Hotel Romantik gør ensomhed til underholdning

Du sender en gruppe friske mennesker, der gerne vil finde en kæreste, på hotel og udsætter dem for en række rollespil, lege og udfordringer, der skal ryste gruppen og deltagerne sammen.

Pakker forløbet ind i et yderst opmærksomt og næsten overdrevent omsorgsfuldt værtspar, der både kan tørre tårerne af en ulykkelig deltager og selv danse med, når musikken spiller. Bag kulisserne hvisker de kælent om parpotentialerne, mens livet på hotellet udfolder sig, og deltagerne ligger tilbage som efterladte hundehvalpe i en kurv.

Og når det hele nærmer sig afslutningen, er der nogle par, der vælger at forlænge opholdet, fordi de siger, de tror, de har fundet kærligheden. Det har de dog ikke. Ingen af de udsendte deltagere i Hotel Romantik ender med at finde en ny livsledsager.

Det samme gælder i originalversionen, der er sendt i Belgien, og i de versioner, der er sendt i Sverige.

Men flere af deltagerne er dog blevet rigtigt gode venner, lyder det via medietrommerne, der jo altid næres af kontrollerede informationsstrømme fra et selvpromoverende DR. Det lyder dejligt harmonisk. Bortset fra, at det jo slet ikke var dét, de kom efter, selv om de nu må lade sig citere for det.

Som alle andre datingprogrammer er Hotel Romantik dermed rigtigt elendigt til det, der er den varedeklarerede mission: at skabe par. Måske er det, fordi missionen i virkeligheden er noget helt andet. Og fordi den eneste måde, man helt sikkert ikke finder en kæreste for livet på, er via tv?

Det store følelsesspil
Jeg er generelt forvirret. Hvad er det, DR vil fortælle os med Hotel Romantik? At følelseslivet fortsætter efter de 65+? At kærlighed meget sjældent er noget, man finder, fordi man leder efter det – men snarere når man ikke gør det? At det er sjovt at lege, og man bliver gladere af det?

Men alt det vidste vi jo godt i forvejen.

Datingprogrammer giver dig medieopmærksomhed, og du får måske som normaldansker i en periode en ny kontakt- og opmærksomhedsflade, fordi du kan omsættes i mediernes fødekæde i et stykke tid. Hvis du spiller rollen rigtigt.

Måske bliver du ligefrem en slags semikendis i dit hood eller din kreds. Men så heller ikke mere. En dag sidder du tilbage og møder den, du var, da hele showet startede.

Datingprogrammer gør den enkeltes jagt ud af ensomhed til national underholdning, og programmerne indgår en falsk kontrakt med deltagerne og publikum om, at de løjer, der foregår på skærmen, øger dine chancer i det store følelsesspil. Vi skal tro, at det magiske kan ske, ellers ville vi ikke se med.

Vi accepterer i underholdningens navn, at programmet er en slags ven, der hjælper – i dette tilfælde nogle ret sunde og stærke mennesker. Men vi ved jo godt, at det ikke er tilfældet. Vi mødes i løgnen.

Situationen er den direkte omvendte. Det er de halvgamle og sympatiske mennesker, der hjælper DR med at stable et underholdningsprogram i primetime på benene. Sådan som det altid er deltagerne i datingprogrammet, der skaber værdien og forandring – og aldrig programmet, der ændrer noget som helst, men alligevel lader sig hylde.

Hvorfor er det deltagerne, der skal være taknemmelige? Det er da kanalen – her DR – der høster alle fordelene, fordi nogle mennesker investerer sig selv, så godt de kan, inden for de rammer, de får udstukket.

Padleture og papirroser
Jeg har det uendeligt svært med Hotel Romantik, og jeg har det også stramt med, at jeg selv synes, det er enormt underholdende. Svært fordi der – ud over den falske kontrakt, hvor vi skal tro, at nogen hjælpes videre i livet – også er en ram undertone af talen ned til deltagerne.

En klient- eller måske ligefrem patientgørelse, hvor voksne mennesker, der jo tydeligvis er normalt begavede og socialt intelligente, skal roses, fordi de har gået balancegang på et reb eller klædt sig ud i noget gammelt tøj.

Der er ikke stor forskel på det, deltagerne i Hotel Romantik skal optræde med under stor applaus, og det, man kunne have som temafest i 1. klasse. Discodans, forhindringsbane og padleture i en plastiksvane på søen. Det er infantilt.

Er det toppen af det, vi tror en stærk generation kan håndtere? Mennesker, der har været motorer i skabelsen og udviklingen af velfærdsstaten. At de kan klippe en papirrose og give den til en anden?

Mine forældre blev 93 og 98, og hvis de havde optrådt med noget lignende, havde jeg for alvor været bekymret.

Alle synes at klappe i takt
Jeg er åbenbart den eneste i riget, der har det stramt med konceptet – i hvert fald hvis vi kigger ud over medie-Danmark.

Avisen Danmark finder programmet både smukt og vedkommende. Dagbladet Information mener, der er tale om et ”tv-transmitteret seniorhøjskolekursus med kurmageri som hovedfag”.

”Tak til Hotel Romantik for at minde mig om noget meget vigtigt,” lyder det i Politiken. Femina fastslår, at ”Hotel Romantik har banet vej for et paradigmeskifte”, mens Ekkos anmelder skriver: ”Det er simpelthen skønt fjernsyn. Fuld af tro, fuld af håb og fuld af kærlighed. Men størst af dem er kærligheden.” 

Gennemgående for mediernes håndtering af Hotel Romantik er, at det langt hen ad vejen ses som et program, der siger noget sandt og vigtigt om livet, og som vi alle kan lære noget vigtigt af – som vi har glemt.

Det tror jeg ikke på. Programmet siger noget om god underholdning. Hverken mere eller mindre.

Dem, der laver tv-underholdning, kan lære noget. For eksempel at det er enormt effektivt, hvis seerne har sympati for deltagerne – bemærk, at der ingen ond satire er skabt om deltagerne i Hotel Romantik. Modsat Gift ved første blik og Bachelorette, hvor der er dømt fri hån i spalter og på sociale medier.

Flere vielser for ældre
I og med at Hotel Romantik tages som udtryk for at sige noget sandt og vigtigt om modne mennesker, men ikke rigtigt gør det, så lad os slå nogle fakta fast.

Cirka 40 procent af alle danskere over 60 bor alene i eget hjem i 2025.
I absolutte tal er der kommet flere, men andelen har været stabil de sidste cirka 25 år. Væksten skyldes demografisk udvikling med flere ældre i befolkningen. I 2000 var der cirka 440.000 over 65 år, der boede alene. I 2025 er der cirka 643.000 over 60 år, der bor alene.

Lad os bare slå fast, at over 600.000 danskere er i den potentielle målgruppe for at deltage i Hotel Romantik, hvis de alle ønsker at finde en kæreste at bo sammen med. Så er det da superærgerligt, at DR ikke kan skrue et program sammen, der rent faktisk skaber nye par.

Især fordi det angiveligt sker hele tiden uden hjælp fra underholdningsprogrammer. Der er aktuelt en stor stigning i antallet af personer på 60 år og derover, der gifter sig. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af vielser i denne gruppe steget med cirka 75 procent de seneste ti år.

I 2024 blev næsten 5.000 personer over 60 viet, hvilket er en stigning fra 2.800 i 2014. Gad vide hvor mange af dem, der fandt kærligheden via en klæd-ud-fest?

Hold dig fra tv!
Vi kan altså slå fast, at i den virkelige virkelighed bliver der flere og flere ældre, og mange af dem finder nye partnere. Der er altså masser af funktionel livskraft i gruppen, primært fordi vi bliver sundere og stærkere.

Men det sikreste sted ikke at finde en partner er i et datingprogram. I bliver ikke kærester, fordi det foregår på tv!

Hotel Romantik er underholdende, men siger ikke noget vigtigt om hverken dating, voksne mennesker eller samfundstendenser.