotiske instinkter, har man en overrumplende oplevelse i vente.

Filmen skorter måske nok på karakterudvikling, og filmen tager at par krumspring for at nå frem til sin rørende finale, men det er en gedigen klassikerfilmatisering og en vellykket kreativ kraftanstrengelse for Guillermo del Toro, der gennem hele karrieren har drømt om at give sit bud på denne advarende skabermyte.

Nedarvede traumer
Andetsteds i hovedkonkurrencen gør ungarske Laszlo Nemes et eftertrykkeligt comeback med Orphan, en sansemættet fortælling fra instruktørens egen familie udfoldet under efterdønningerne fra både Anden Verdenskrig og opstanden mod kommunisterne i 1956.

Krølhårede unge Andor får sin jødiske opvækst vendt på hovedet, da en brøsig slagter begynder at melde sig hos hans enkemor og endelig introducerer sig selv som hans rigtige far.

Det er en familiehistorie for den ungarske instruktør, der i 2016 brød igennem med mesterværket Sauls søn og siden har haft svært ved at leve op til sin egen succes.

Opfølgeren Sunset tog samme tilgang til sammenbruddet af det østrigsk-ungarske kejserrige, hvor kameraet følger lukt i nakken på hovedpersonen. Men publikum blev holdt på afstand med en uudgrundelig revolutionshistorie.

Orphan dropper dét kameratrick, men videreudvikler flot Laszlo Nemes’ filmsprog med slående billeder komponeret i dybden og en gribende fortælling om uskyldstab og nedarvede traumer. 

Akavede familiemøder
72-årige Jim Jarmusch er også i god form med sin første film i seks år, den tredelte og klogt observerende Father Mother Sister Brother, der skildrer gensynet i tre vidt forskellige familier i USA, Irland og Paris.

Den første handler om et velmenende, fremmedgjort søskendepar spillet af Adam Driver og Mayim Bialik på besøg hos deres fumlende, evigt pengesøgende far, som spilles veloplagt af Tom Waits.

Den anden handler om et årligt, akavet teselskab mellem to høfligt kappestridende søstre (Vicky Krieps og Cate Blanchett) og den forsagte forfattermor (Charlotte Rampling), som begge prøver at imponere.

Den tredje skildrer to unge tvillinger (Luka Sabbat og Indya Moore), der mødes i forældrenes tomme, parisiske lejlighed kort efter deres pludselige død i en flyveulykke.

Dialogens små gentagelser trækker en blid, rød tråd gennem historierne og leder tankerne tilbage på Jarmusch’ skønne antologifilm Coffee and Cigarettes.