Hun blev adopteret på en løgn

Da hun var blot to måneder gammel, i 1982, blev Taekyung Tanja Inwol Sørensen bortadopteret til den jyske muld. Det første barndomsminde var af hendes mor, der kaster en stegepande i hovedet på sin far.

Som barn fik hun at vide, at hun var blevet fundet som hittebarn i Sydkorea. Men mange år senere fandt hun ud af, at historien ikke passede. 

Hun blev ikke fundet på gaden i Seoul, og hendes ophav var ikke ukendt.I stedet kom hun til verden på en fødestue i havnebyen Incheon, hvor den biologiske mor var enlig fabriksarbejder. De koreanske myndigheder havde forfalsket papirerne for at gøre hende mere adopterbar. Taekyungs fortid blev bevidst vasket bort.

Nu fortæller hun sin egen familiehistorie i den bevægende dokumentar Hjemsøgt, der får premiere 14. marts på Cph:Dox. Instruktøren sætter fokus på adoptionsinstitutionerne i Korea og Danmark samt den såkaldte kernefamilie.

Dokumentaren følger Taekyungs personlige fortælling som adopteret i Danmark. Mellem den danske vestkyst og sydkoreanske bjerge udfolder der sig en historie. Udadtil er det en jysk familiekrønike, men i virkeligheden handler det om systemiske og strukturelle rammer, der ender med at have livslange konsekvenser for helt almindelige mennesker.

”Jeg vil egentligt gerne sætte spørgsmålstegn ved det, vi anser for at være helligt i samfundet: kernefamilien. Hvad er vi villige til at ofre for, at den kan eksistere?” spørger hun i et interview med Filmmagasinet Ekko.

Bag facaden
Taekyung blev adopteret af et ægtepar i Varde, som drev en tankstation.

Udadtil lignede familien en klassisk dansk kernefamilie, men bag facaden lurede en far med voksende alkoholproblemer og en skilsmisse, der ventede lige om hjørnet.

Som treårig flyttede hun til Fyn med sin mor og dennes nye mand. Da moren døde tre år senere, flyttede hun tilbage til Varde og boede hos sin far og hans nye familie. Tragedierne stoppede dog ikke dér. Faren var massivt voldelig, så i en periode flyttede bonusmoren med sine børn og efterlod Taekyung alene med faren, der for over ti år siden faldt i en sø og druknede.

I dokumentaren er Taekyung både instruktør og hovedperson. Hun interviewer onkler og tanter samt venner af familien.

”Det har været vigtigt for mig, at man får lov til at kigge på den danske familie gennem mine øjne. At man ikke er i tvivl om, at det er mig, der kigger på dem, og at jeg inviterer publikum til at kigge med,” siger hun.

”Det har også været vigtigt at være ærlig om relationen mellem mig og dem, der medvirker. Den eneste grund til, at de sidder og svarer så åbent på spørgsmålene, er, at de svarer mig. Det er præmissen for hele historien: Jeg prøver at stille skarpt på ting, som der ikke rigtigt er nogen, der har lyst til at tale om.”

Konstruktionen familie
Filmen sætter fokus på familiehemmeligheder og på, hvordan familiens medlemmer ofte ubevidst værner om dem.

”Hemmeligheder kan kun eksistere, fordi folk ikke åbner sig om dem. Så man er nødt til at starte et sted. Da jeg lavede de første interviews, fandt jeg ud af, at det ikke var, fordi folk ikke havde lyst til at tale om det. Det var snarere, fordi ingen nogensinde havde stillet spørgsmålene,” fortæller Taekyung Tanja Inwol Sørensen.

”Det gik op for mig, at det bare krævede én person, der turde prikke hul på ballonen. Da det først skete, var det slet ikke så farligt.”

I hendes egen familie kredsede det om vold i hjemmet, om farens alkoholmisbrug og hans forsøg på at begå selvmord. I forlængelse af det melder spørgsmålet sig: Hvem har mest ret til en familie? Den enlige mor i Sydkorea eller det barnløse par i Varde, som er på randen af en skilsmisse?

”For mig har familie aldrig været noget helligt. Jeg har fra en ret ung alder været meget bevidst om, at familie er en konstruktion. Og det kræver rigtigt meget at opretholde forestillingen om en familie,” siger hun.

”Så det svære for mig har ikke været at fortælle historien. Det svære har været at tage ansvaret og skulle se alle de mennesker i øjnene, som har givet mig tillid til, at jeg måtte fortælle den.”

Mor er bange
Undervejs blev Taekyung givet adgang til sin rigtige fødselsattest, og gennem det sydkoreanske adoptionsbureau fik hun kontakt til sin biologiske mor.

”Brevet kom gennem adoptionsbureauet, så jeg vidste ikke engang, om det var helt rigtigt. Jeg måtte ikke få hendes navn, adresse eller et billede af hende. Men jeg fornemmede, at hun var meget bange.”

”Det satte mig i en svær situation. For selvfølgelig ville jeg gerne møde hende og få en masse informationer ud af hende. Jeg ville også gerne vide mere om min far.”

”Men min fornemmelse var, at hun var så traumatiseret af det, at hun ikke ville tale om det. Det var noget, hun havde gemt væk i en lille kasse i sin hjerne.”

Da instruktørens koreanske mor i mellemtiden var blevet gift og havde fået to børn, der ikke kendte til Taekyung, valgte hun at stoppe korrespondancen.

”Det, der gik op for mig under brevudvekslingen var, at ligesom hele min tilblivelse har været en hemmelighed i min danske familie, har jeg også været en kæmpe hemmelighed i Korea. Og der var egentligt ikke andet at gøre end at respektere det. Da hun stoppede kontakten, begyndte jeg også at lave filmen.”

– Hvordan tror du, at dit liv havde været i Korea?

”Hvis min mor havde beholdt mig, tror jeg, at livet havde været meget svært. På grund af skam og tabu. Måske ville hendes egen familie ikke have hjulpet hende.”

”Jeg har altså ikke en rosenrød fantasi om, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg ikke var blevet adopteret. Det giver filmen heller ikke udtryk for, da det ville lægge en intention over i personerne. Svaret skal ikke findes der. Det handler i stedet om det system, der ikke har givet hende nogen anden mulighed.”

Krænkelse af menneskeret
I marts 2025 udkom Sydkoreas sandheds- og forsoningskommission med en omfattende rapport, der konkluderer, at staten har krænket menneskerettighederne i 56 adoptionssager, herunder Taekyung Tanja Inwol Sørensens egen sag. Det er de første ud af tusindvis af sager, der nu skal vurderes.

”Jeg har i lang tid vidst, at der var en forfalskning af papirer. Men jeg føler, at det er et stort ansvar at være en af de første, hvis sag bliver anerkendt,” siger instruktøren.

Sydkoreas regering har også besluttet, at alle internationale adoptioner af børn skal stoppe fra 2029.

”Det er vildt nok, at det først sker nu, men de har stadig et voksende internt adoptionsmarked. Det koreanske samfunds manglende evne til at acceptere enlige mødre er ikke blevet løst. Det er dog godt, at de gransker sig selv, og jeg håber, at flere lande følger efter.”

I Danmark er adoptionssystemet sat på pause. Man kan ikke længere blive skrevet op til adoption af børn fra udlandet. Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med et bud på en ny tilgang.

”Danmark har stadig ikke anerkendt, at landet selv er en del af problemet. Man opfylder nogle menneskers behov for at starte en familie, men det er på bekostning af andre. Der er i det hele taget intet, som kan begrunde, at transnational adoption er en god idé. Der er møgsager på møgsager fra alle lande.”

Homage til mødrene
Arbejdet med filmen har fået en terapeutisk betydning for Taekyung Tanja Inwol Sørensen. I begyndelsen bar instruktøren på et behov for at placere skyld, men undervejs ændrede perspektivet sig.

”Det startede med, at jeg ledte efter en syndebuk eller en bad guy. Og det er endt med, at jeg har lavet en homage til mine mødre, så de kan blive hyldet og forstået. Fordi det er dem, der har taget den tunge byrde,” siger Taekyung.

Hun vil i stedet have os til at rette blikket mod de dybere strukturer og systemer, der former samfundet.

”Problemet er, at enlige mødre ikke accepteres i Korea. Hvis man ikke ser i øjnene, at det er en menneskeret at få et barn som enlig mor, kommer det fortsat til at være på bekostning af andre mennesker.”

Taekyung Tanja Inwol Sørensen mener, at familiebegrebet bør udvides. Det er også det budskab, instruktøren håber, publikum tager med sig efter rulleteksterne i Hjemsøgt.

”Lad være med at tænke, at det er din rettighed at have en kernefamilie, som er far, mor og børn. Drop den rigide idé om kernefamilien. Tænk i stedet på, hvordan man kan skabe familie på nogle andre præmisser. Åbn familien op!”