”Hvordan fuck endte vi her?”

After the Hunt har Venedig imod sig, og hverken Luca Guadagnino eller Julia Roberts ser ud, som om de havde ventet at skulle forsvare deres film.

Vi sidder en septemberdag på Hotel Cipriani på øen Giudecca, på behørig afstand af Lidoen, hvor deres identitetspolitiske prestigedrama ramte ved siden af ved verdenspremieren et par dage forinden.

Den flittige italienske instruktør har ellers haft anmeldertække gennem hele karrieren og opnået et loyalt fanfølge siden den skelsættende homo-romance Call Me by Your Name fra 2017.

Siden har han leveret kunstgys med Suspiria, kannibal-kapitalistisk horror med Bones and All, hed trekantstennis med Challengers og en psykedelisk William Burroughs-hyldest med den rørende Queer.

Men kritikerstanden har fået hans nye film galt i halsen over måden, hvorpå den provokerende stikker til tidsånden.

Klapjagt på hvem?
After the Hunt udspiller sig i 2019. MeToo er mainstream, ”woke” er et hædersmærke, og Trump og hans kumpaner er på kulturel retræte.

På Yale-universitetet, en liberal højborg, underviser professoren Alma (Julia Roberts) i moral og etik. Hun sætter begge dele på prøve, da hendes yndlingselev, Maggie (Ayo Edebiri), retter en voldtægtsanklage mod Almas kollega Hank (Andrew Garfield).

Hank er Almas nære ven og samarbejdspartner, men også en konkurrent til en forjættet fastansættelse på et af verdens mest prestigefyldte universiteter. Maggie er ung, sort og biseksuel, men også den privilegerede datter af en hovedrig familie og desuden en middelmådig studerende, der smøler og plagierer sig igennem sin afhandling.

Alma føler sig presset og værner samtidig om sine egne hemmeligheder. Filmen udvikler sig til en hvepserede af woke- og MeToo-tematikker, krydret med referencer til polariserende skikkelser som den overgrebsanklagede, amerikanske instruktør Woody Allen og den britiske musiker Morrissey, der blandt andet har flirtet med højrenationale synspunkter.

Provokationslystent stof, kunne man tænke. Alene filmens titel synes at have noget på hjerte. For hvem er det, der jages? Og hvad er det for en jagt, som nu er ovre?

”Det har altid været intentionen, at filmen skulle være bagdateret – altså, at den foregår for fem år siden. Jeg føler, at sneen til allersidst siger det hele. Det er som James Joyces The Dead, hvor sneen dækker både de levende og de døde,” fortæller Luca Guadagnino.

Storm i et glas vand
Det er med andre ord livets forgængelighed, titlen refererer til, og intet andet. Ifølge instruktøren er kontroversen omkring filmen en storm i et glas vand.

Når der spilles Morrissey på baren, som Alma og veninden Kim besøger i filmen, er det ikke for at tage en udskældt kunstner i forsvar. Det er for at være tro mod tidsperioden, forklarer han.

”Min produktionsdesigner bad ejeren om deres spillelister fra det år, og der var der både Morrissey og The Smiths,” bedyrer Luca Guadagnino.

At filmens introtekster er skabt i Woody Allens signaturstil, er bestemt heller ikke for at være på tværs, forsikrer han.

”Den skrifttype og stil er så klassisk og tidløs, at det stemte godt overens med filmens miljø. Det er virkelig underligt for mig, at mit valg af skrifttype har skabt så meget postyr. Ved du, hvad der er det mest bemærkelsesværdige ved introteksterne? At hele rollebesætningen var så generøse, at de gik med til, at vi skrev deres navne i alfabetisk rækkefølge!”

– Havde du ikke ventet, at de her referencer ville blive set som en ladet kommentar?

”Nej,” svarer han kategorisk.

Klinker i murværket
Julia Roberts (Pretty Woman, Notting Hill) er endnu mere ligefrem og himler med øjnene, da hun bliver spurgt, om filmen har givet hende noget at tænke over.

”Hvordan fuck endte vi her?” spørger hun vantro, før hun haler i land: ”Nej, hør, det er bare for sjov!”

”Jeg er jo nysgerrig. Med en kvinde som Alma, der er så intelligent og dygtig, var det interessant at spørge, hvorfor hun træffer valg, så hun ender med at blive fanget. Det var interessant for mig at slå klinker i det murværk, hun omhyggeligt har bygget op om sig selv,” fortsætter skuespilleren.

”Jeg undersøger hendes ambitioner, som alle karaktererne deler. Det var virkelig underligt at være så led og kold – og alligevel at nyde det så meget.”

Efterhånden som konflikten griber om sig, bliver Alma stadig mere indelukket og forbistret, mens hun værner om sine hemmeligheder. Hun er en kompliceret og ofte usympatisk moden kvinde – og en rolle af den slags, der i ligestillingens navn ofte efterspørges flere af i Hollywood.

Men Julia Roberts afviser blankt, at hun har MeToo at takke for roller med mere kød på.

”Det ser jeg snarere som et frynsegode ved at blive ældre. Man får lov at spille mere komplekse karakterer, fordi man har flere livsressourcer at dykke ned i,” forklarer hun.

Moralsk kompas
Hvad MeToo-bevægelsen egentlig har betydet for branchen, vil Julia Roberts nødigt komme ind på.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle kunne afgøre det ud fra den placering, jeg har i verden,” siger hun. 

Luca Guadagnino er mere generøs.

”MeToo bidrog på stærk og vigtig vis til at skabe en bevidsthed om, hvad man kan acceptere, og hvad man ikke behøver acceptere. Det var altafgørende.”

Om det gav anledning til selvrefleksion, vil instruktøren gerne svare på.

”Jeg forsøger at forstå mig selv så godt. som jeg kan, men jeg finder nok en vis tryghed i måden, andre ser på mig. Jeg prøver at se mig selv udefra, men det er svært. Freud har lært mig, at underbevidstheden aldrig lyver. Fordommene er der altid, uanset om jeg er bevidst om dem eller ej.”

De træder begge varsomt, mens vi journalister fisker. Ingen af dem føler behov for at udrede filmens tematiske tvetydigheder eller udbasunere deres egne moralske overbevisning.

”Ligesom alle de værdier, folk sætter højt, lærer man bedst fra sig ved selv at efterleve dem. Man må forsvare de ting, man tror på, og opbygge et liv med et specifikt moralsk kompas,” siger Julia Roberts.

Sandhedssøgende skuespillere
Ret beset skylder de os heller ingen forklaringer.

Direkte adspurgt hvad publikum skal stille op med filmens sidste replik, hvor Luca Guadagnino selv råber ”Cut!” fra bag kameraet, er instruktørens svar bevidst enigmatisk: ”Filmmediet er for mig indbegrebet af glæden ved at lege og fortælle historier.”

Er det en opsummering af filmens tematik? Hvis en konflikt bunder i påstand mod påstand, kan den ene sandhed så være lige så god som den anden? Eller skal metalaget blot forplumre analysen, så publikum tvinges til at tænke selv.

Luca Guadagnino er for meget en kunstner til at reducere sit værk til ét budskab, der let kan opsummeres. Og så meget en håndværker, at det tydeligvis går ham på, at kontroversen skygger for filmens åbenlyse kvaliteter.

Han vil hellere tale om de stemningsfulde, mørke billeder leveret af Malik Hassan Sayeed, der ikke har fotograferet en spillefilm i to årtier. Om Trent Reznor og Atticus Ross’ sjælfulde, dystre underlægningsmusik og om filmens skuespil.

Inden premieren blev After the Hunt positioneret som en af Oscar-sæsonens store spillere med forventninger om nomineringer til Julia Roberts og resten af ensemblet. 

Og man skal aldrig sige aldrig. Præstationerne er nærmest det eneste, samtlige kritikere har været enige om at rose.

”At spille skuespil er det stik modsatte af at lyve. Det er et job, hvor man fortæller sandheden, og det elsker jeg meget højt. Det handler alt sammen om at finde sandheden i karakterernes adfærd,” fortæller Luca Guadagnino.

”Det kan godt være, at de ikke ved, de lyver for sig selv. Men alle de folk, jeg lavede filmen sammen med, er virkelig sandhedssøgere.”